mboost-dp1

Facebook

Facebook på mobilen bliver gratis for Telenor kunder

- Via Facebook Blog - , redigeret af Pernicious , indsendt af sissy

Facebook lancerer en ny mobilside, 0.facebook.com, der er optimeret således at siden er hurtig at tilgå. Desuden er den gratis at bruge, hvis dit teleselskab er en af Facebooks partnere.

I Danmark er Facebooks partnerteleselskab Telenor. Der kan godt være flere end ét selskab per land i Facebooks partnerskabsaftale, men på nuværende tidspunkt er der ingen planer om at udvide aftalen i Danmark.

En af forskellene ved 0.facebook.com i forhold til den normale mobilside m.facebook.com er, at den udelukkende kan bruges af kunder hos et partnerselskab, samt at der ingen billeder er på siden.

Hvis man vil tilgå billeder er det muligt at gøre det ved at klikke på de korrekte links, men i modsætning til resten af siden, vil dette ikke være gratis.

Flickr - Jim Epler

Den digitale postkasse lanceres

- Via Computerworld DK - , redigeret af Pernicious

Udviklingen af den digitale postkasse har været undervejs siden 2007, og har til dags dato kostet omtrent 37 mio. kroner at udvikle. Nu er servicen, der bliver udviklet af Økonomistyrelsen, så klar til at blive lanceret, og kan fra i dag af bruges af offentligheden.

Det er dog endnu begrænset hvad den digitale postkasse kan bruges til, da systemet endnu er meget nyt, men indtil videre kan man oprette en konto og give tilsagn til, at man gerne vil modtage sin offentlige post digitalt.

Michael Busk-Jepsen, Økonomistyrelsen skrev:
Det er et stort skridt på vej mod den fulde digitalisering, men foran os ligger der fortsat et meget stort arbejde med at få de offentlige myndigheder med på løsningen.

Senest den 1. november skal alle offentlige myndigheder dog være kontaktbare, således at du kan skrive til din læge, dit barns lærer osv., igennem den digitale postkasse.

I 2012 skal tjenesten så være fuld funktionsdygtig. Fra nu af og frem til den tid, vil der så langsomt blive introduceret nye tjenester og muligheder til servicen, som leveres af e-Boks.

Det at tjenesten leveres af e-Boks gør, at hvis du allerede har en adresse der, vil denne blive koblet sammen med din digitale postkasse. Således modtager du også alt din e-Boks-post der, samt at du kan sende post fra din digitale postkasse, hvilket ikke er muligt via e-Boks.

Du kan oprette en digital postkasse inde hos borger.dk.

SXC - flaivoloka

Schweizisk Fort Knox skal sikre vores digitale historie i fremtiden

- Via PC Magazine - , redigeret af Pernicious

I de sneklædte schweiziske alper, bag en tre og et halvt ton tung dør, som skulle kunne modstå et atomangreb, og gennem en labyrint af gange, har forskerne deponeret en “tidskapsel”, der indeholder alt, hvad fremtidige generationer kan få brug for, til at gendanne vores data.

Det ultra sikre lagersted er kendt som det schweiziske Fort Knox, og er en del af Planets-projektet. Projektet er delvist finansieret af EU med henblik på at sikre “langsigtet adgang til vores digitale kulturelle og videnskabelige aktiver”. Problemet med digitale medier er, at de forgår meget hurtigere end papir. Det gælder for både selve mediet de er gemt på, men også hardwaren som skal benyttes til at udlæse data.

Andreas Rauber, Professor og partner i Planets-teamet skrev:
Unlike hieroglyphics carved in stone or ink on parchment, digital data has a shelf life of years not millennia. Failure to implement adequate digital preservation measures now could cost us billions in the future.

I dag, fire år efter deres projekt begyndte, har Planets-teamet indsamlet og deponeret en række forskellige data i kapslen, i samarbejde med 16 europæiske biblioteker. De ønsker at give forskerne i fremtiden alt, hvad der kunne være nødvendigt for at genopbygge vores medier og redde vores historier, uanset hvor forskellig deres teknologi vil være fra vores.

Amazon

Amazon laver Kindle-program til Android

- Via PhysOrg.com - , redigeret af Pernicious , indsendt af zin

E-bogs-markedet vokser konstant, og Amazon gør hvad de kan for at deres billet i lotteriet, Kindle, fortsat er med i lodtrækning om dominans af markedet.

Amazon kan nu lancere en Kindle-applikation til Googles Android-styresystemer, som vil kunne synkroniseres med ens egen Kindle e-bog og derved få hele ens bibliotek derfra ned på telefonen. Samtidigt holder applikationen styr på præcis hvor i en given bog man er kommet til, også selvom man skifter imellem sin Kindle og applikationen til Android.

Udover at sådan en applikation er smart for folk på farten, så åbner det også op for et nyt marked for Amazon, idet alle de som ikke har ville betale $200+ for en e-bog-læser, nu kan bruge tjenesten uden at skulle slippe en krone for ekstra hardware.

Sony

Forskere vil bruge kroppen som batteri

- Via Technology Review - , redigeret af Pernicious

Et hold forskere fra Joseph Fourier University i Frankrig, har udviklet en måde at omdanne glukose og ilt til elektricitet i en levende organisme.

Det har længe været kendt, at man har kunne gøre dette, dog har det ikke give noget nær nok energi til at kunne drive noget som helst, på grund af at de enzymer, som er en del af processen, skal opholde sig i et syrerigt miljø. Dette har Philippe Cinquin og hans hold af forskere nu løst, ved at placere bestemte enzymer i grafitdiske, som så bliver sat i dialyseposer, hvorved enzymerne kunne fungere som katalysator for processen.

