mboost-dp1

SkyOS

Udviklingen af SkyOS er stoppet

- Via SkyOS.org - , redigeret af Pernicious

Efter flere års intensiv udvikling er udviklingen af det lille lukkede styresystem SkyOS nu stoppet, efter flere måneders inaktivitet.
SkyOS har altid været et en-mandsprojekt (Robert Szeleney) med enkelte udviklere tilknyttet i kortere perioder til specifikke formål. Denne udviklingsmodel har vist sig at være vanskelig at forene med et familieliv, ikke mindst i det seneste år, hvor han har fået en datter.

SkyOS, der blev skabt med et stærkt fokus på desktoppen, var et af de “fem små” systemer (AROS, Haiku, ReactOS, SkyOS, Syllable), og det eneste, udover Syllable, der ikke havde som formål at genskabe et allerede eksisterende system. Det gav en frihed, som Robert udnyttede til fulde, selvom det ofte medførte en del kritik, fordi funktioner ikke altid blev stabiliseret, før de næste blev påbegyndt. Derudover er SkyOS igennem årene også ofte blevet kritiseret for den mangelfulde hardwareunderstøttelse, og det at brugerne skulle betale for at få adgang til alpha/beta-udgaver.

Et andet ofte tilbagevendende kritikpunkt har været den mulige misbrug af GPL-beskyttet kode. En kritik, der ofte finder sit grundlag i den hastighed, hvormed udviklingen er forgået, i betragtning af at det er et enmandsprojekt, samt det, at visse implementeringer ofte har set ud til at ligge meget tæt op af tilsvarende implementeringer i andre systemer.

Selvom udviklingen er stoppet, er fremtiden for SkyOS endnu ikke endelig afgjort, men Robert opstiller følgende muligheder:
Frigive det som open source.
Gøre det frit tilgængeligt.
Fortsætte udviklingen inden for en endnu ikke specificeret niche.
Stoppe udviklingen helt.

Udmeldingen fra Robert sker på baggrund af denne OSNews-artikel skrevet af en tidligere SkyOS-bruger.

Google Inc.

Begrænset af din ISP? – Google giver svaret

- Via Hot Hardware - , redigeret af Pernicious

Google har altid forsøgt at have stor indflydelse på, hvordan internetteknologi bliver brugt og reguleret, og netneutralitet er et af de områder, Google er store fortalere for.

Google lancerer nu nogle værktøjer, som vil kunne bruges af både forskere og almindelige brugere, der kan hjælpe med et se, om ens internetudbyder (ISP) blokerer eller bremser for bestemte typer trafik, for eksempel ved brug af traffic shaping og netværksprioriteringer.

Disse nye værktøjer er en del af Googles nye Measurement Lab (M-Lab), som er en åben platform. På hjemmesiden finder man p.t. tre forskellige værktøjer, og yderligere to er på vej.

PRESS PLAY ON TAPE

PRESS PLAY ON TAPE koncert

- Via PRESS PLAY ON TAPE - , redigeret af Pernicious

Så spiller dit Commodore 64 favorit-rockband igen på The Rock i København – den første koncert siden de spillede på Roskilde Festivalen. 21. marts løber det af stabelen, og som opvarmningsband har PRESS PLAY ON TAPE sikret sig multitalentet og komponisten Reyn Ouwehand, der bl.a. har skrevet musikken til The Last Ninja 3 og Flimbo’s Quest. Ouwehand spiller alene, men på alle instrumenter ved hjælp af loops, som han indspiller live og bruger til at skabe musikken med.

For nylig har PRESS PLAY ON TAPE frigivet en af deres videoer på YouTube, Retro Action, som de bruger som introsekvens til deres koncerter. Denne video har det hele, C64, 1541, D&D-figurer, terninger, Sodastream og nåhja, en pige i bikini.

Billetterne købes på BilletNet. Man kan også hoppe ind på bandets hjemmeside for at læse mere om arrangementet.

