mboost-dp1

ASUSTeK Computer Inc.

Ny AMD CPU skal give 8 timers batteritid på netbooks

- Via Apcmag - , redigeret af Pernicious

Intel har været hurtige til at se mulighederne i det hastigt voksende marked for CPU’er til netbooks og har derfor sat sig fuldstændigt på markedet med deres Atom-processor. Nu vil AMD dog have en bid af den meget store kage og lancerer derfor snart deres egen strømbesparende CPU beregnet til netbooks.

Ifølge Pat Moorehead, som er en af AMD’s chefer, så har netbooks i dag en for kort batteritid, helt ned til blot et par timer. Det mener han er alt for kort, og målet bør være 8-9 timer, et mål, der skal gøres realistisk at nå med deres kommende processor.

Der er endnu ikke mange detaljer ud om den nye processor, men det forventes, at AMD vil offentliggøre disse i denne uge.

Det er ikke kun AMD, der vil have indflydelse på netbook-markedet, også VIA satser på at sælge processorer til de billige computere. VIA vil dog satse mere på markederne i Kina, Indien, Rusland og Brasilien, hvor der forventes en massive vækst i antallet af computere de næste 5 år.

Microsoft

Windows har 25 års jubilæum

- Via Wired - , redigeret af Pernicious

For 25 år siden, den 10. november 1983, holdte en fyr ved navn William Henry Gates III en tale til en stor event på Helmsley Palace Hotel i New York. Gates offentliggjorde planerne for det kommende store styresystem fra Microsoft, Windows 1.0, som skulle være en udvidelse af deres tekstbaserede system MS-DOS.

Indtil da havde de hos Microsoft blandt andet arbejdet på et program kaldet Interface Manager, som også havde de grafiske rullemenuer, vi kender fra Windows i dag. Microsoft var endvidere blevet hyret af Apple til at lave software til deres styresystem med en grafisk brugerflade, Lisa, en idé Gates syntes var så god, at de besluttede sig for at lave deres eget. Steve Jobs havde ligeledes hentet inspiration udefra, da han besøgte printergiganten Xerox og så deres computer med grafisk brugerflade, som kunne styres med en mus.

I 1983 havde Apple allerede sendt Lisa på markedet, og Microsoft skulle nå at indhente flere, som var i gang med at udvikle deres egne styresystemer. Der skulle dog gå næsten 2 år, inden den første udgave blev frigivet den 20. november 1985.

Windows kom ikke med så mange programmer, men kunne blandt andet byde på Windows Write, kalender, Paint og Notepad, som vi kender selv i dag. 1984 sendte Apple så deres første Macintosh på markedet, og Microsoft måtte vente indtil 1987, før deres næste styresystem, Windows 2.0, kom på gaden.

Microsoft Corporation

Windows 7 sikkerhedssystem åbnet

- Via Computerworld - , redigeret af Pernicious

Microsoft lancerede for nylig sin første test-version af deres nye styresystem Windows 7, der gav et indblik i, hvad man kan forvente, når det udkommer.

Nu har en programmør fra et firma i Virginia, USA, som sælger sikre kommunikationsværkstøjer til den amerikanske regering, fisket i Windows 7’s skjulte funktioner, som Microsoft har gemt for testerne, da funktionerne endnu ikke er fuldt udviklet.

Programmøren, Rafael Rivera, har lavet et program kaldet “Blue Badge”, som patcher ni af Windows 7’s systemfiler, som så sætter sikkerhedssystemet ud af drift. Sikkerhedssystemet tjekker ens brugernavn og domæne for at bestemme, om man er ansat hos Microsoft. Vurderer systemet, at man er ansat hos Microsoft, så får man adgang til de gemte funktioner.

Blandt disse funktioner finder man blandt andet Windows 7’s nye taskbar samt multi-touch-genkendelse, som det før er blevet nævnt, at Windows 7 vil understøtte.

Har man adgang til beta-udgaven af Windows 7 og ønsker at prøve de gemte funktioner, så kan Blue Badge hentes på Riveras hjemmeside.

TroopTube by Military OneSource

Amerikansk hær får pendant til YouTube

- Via The Register - , redigeret af Pernicious

Den amerikanske hær har netop lanceret deres helt egen sociale side til deling af video kaldet TroopTube. Man kan registrere sig som værende personale, familie eller som anden form for supporter og derefter uploade videoer til tjenesten, som dog først skal ses igennem af militæret for at undgå stødende klip eller sikre imod militære hemmeligheder.