Dette eksperiment blev udøvet på 2 laboratorierotter, hvor det lykkedes forskerne at generere 6,5 microwatt. Til sammenligning kræver det 10 microwatt for at holde en pacemaker i gang.

Kan forskerne perfektionere processen, kan en bedre ydelse opnås og dermed kan kroppen fungere som batteri for indopererede apparater som pacemakere.

DAMRC

Dansk center til støtte for fly- og våbenindustrien åbnet

- Via Ingeniøren - , redigeret af Net_Srak , indsendt af vandfarve

I går kunne man slå dørene op hos “Danish Advanced Manufacturing and Research Center” (DAMRC) i Herning, der skal være med til at fremme danske virksomheder i kampen om ordrer inden for fly- og våbenindustrien.

Med hjælp fra amerikanske Boeing, blev DAMRC en realitet i efteråret 2009, men det er først nu centeret officielt åbner. Det sker samtidigt med, at det første projekt også kan annonceres.

Projektet omhandler produktionsoptimering i såkaldte spåntagende processer, hvor man håber at kunne finde løsninger, der kan spare op til 30 % af tiden ved boring i materialer.

Ud over Boeing, så omfatter DAMRC p.t. følgende danske virksomheder og institutioner: Vestas, Unimerco, Multicut, Danish Aerotech, Terma, Region Midtjylland, Herning kommune, AU-HIH, Sheffield University, CenSec og Erhvervsrådet H & I-B.

Cisco Systems Inc.

Fuld Wi-Fi-dækning af London til OL 2012

- Via London Evening Standard - , redigeret af Pernicious

Londons borgmester Boris Johnson annoncerede i går ved et Google event, et af byens nyeste projekter, som går ud på at dække hele London med Wi-Fi inden 2012, hvor de Olympiske lege skal afholdes i byen.

Boris Johnson, Londons borgmester skrev:
London is the home of technological innovation. We in City Hall are doing our best to keep up, and one of our most important projects is called Wifi London.

Borgmesterens plan er ifølge avisen London Evening Standard, at installere tusindvis af Wi-Fi hotspots i gadelygter og busstoppesteder rundt omkring i hovedstaden og 22 af Londons bydele har allerede tilmeldt sig projektet.

Initiativet skal i følge Johnson hjælpe med at gøre London til teknologiens hovedstad i verden. Netværket vil kunne bruges af alle, både rejsende og beboere i deres hjem, til en endnu uoplyst pris.

OmniVision Technologies

OmniVision klar med verdens mindste 1080p HD-kamerachip

- Via engadget - , redigeret af Pernicious

OmniVision Technologies har netop introduceret, ifølge dem, verdens mindste high-definition CMOS-billedsensor; OV2720, som vil være beregnet til bærbare computere, netbooks og webkamera.

Sensoren måler 1/6 tomme (5,4 x 3,3 mm) og den understøtter fuld 1080p HD-videooptagelse med 30 billeder per sekund. Den er baseret på OmniVisions 1,4-micron OmniBSI bagside belysningsteknologi (pdf), som selskabet hævder vil kunne tilbyde “konference-kvalitet”.

Den nye sensor understøtter desuden automatisk hvidbalance, eksponeringskompensering, linse-korrigering og udelukkelse af defekte pixels. I VGA-opløsning (640×480) kan den optage video med op til 120 billeder i sekundet og 240 ved QVGA.

OV2720 er i øjeblikket stadig i testfasen og er planlagt til at komme i masseproduktion i juni 2010.

SXC - kezze

Newzbin.com lukker og slukker

- Via DeepSharer - , redigeret af Avenger-

Siden slutningen af marts stod det klart for en af internettets største indekseringssider for indhold på Usenet, at det var op ad bakke for at fortsætte siden, idet de var blevet kendt skyldig i brud på copyright.

Siden fortsatte med at være online, uden dog at blive opdateret i en række kategorier, som film, musik og tv, men nu er det slut; siden kan ikke længere tilgås.

På en blog, som er det eneste, der linkes til på newzbin.com, fremgår det, at ejerne af Newzbin.com er blevet nødt til at lukke siden på grund af gæld. Gælden er opstået på baggrund af erstatningskrav til MPA og et unavngivet softwarefirma.

Ejerne af tjenesten mente ikke, de gjorde noget ulovligt, da de ikke selv havde noget ulovligt materiale liggende, men som i The Pirate Bay-sagen mente dommeren, det er fundet bevist, at det primære formål med siden er at hjælpe brugerne til at finde bl.a. film og musik.

The Pirate Bay

Svensk piratparti hoster The Pirate Bay

- Via TorrentFreak -

I går måtte The Pirate Bay se deres site gå offline i flere timer, efter det var lykkedes advokater, der repræsenterer Hollywood, at tvinge internetudbyderen som stod for internetforbindelsen til sitet til at lukke for forbindelsen.

Det er ikke første gang The Pirate Bay på den måde er røget offline, men ligesom de forrige gange, så er hjemmesiden igen online. I første omgang var det usikkert hvem, der stillede båndbredde til rådighed, men det er nu afsløret; det svenske Piratparti.

Partiet oplyser på deres hjemmeside, at de er blevet trætte af Hollywoods legen kat og mus med The Pirate Bay, og med aktionen vil tage tyren ved hornene og støtte, hvad de mener er en legitim aktivitet.

Piratpartiet lægger båndbredde til hjemmesiden og søgemaskinen, og påpeger, at selve trackeren, og de torrents som kan findes via siden, ikke er lokaliseret på serverne.