Microsoft Corporation

Ikke flere Windows 7-betaer

- Via ZDNet Blogs - , redigeret af Emil

Microsoft har nu bekræftet, at den betaversion, man udsendte for nylig af Windows 7, også var den eneste, der kommer ud til offentlig test.

Næste version af Windows 7 bliver en release candidate, der højest sandsynligt kun vil blive frigivet til udvalgte personer. Efter frigivelsen af RC-versionen, der skulle blive identisk med den endelige version, vil release to manufacturing-versionen (RTM) blive frigivet.

Hvornår RTM-versionen kommer, er uvist, men de fleste regner med 3. kvartal i år. Officielt er den eneste dato, Microsoft har nævnt, tre år efter den officielle udgivelse af Windows Vista, dvs. ikke RTM-versionen, hvilket skete den 29. januar 2007.

E-TEN

Mobil med plads til to simkort bliver nu solgt i Danmark

- Via Mobilsiden.dk - , redigeret af Pernicious

En mobiltelefon med plads til to simkort bliver nu solgt herhjemme i Danmark. Telefonen, der har navnet E-TEN Glofiish DX900, kører med en dansk udgave af Windows Mobile.

Prisen for denne gadget kan dog for nogle virke en smule uoverkommelig, da den uden abonnement koster 5.625 kroner. For pengene får man en telefon med Turbo 3G-understøttelse, trådløst netværk, en indbygget antenne til modtagelse af GPS og et 3,1 megapixels kamera.

Glofiish DX900 er den første 3G-mobiltelefon på markedet med dual-simkort-understøttelse.

Der kan læses mere om telefonen på glofiish-hjemmesiden her.

Stanford University

Forskere sætter ny rekord for datatæthed

- Via Stanford University - , redigeret af Pernicious

En række forskere fra Stanford Universitet har tilbageerobret en rekord, de mistede i 1990 til IBM – at skrive de mindst mulige bogstaver. IBM’s rekord bestod af bogstaverne IBM skrevet med 35 Xenon-atomer.

Det har længe været antaget, at den højest mulige datatæthed, der kunne opnås, var på atomart niveau, hvor ét atom repræsenterede én bit. Forskerne fra Stanford er gået skridtet videre og kan nu gemme data på det subatomare niveau.

Ved at bruge et skanningtunnel-mikroskop, der ikke bare kan observere enkelte atomer, men også manipulere med disse, placerede forskerne kulilte-molekyler på overfladen af et stykke kobber. Ved at kontrollere kulilte-molekylernes placering på kobberet, kan forskerne manipulere med de elektroner, der bevæger sig rundt i kobberet. Dette skaber bølger af elektroner, som ringe i vand, der så danner interferens med andre bølger, forskerne har skabt.

Med den korrekte placering af kulilte-molekylerne er det lykkedes forskerne at kontrollere interferensbølgerne, så de danner specifikke mønstre, der kan aflæses senere, hvorfor der kan gemmes data i disse. Ind- og aflæsningen af data sker ved en proces, forskerne kalder Electronic Quantum Holography.

Da det er muligt at gemme flere “billeder” i samme holografi ved at bruge forskellige bølgelængder, kan datatætheden gøres meget høj. I eksperimenter er forskerne nået op på at gemme 35 bits per elektron, hvilket blev brugt til at danne bogstaverne SU, for Stanford University.

BiBoB A/S

BiBoB tilbyder 1000 MB data til 48 kr./md.

- Via BiBoB - , redigeret af Pernicious

Mobiltelefonkunder bruger efterhånden deres telefonener mere og mere på nettet, men det kan være en dyr fornøjelse.

Prisen pr. MB er oftest meget dyr hos de enkelte telefonselskaber, men det vil BiBoB nu lave om på.

Fra den 1. marts i år vil BiBoB tilbyde, at deres kunder kan købe en datapakke på 1000 MB. Prisen bliver i introduktionsperioden, der løber frem til den 31. juli i år, på 48 kr./md., herefter stiger prisen til 129 kr/md.

