mboost-dp1

Google

Google klar til opkøb af danske virksomheder

- Via Berlingske Business - , redigeret af Pernicious

Anil Hansjee, Googles europæiske opkøber, har været en tur forbi Danmark for at se på mulighederne for at opkøbe diverse virksomheder herhjemme.

Google, der i gennemsnit opkøber halvanden virksomhed per måned, har et par firmaer i sigte herhjemme, fortæller Hansjee, der netop lige har stået for at købe sit tredje svenske firma, siden han tiltrådte som opkøber i 2006.

Anil Hansjee, Google skrev:
Vi har endnu ikke købt noget i Danmark, men vi har været tæt på efter at have kigget dybt på et par muligheder, så det kommer nok. Jeg kommer ikke kun til Danmark for at besøge mine forældre. Jeg ser København som Nordens centrum, og man må vel sige, at vi har en god hitrate i Norden.

Hansjee fortæller dog ikke noget om hvilke firmaer som Google har i kikkerten, men som Google plejer at gøre det, så er det nok de mindre firmaer som de har kig på, dem der er på vej opad med en frisk idé.

Adobe

Flash uden plug-in – med Javascript/HTML5

- Via Webmonkey - , redigeret af Net_Srak , indsendt af bonna

I den seneste tid har tonen mellem Adobe og Apple været hård, hvilket skyldes Apples fravalg af Flash på deres iPhone OS-platform. Det betyder at alt flash-baseret indhold ikke kan ses på en iPhone eller iPad, men det kan der måske gøres noget ved.

Løsningen er et projekt kaldet Smokescreen, startet af Chris Smoak, der kan konvertere Flash til en kombination af JavaScript og HTML5. Projektet er open source, og fungerer ved at flash-koden bliver pillet fra hinanden, for derefter at lave tilsvarende kode, der følger webstandarderne.

Simon Willison skrev:
Smokescreen runs entirely in the browser, reads in SWF binaries, unzips them (in native JS), extracts images and embedded audio and turns them in to base64 encoded data:uris, then stitches the vector graphics back together as animated SVG.

Endnu er projektet blot i et betastadie, men på Smokescreen-hjemmesiden er det muligt at se flere eksempler på konverteringer fra Flash til JavaScript/HTML5. Et eksempel kan også ses i videoen herunder.

Intel

MeeGo-baseret tablet-pc ser dagens lys

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak , indsendt af kasperfmn

På Computex 2010-messen kunne Intel i går fremvise endnu en nyhed, denne gang var det en tablet-computer baseret på deres Moorestown-platform, der anvendte MeeGo som operativsystem.

Tablet-computeren, der har fået navnet Quanta Redvale, blev kun kort præsenteret ved en keynote, men det lykkedes Engadget at få fat i Intel og give dem en kort demonstration af prototypen.

Til trods for der var tale om hvad Intel kalder en pre-alpha-udgave, så var gutterne fra Engadget meget imponerede over hvad de så. Prototypen er udstyret med en 1,5 GHz Moorestown chip, der kan håndtere bl.a. 1080p-video.

Ved demonstrationen, som kan ses i en video ved at følge linket til kilden, vises det hvordan MeeGo er brugt til at opbygge en helt anden brugerflade, end hvad der er set tidligere til netbooks.

Folketinget

Regeringen dropper Højhastighedskomiteen

- Via Computerworld DK -

Tidligere Videnskabsminister Helge Sander fik i sin tid dannet Højhastighedskomiteen, hvis formål var, at komme med et oplæg til hvordan bredbånd skal udvikle sig i Danmark. Efter at have kommet med sin første rapport i januar i år, har regeringen valgt at droppe anbefalingerne i rapporten.

Rapporten anbefalede, at der skulle garanteres 50 Mbps internetforbindelser til 80 % af danskerne i 2013, men med regeringens udspil i går, om 100 Mbps til alle danskere i 2020, mener videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen ikke længere den er relevant.

Computerworld har haft fat i ministeren, og blandt andet spurgt, om ikke den lange tidshorisont gør det relevant for delmål, hvilket Sahl-Madsen er enig i. Hun vil i den forbindelse dog ikke nævne noget om hvad disse delmål kunne være, da de første skal have fundet ud af dem.

Charlotte Sahl-Madsen, Videnskabsminister til CW skrev:
Det skal vi i gang med en nærmere overvejelse om. Det der ligger fast nu er, at vi skal have 100 megabit i 2020.

Novell

Salg af Novell kan medføre patentsager

- Via CNET News - , indsendt af arne_v

Det går ikke alt for godt hos Novell, der endnu en gang måtte fremvise et svagt regnskabskvartal. Det har i længere tid ført til spekulationer om hvorvidt selskabet måske snart sælges.

Novell har selv oplyst at op mod 20 forskellige selskaber har vist interesse for dem, heriblandt en række inversteringsvirksomheder. Hos CNET har Matt Asay, der tidligere har arbejdet hos Novell, spekuleret lidt over hvad der kan ske i tilfælde af et salg af firmaet.

Novell sidder på en lang række patenter, der dækker kritiske områder inden for blandt andet netværk og Unix, hvor sidstnævnte har været meget i medierne i forbindelse med SCO-sagen.

Skulle et investeringsfirma købe Novell, så er Asay bange for, at en af måderne hvorpå firmaet kan tjene penge vil være, at bruge patenterne til at presse andre virksomheder til pengepungen og betale for licenser. At patenterne er mange penge værd vidner en sag fra 2004 om, hvor Microsoft måtte betale Novell over en halv milliard dollars i et forlig.