Dette er et tiltag, som skal hjælpe de udstationerede med at holde kontakten til deres famillie og bekendte, da man tidligere spærrede forbindelsen til andre kommercielle videotjenester, som YouTube, for at mindske forbruget af båndbredde.

Ikke kun formålet for siden adskiller sig fra Googles YouTube, men firmaet bag siden, Delve Networks, har også tilføjet andre funktioner til tjenesten. Blandt andet kan siden selv vurdere, hvor kraftig ens forbindelse er og derefter streame videoen i en kvalitet, der passer til ens hastighed.

Derudover bliver alle videoer gennemgået af stemmegenkendelses-software, som så kan tagge videoerne ud fra samtalerne. Delve mener at kunne fjerne de fleste fejl fra processen med stemmegenkendelse ved at tjekke efter sammenhørende ord i sætningerne.

Flickr - ktempest

Kontakt med rumvæsner inden 2025

- Via The Register - , redigeret af Pernicious

Astronom Seth Shostak, som arbejder for Search for Extraterrestrial Intelligence (SETI), stod i går frem og sagde, at han regner med, at vi vil se en kontakt fra fremmede livsformer inden 2025.

Dette skete ved et arrangement i San Francisco, hvor han slog fast, at det hele dog afhænger af, hvor kraftigt udstyr vi vil få, og hvor gode vi vil være til at bearbejde alle de radiosignaler, som modtages fra rummet i fremtiden.

Ved samme lejlighed udtalte forsker Frank Drake, at der kan findes op imod 10.000 forskellige civilisationer i vores egen mælkvej, som vil være i stand til at sende radiosignaler ud i verdensrummet.

SETI-projektet har eksisteret i mange år, men har endnu ikke med sikkerhed påvist intelligent liv i rummet. Siden 1999 har det været muligt for privatpersoner at give en hånd med i form af projektet SETI@home. Her kan man “donere” computerkraft ved at en klient på ens computer får tilsendt en stump radiodata, som så bliver analyseret og sendt tilbage til SETI.

OLPC Foundation

XO-1 til salg i Europa fra på mandag

- Via One Laptop Per Child News - , redigeret af Emil

Den lille bærbar fra OLPC (One Laptop Per Child), XO, har på trods af megen omtale i medierne haft en svær start. I starten skulle den lille bærbar, som var tiltænkt fattige lande uden råd til dyr elektronik, kun have kostet 100 dollars, men prisen kunne aldrig holdes så langt nede og endte til sidst med at være langt højere end først planlagt. Sidst kunne vi berette om, hvordan OLPC havde taget en ny strategi til sig og ville samarbejde med Amazon som salgspartner, der kunne tilbyde maskinen omkring den amerikanske helligdag Thanksgiving.

Nu er der så komment en officiel dato for, hvornår man vil kunne bestille en XO-computer fra Amazon vha. deres andet forsøg med G1G1-kampagnen. Mandag den 17. november åbner salget af XO, og maskinen vil komme til at få en pris på €312, eller knap 2.400 kroner. Den udkommer samtidig i både EU, USA, Schweiz, Rusland og Tyrkiet

Kampagnen kaldet G1G1 står for “Give 1, Get 1”, hvor man donerer én maskine til en person i et fattigt land, for hver manskine man køber. Derved håber OLPC at kunne sælge flere af deres bærbare, på trods af at stykprisen er dobbelt så høj som først planlagt.

Der er dog ingen informationer om, hvilke styresystemer, der kan vælges, eller hvem der skal stå for supporten. Det kan dog oplyses, at XO-1’eren udelukkende kommer med engelsk tastatur.

Bang & Olufsen

B&O lancerer BeoSound 5

- Via Ingeniøren - , redigeret af Emil , indsendt af mhaugstrup

Bang & Olufsen er kendte i hele verden for deres ekstraordinære design, når det kommer til radio- og tv-produkter. Nu har firmaet fra Struer lanceret et nyt produkt, som de selv kalder intet mindre end en revolution.

Det drejer sig om BeoSound 5, som verdenspressen fik nys om tidligere på året og nu er blevet præsenteret for i Operaen i København. BeoSound 5 er anlæggets kontrolpanel, der består af en 10″ skærm med en opløsning på 1024×768 pixels.
Denne tilsluttes til BeoMaster 5, som er en hide-away som BeoMedia var det.

