mboost-dp1

Mozilla Foundation

Mozilla vil opdatere licens til Firefox og Thunderbird

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Firefox og Thunderbird har i over 10 år været underlagt Mozilla Public License, der bestemmer, hvilke rettigheder og restriktioner der gælder for udviklere, som vil bruge softwaren i deres egne projekter.

Licensen lader i grove træk udviklere ændre på softwaren, som de har lyst, så længe kildekoden til ændringerne deles under den samme licens, men nu er Mozilla klar til at opdatere indholdet i den aldrende licens.

De nye formuleringer vil leve op til Free Software Foundations definition af frihed og Open Source Initiatives definition af open source, men den vil blive simplificeret. Forslagene til ændringerne er bl.a. (på engelsk):

[list][li]Becoming Apache [License] compatible, both in our patent terms and more broadly, to help projects using the MPL become more flexible about using Apache-licensed code.[/li]
[li]The impact of our patent license grant (particularly section 8.2) to reflect modern licensing practice.[/li]
[li]Globalizing the license, to make it more appropriate for our global community of contributors.[/li]
[li]Templatizing the license, and taking other appropriate steps to reduce license proliferation, including working with the authors of other license derivatives.[/li]
[li]Updating the Source/Executable distinction for modern development practices, including interpreted languages, binary modification, and non-code users.[/li][/list]

Mozilla håber, at man kan blive enige om den præcise kontekst i løbet af efteråret.

Lime Wire LLC.

LimeWire indgår samarbejde med AVG

- Via CNET - Download - , redigeret af Pernicious

Download-klienten LimeWire har længe været et yndet sted at sprede malware, da mange af dets 50 mio. brugere ikke er særlig kritiske omkring, hvilke filer de henter og aktiverer.

Nu får ejerne af betalingsversionen, LimeWire Pro, en hjælpende hånd, idet AVG’s antivirus-løsning integreres i programmet.
Dermed bliver alle downloadede filer scannet, før man kan køre dem.

I dag indeholder meget antivirussoftware allerede en downloadscanner, af gratisprogrammer kan nævnes AVG, Avast og Avira.

Det er ikke oplyst, hvor mange af de 50 millioner brugere, der anvender pro-udgaven af LimeWire.

sxc - Henkster

It-branchen mangler stadig kvalificerede folk

- Via Computerworld DK - , redigeret af Avenger- , indsendt af arne_v

I går og i dag afvikles it-jobmessen Jobworld Expo, og her har Computerworld været forbi og snakke med flere af udstillerne.

Der er p.t. flere ledige i it-branchen, end der har været et stykke tid, men i branchen står man ikke og har mange jobtilbud. De fleste virksomheder har de ansatte, de skal have. Der er dog enighed blandt de fleste af de virksomheder, der blev spurgt, om at man især er på udkig efter de gode it-medarbejdere.

Jens Jørn Mikkelsen, teamchef i Logica til Computerworld skrev:
Vi vil have de dygtigste medarbejdere, og dem er der altså langt imellem.

Også hos hostingfirmaet One er man på udkig efter, hvad de selv kalder hardcore nørder, gerne folk med en videregående uddannelse i rygsækken.

Intel

Intel klar med 6-kerne Core i7 processor

- Via Hot Hardware -

Intels Nehalem-baserede processor med seks kerner, der har kodenavnet Gulftown, er nu blevet lanceret på Game Developer Conference i San Francisco.

Den nye processor får navnet Core i7-980X Extreme og afløser Core i7-975 Extreme som den hurtigste processor, Intel kan tilbyde til private. Den nye processor arbejder ved samme frekvens som forgængeren, 3,33 GHz, men har to ekstra fysiske kerner, hvilket bringer den op på i alt 12 logiske kerner.

Til trods for de to ekstra kerner er energiforbruget ikke steget, idet processoreren gør brug af Intels nyeste 32 nm produktionsproces, hvor Core i7-975 var lavet ved en 45 nm proces.

Processoren inderholder 1,17 milliarder transistorer, der bl.a. bliver brugt til 12 MB smartcache (L3) og 1,5 MB L2 cahce. Den forventes at udkomme i butikkerne om få uger til en vejledende pris på 999 dollars.

Følg linket til kilden for at læse meget mere om processoren og se, hvordan den klarer sig i forskellige benchmarks.

Twitter

Twitter indfører link-scanner

- Via Twitter blog - , redigeret af Pernicious

Da Twitter begyndte at blive populær, blev tjenesten også et mål for personer, der ikke har helt rent mel i posen.

Nu bliver det hul, som lyssky brugere har benyttet til at sprede links til ondsindende hjemmesider, der afvikler skadelig kode på den besøgende computer, eller til phishingangreb, endelig lukket.

Det drejer sig om, at Twitter ikke tidligere har scannet private beskeder brugere imellem, hvilket har betydet, at man frit har kunnet sende links til andre brugere.

Twitter indfører nu en service, der scanner alle links, før de når brugeren, hvorved mange af de problematiske beskeder kan sorteres fra.

COWI A/S

COWI: Vi er klar igen

- Via Version2 - , redigeret af Pernicious

Siden der for nyligt brød en skandale ud, da COWI for fjerde år i træk ikke kunne levere de nationale test til folkeskolen, har COWI haft travlt. De har arbejdet på at løse problemerne og forklare dem for offentligheden.