Matt Asay skrev:
This same intellectual property motivated Microsoft to pay Novell a $536 million settlement back in 2004. How much would Novell’s intellectual property be worth to a patent troll?

Asay påpeger, at endnu er et salg ikke en realitet, og blandt byderne er der flere, som ganske givet vil føre Novell videre uden at “misbruge” patentporteføljen.

GLOBALFOUNDRIES Inc.

Globalfoundries vil udvide for 18 milliarder

- Via TG Daily - , redigeret af Emil

Globalfoundries, der tidligere var en del af AMD, har netop oplyst, at de vil investere 18 milliarder kroner i udvidelse af deres fabrikker i Tyskland og USA.

Fabrikken i Dresden skal udvides med ekstra kapacitet til fremstilling af wafere lavet i 45, 40 og 28 nm-teknologi, således at kapaciteten kommer op på 80.000 wafere om måneden.

I USA vil fabrikken i staten New York få udvidet sin kapacitet af wafere lavet i 28, 22 og 20 nm-teknologi til at kunne håndtere 60.000 om måneden.

Udvidelserne, der forventes at skabe flere hundrede nye jobs, er sat til at være færdige i 2012 med opnåelse af fuld produktionskapacitet i 2013.

Samtidigt kan ATIC, der ejer Globalfoundries, oplyse, at de har sikret sig et område på tre kvadratkilometer i Abu Dhabi, nær den internationale lufthavn, der skal benyttes til at lave et teknologi-center. Centeret skal bruges som innovationsknudepunkt i fremtiden for firmaet.

DSB

DSB og TDC forlænger perioden med gratis internet i togene

- Via Comon - , redigeret af Emil , indsendt af kasperfmn

Har man haft sin bærbare computer eller smartphone med i toget, har det de seneste par måneder været muligt at surfe gratis på strækningen København-Århus via togets Wi-Fi.

Den gratis prøveperiode skulle stoppe nu, men hos DSB og TDC har man valgt at forlænge testperioden frem til den 4. juli. På den måde håber man, at flere passagerer når at prøve tilbuddet, inden det kommer til at koste penge.

Før det blev gratis at komme på nettet i toget, var der i gennemsnit 500 passagerer på turen, som gik online om dagen, i dag er tallet oppe på 4.000.

Når gratisperioden er overstået, vil det koste 29 kroner at kommer online i fem timer, markant mindre end tidligere, hvor prisen var 1 krone pr. minut. De fem timer skal bruges inden for 24 timer.

engadget

Intel fremviser ultratyndt netbook-koncept

- Via engadget - , redigeret af Emil

På den igangværende Computex-messe i Taiwan har Intel fremvist en prototype-netbook, der udskiller sig fra, hvad man ellers har set, ved at være meget tynd.

Konceptet kalder Intel for “Canoe Lake” og er en netbook, der blot har en tykkelse på 14 mm og er baseret på deres egen Atom-processor.

Den fremviste netbook, som de selv har lavet, skal tjene som eksempel på, hvad det er muligt med platformen, hvorfor partnere, som tager idéen op, sandsynligvis vil komme med andre designs.

Canoe Lake kan håndtere både single- og dual-kerne Atom-processorer, og i den fremviste model var der fundet plads til en GMA 3150 GPU.

Intel forventer, at de første netbooks baseret på platformen vil komme på markedet inden årets udgang. Yderligere billeder af netbooken kan ses hos engadget.com.

Segway Inc.

Segway lovliggjort som køretøj i Danmark

- Via Comon - , redigeret af Net_Srak

Det har taget sin tid, men efter intet mindre end tre års undersøgelse omhandlende det populære – om end til tider latterliggjorte – køretøj Segway, er Transportministeriet endelig kommet frem til en konklusion om, hvorvidt det elektriske køretøj må bruges på de danske veje eller ej.

Hos TV2 Nyhederne har man spurgt ind til sagen omkring Segway, og her var svaret, at der snart ville ske noget.

Hans Christian Schmidt, Transportminister skrev:

Jeg har hørt om sagen nu her, og vi løser den fra i morgen tidlig.

Transportministeren udtaler yderligere, at det er meget beklageligt, at behandlingen af sagen har taget så lang tid, som den har.

Segway, der er lovliggjort som et køretøj fra og med i dag, er dog ikke brugbar for alle, da man skal være minimum 16 år gammel for at måtte bruge det.

Grunden til, at lovliggørelsen af Segway har taget så lang tid, som det har, skulle efter sigende være, fordi ministeriet har haft svært ved at finde ud af, hvordan køretøjet skulle klassificeres.

newz.dk

2009 var et skidt år at være it-konsulent

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak

Ikke overraskende har finanskrisen også haft sin indvirken på it-branchen. Ud over fyringer, konkurser osv. viser opgørelser over 2009 nu også, at krisen har haft sin indvirken på de selvstændige it-konsulenter.

Det er især de højtuddannede konsulenter, der har haft det hårdt, eftersom de har haft problemer med at fylde ordrebøgerne og derfor har måttet tage flere basale opgaver, der giver en lavere løn.

Det er ikke blot i Danmark, at der har været problemer med at fylde ordrebøgerne, også i resten af Norden har der været nedgang. Gennemsnitsprisen på konsulentarbejde faldt i Danmark fra 1,0-4,5 % alt afhængig af konsulenttypen. Samlet i Norden faldt den dog 1,0-5,5 %, hvoraf Norge er ramt mindst, og Finland er ramt mest.

Priserne forventes at stige en smule igen i løbet af i år, men dog ikke så meget at de når op på prisniveauet for 2008.