Systemet indeholder en harddisk på 500 GB og understøtter musikformaterne MP3, WMA, WAV, AAC og ASF, ligesom den kan håndtere netradio i formaterne MP3, WMA, ASX og M3U. Ud over lyd kan den også håndtere video i formaterne .mpg, .mpeg, .mpe, .avi, .wmv og .vfw1111.

Lige som i iTunes 8, der har en “Genious”-funktion, som kan finde lignende musik ud fra det musik, man selv vælger, så kommer BeoMaster med funktionen MOTS. MOTS står for “More Of The Same” og analyserer lige som Genious den musik, man lytter til og udpeger lignende musik i ens samling.

Et BeoSound 5-system kommer ifølge Børsen til at koste i 30.000 kroner klassen, dertil kommer udgifterne til højttalere.

Microsoft Corporation

Windows 7 er Windows Vista på nye flasker

- , redigeret af Emil , indsendt af Jens Møller Nielsen

Hos hjemmesiden InfoWorld har skribenten Randall C. Kennedy, som så mange andre, haft fingrene i den nyeste udgave af Windows, Windows 7. Microsoft har været fremme og proklamere, at Windows 7 vil være en forbedring, i forhold til Vista på næsten alle punkter, det er Kennedy ikke helt enig i.

Ifølge Kennedy så har Windows 7, i dens nuværende udgave, ikke meget at byde på, især ikke på ydelsesfronten, hvor Vista ellers har fået en del kritik, og hvor Microsoft lovede bod og bedring.

Efter en længere gennemgang af det nye operativsystem, hvor Kennedy har været helt nede og undersøge systemet fra kernen og ud, så er konklusionen klar.

Windows 7 er næsten identisk med Vista, hvilket er skuffende, ikke mindst for virksomheder, der specifikt har fravalgt Vista pga. dets fokus på konsummarkedet, et fokus Windows 7 bibeholder. Oven i hatten kommer, at Windows 7 er inkompatibel med flere programmer, der virker fint i Vista.

Deutsche Telekom

Debian på T-Mobile G1

- Via Jay Freeman - , redigeret af Emil , indsendt af lemurt

T-Mobiles G1, der har fået en del opmærksomhed som værende den første mobiltelefon i verden, der anvender Googles Android operativsystem, kan synes at have visse begrænsninger.

Løsningen kan være at installere Debian på telefonen. Den tilpassede Linux-distribution er ikke en erstatning for Android, men placeres oven på Android, således at telefonen stadig kan anvendes som telefon.

Debian til G1 er den samme, som den allerede eksisterende udgave, der findes til ARM EABI, og er således ikke en selvstændig portering. Installationen er dog ikke en helt nem procedure og kræver en del forskellige skridt.

Følg linket til kilden for at se, hvordan det kan lade sig gøre.

Fujitsu Electronics

Fujitsu tilbyder nye, hurtige 2,5″ harddiske på en halv terabyte

- Via Fujitsu Electronics - , redigeret af Net_Srak

Fujitsu har offentliggjort deres nyeste serie af harddiske til bærbare computere, kaldet M250, med to helt nye modeller, MJA2 BH og MJA2 CH. Diskene kan fås med kapacitet på 250 GB og hele 500 GB. Fujitsu har før udgivet en harddisk til laptops på 500 GB, men den kunne kun køre med 4200 RPM. De nye diske har begge en hastighed på 5400 RPM og bruger SATA.

Derudover skulle de være meget lydløse og vil derfor være ideelle for støjsvage maskiner. Det er også de første harddiske fra Fujitsu, som er helt fri fra skadelige kemikalier og er derfor langt mere skånsomme for naturen. Strømforbruget skulle også være nedsat og derfor egne sig bedre til bærbare maskiner.

Ifølge cheffen for produktmarketing, Don Jeanette, hos Fujitsu, producerer de op til 165-170 millioner 2.5″ diske, hvor cirka 155 millioner er til bærbare computere, mens resten er til små pc’er og spillekonsoller. Fujitsu er en af de seks største producenter af harddiske og har omkring 16-20 procent af markedet. En position de meget gerne vil styrke med den nye serie.

Ud over den store størrelse kan MJA2 CH også tilbyde fuld AES 256 bit kryptering til beskyttelse af sine data, helt uden tab af ydelse, samt forbedring af hardwaren i begge diske. Fujitsu mener, de vil kunne få de to modeller på markedet tidligt i 2009.