COWI har ifølge Version2 indrømmet, at systemet ikke var blevet testet ordentligt efter og derfor ikke kunne klare belastningen, da skolerne først begyndte at bruge det. Der er nu lavet om i systemet, ligesom der er sikret mere serverkapacitet, hvorfor de nu tror på, det vil fungere efter hensigten.

Skolestyrelsen har derfor meldt ud, at COWI er klar igen til at køre skoletest, hvorfor de atter bliver obligatoriske fra næste mandag, den 15. marts.

Når systemet ikke kunne følge med, så skyldtes det ifølge Cowi, at der var en fejl i måden, der blev søgt i databasen med spørgsmål på.

CERN

Tysk forfatningsdomstol: LHC ikke farlig, før det er bevist

- Via The Inquirer - , redigeret af Pernicious

CERNs Large Hadron Collider (LHC) har været meget omdiskuteret, siden det kom ud, at der var en mulighed for, at der kunne skabes mikroskopiske sorte huller. Muligheden er senere gentagne gange blevet afvist af mange forskere grundet den ekstremt lille risiko for at det sker, og selv hvis det skulle ske, ville det blive nedbrudt ekstremt hurtigt.

Det har dog ikke fået en tysk statsborger bosiddende i Schweiz til at bede den tyske forfatningsdomstol i byen Karlsruhe om at stoppe forsøgene. Domstolen har dog nægtet med begrundelsen:

Domstol skrev:
Klageren mangler at fremlægge konkrete beviser – det er ikke nok med en “generel mistro til fysikkens love”.

Kvinden får dog lov at se LHC blive lukket ned i et års tid fra udgangen af 2011, idet forskerne på det kæmpestore projekt har valgt at gennemføre en omfattende gennemgang af partikelacceleratoren, inden de skruer energien i partikelstrålerne op på fuld styrke.

SXC - happe

EU stemmer for ACTA åbenhed

- Via Computerworld DK - , redigeret af Pernicious

Der har tidligere været megen mystik omkring ACTA-forhandlingerne verden over, da de typisk er blevet fulgt af et meget kraftigt krav om hemmelighed.

Men i går blev det besluttet i EU – med overvældende flertal – at forhandlingerne om ACTA skulle være mere åbne. Dette resultat vil man forelægge de andre lande til næste møde, som foregår i New Zealand. Større åbenhed kræver enighed blandt alle deltagende lande, og kan dette ikke opnås, kan EU vælge helt at droppe ACTA.

På det digitale område har der indtil videre været kraftig kritik fra stort set alle sider mod ACTA, da den tilgodeser rettighedshavere meget mere end den tilgodeser ISP’erne og ikke mindst forbrugerne.

Det svenske Pirat Partis EU-medlem Christian Engström er glad for resultatet af afstemningen og udtaler:

Christian Engström, EU-Politiker til Computerworld skrev:
En episk sejr er vel den frase, jeg først kommer i tanker om.

Endnu ved Engström ikke, hvordan åbenheden konkret bliver, om det f.eks. er med tilbagevirkende kraft, men han understreger, at hvis forhandlingerne bliver mere åbne, så bliver det for offentligheden og ikke kun for parlamentet.

Adobe

Adobe Reader er den største sårbarhed

- Via F-secure - , redigeret af Pernicious

Sikkerhedsfirmaet F-Secure har taget et nærmere kig på, hvilke enkeltstående programmer der oftest rettes angreb på for at udnytte en fejl. Her kan de konstatere, at de fleste af de angreb, som de registrerer, retter sig mod Adobe Reader.

Alene i de to første måneder af 2010 har F-Secure registreret 895 angreb, og af disse er hele 61 % rettet mod Adobe Reader. Sammenlignet med 2008 og 2009 er det en kraftig stigning fra henholdsvis 29 % og 50 %.

Det seneste eksempel på angreb gennem Adobe Reader er en PDF-fil, der angiveligt omhandler G20. Åbnes filen, installeres et program, som henter yderligere skadelig software. Den udnytter en fejl, som Adobe for nyligt udsendte en fejlrettelse til

Adobe udgiver, ligesom Microsoft, opdateringer den anden tirsdag i hver måned.

ICANN

XXX-domæner bliver genovervejet

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

Tilbage i 2001 blev der lavet et forslag om at lave et .xxx domæne, hvor alle porno-hjemmesiderne kunne holde sig til. Domæne-organisationen ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers) gav grønt lys i 2005 til sådan et domæne, men beslutningen blev trukket tilbage i 2007 efter kraftigt pres fra konservative grupper i USA.

Nu har en uafhængig undersøgelse konstateret, at beslutningen var unfair, hvorfor der nu skal kigges på muligheden igen.

ICANN har et møde i Nairobi i disse dage, hvor de igen vil diskutere muligheden for et “Red light district” på internettet i form af .xxx domæner.

Bliver top-domænet en realitet, vil det være frivilligt, om pornosiderne vil benytte det.

ICM Registry, der ved en godkendelse vil stå for salget af domænenavne under topdomænet, mener, der er en god chance for, det godkendes.