Det frygtes, at den globale finanskrise vil gå hårdt ud over mange virksomheder, og Sony ser ud til at være blandt de, der bliver hårdt ramt.
De seneste 14 år har Sony ikke haft et underskud, men i år ser alt ud til, at elektronikkæmpen kommer ud med røde tal. En uofficiel kilde har således over for Reuters fortalt, at Sony vil komme ud med et underskud på ikke mindre end 1,1 milliarder dollars, eller lidt over 6 milliarder kroner.
Årsagen er et faldende salg, der har ført til overproduktion og dermed faldende salgspriser. Sony har allerede annonceret, at de forventer en større omstrukturering af virksomheden for at tilpasse sig markedet, en omstrukturering, der nu måske kan blive mere omfattende.
Hos Sony ønsker man ikke at kommentere tallene særlig meget, en talskvinde udtaler blot, at der er tale om spekulation. Sonys regnskabsperiode slutter den 31. marts, og nogle analytikere frygter endda, at underskuddet kan blive op til dobbelt så stort.