Har man ikke en datapakke hos BiBoB, vil prisen pr. MB være 2 kroner, med datapakken vil prisen pr. MB, ud over de 1000 MB, være på 30 øre/MB.

BiBoB varsler desuden andre prisændringer. Prisen på MMS ændres til 2 kr. pr. stk, prisen på opkald til 118 stiger til 21 kr. pr. minut og minimumsforbruget stiger til 10 kr. pr måned.

Microsoft Corporation

Ny JPEG-standard på vej

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

JPEG-standarden er i dag en af de mest brugte digitale billedformater, der bruges i stor stil af bl.a. digitalkameraer og på hjemmesider. Formatet har efterhånden en del år på bagen og derfor også en del begrænsninger.

Joint Photographic Experts Group, der står bag standarden for JPEG-formatet, har efter et møde i januar sendt det nye JPEG XR-format videre til den endelige godkendelsesproces for at gøre det til en standard, hvilket forventes at ske senere på året.

JPEG XR er oprindeligt lavet af Microsoft, hvorfor teknologien understøttes af Windows Vista, da JPEG XR er baseret på Windows Media Photo, der senere fik navnet HD Photo.

JPEG XR komprimerer billeder dobbelt så godt som JPEG ved samme kvalitet, eller man kan opnå den dobbelte billedkvalitet ved samme filstørrelse. XR står for extended range, hvilket betyder, at formatet understøtter 16 bit eller mere per farvekanal, hvor JPEG kun understøtter 8 bit. Det er desuden muligt kun at dekode dele af et billede, hvilket hjælper med til hurtig at zoome i et billed.

Mozilla Foundation

Firefox Mobile klar i ny udgave

- Via MobileMag - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Systran

Mobilversionen af Mozillas Firefox, også kaldet Fennec, har været ude i en tidlig alpha-udgave et stykke tid til Nokias N810, men nu forlyder det, at der muligvis kommer en ny udgave allerede i næste uge.

Ifølge Mozilla så er de snart klar med en ny milepælsudgave (M1) og den laves med fokus på HTC. HTC vil øjensynlig gerne anvende den som browser i deres Touch Pro, idet de ikke er glade for funktionaliteten i Internet Explorer.

Udgivelsen af den nye udgave, falder fint samen med, at der den 16.-19. februar afholdes “Mobile World Congress” i Barcelona, hvor verden mobiltelefonproducenter fremviser deres nyeste modeller.

Nvidia

Nvidia ansætter ny forskningschef

- Via Hot Hardware - , redigeret af Pernicious

Nvidia har ansat Bill Dally som ny forskningschef. Dally kommer fra en stilling som professor i datalogi hos Stanford University, hvor han har været formand for afdelingen siden 2005.

I hans tid hos Stanford, stod Dally og hans team for udviklingen af det meste af den teknologi, der bruges i dag i parallelcomputere. Da Dally arbejdede hos Caltech, stod han bag MOSSIM Simulation Engine og Torus Routing chippen. MIT er også at finde på Dallys CV, hvor han var med til at arbejde på de eksperimentelle parallelcomputere J-Machine og M-Machine.

Udover sin omfattende karriere hos diverse amerikanske uddannelsesinstitutioner, har Bill Dally udgivet over 200 videnskabelige artikler og har over 50 patenter. Det er derfor ikke en hr. hvemsomhelst Nvidia har fået fat i, og direktøren for Nvidia er da også meget glad for ansættelsen af Bill Dally.

Jen-Hsung Huang skrev:
I am thrilled to welcome Bill to NVIDIA at such a pivotal time for our company. His pioneering work in stream processors at Stanford greatly influenced the work we are doing at NVIDIA today. As one of the world’s founding visionaries in parallel computing, he shares our passion for the GPU’s evolution into a general purpose parallel processor and how it is increasingly becoming the soul of the new PC. His reputation as an innovator in our industry is unrivaled. It is truly an honor to have a legend like Bill in our company.