mboost-dp1

openbsd

OpenBSD 4.4 er frigivet

- Via Marc - , redigeret af Pernicious

For 24. gang på cd-rom og 25. gang via FTP er det nu muligt at hente en ny udgave af OpenBSD. Den nye version når dermed op på versionsnummer 4.4 og blev frigivet i lørdags, den 1. november.

Som sædvanlig er der sket en masse ændringer, forbedringer og tilføjelser, blandt disse finder man:
[list][li]Understøttelse af bl.a. Sparc64- V, VI og VII, samt Sun T1 og T2[/li]
[li]WPA/WPA2-PSK til flere trådløse kort[/li]
[li]Nyt webcam framework[/li]
[li]Opdateret OpenSSH[/li]
[li]et utal af nye og opdaterede drivere[/li][/list]

Følg linket til kilden for at læse den komplette liste.

Mozilla

Firefox 2 lægges snart i graven

- Via New York Times - , redigeret af Pernicious

Anvender man Firefox 2 som browser og vil surfe sikkert i fremtiden, så skal man overveje at udskifte Firefox 2 med den nyere Firefox 3.

Mozilla meddeler, at Firefox 2 bliver sendt på pension sidst på året, og at der kun kommer to yderligere sikkerhedsopdateringer. Dette sker som et led i deres politik om at udfase tidligere versioner senest 6 måneder efter lanceringen af en ny version.

Egne undersøgelser hos Mozilla viser, at to tredjedele af Firefox-brugerene har valgt at opdatere til den nyeste udgave. Det betyder, at en tredjedel af alle brugerne stadig anvender Firefox 2.

Grunden til den manglende vilje til at opdatere til Firefox 3 skyldes sandsynligvis, at flere af de populære udvidelsesprogrammer endnu ikke er blevet opdateret, så de kan bruges med den nyeste version af Firefox.

newz.dk

Har du vundet?

- Via newz.dk - , redigeret af johnny_newz

Så er anden runde af vores konkurrence for nyhedsindsendere afsluttet, og det betyder, at vi har trukket lod blandt de af jer, der har indsendt nyheder til os den seneste måneds tid.

Følg kilden for at se de heldige vindere.

Det er ikke slut med muligheden for at vinde, her i november har vi endnu en konkurrence klar, hvor vi igen sætter et 32 tommer Pantheon LCD-tv på højkant fra Zepto som førstepræmie.

Ligesom i den netop afsluttede konkurrence bliver der også trukket lod om en 2. og 3. præmie, der er en Razer Diamondback 3G Frost Blue mus og en taske til bærbare af typen “Business Pro SE”, ligeledes fra Zepto.

Wikimedia

Wikimedia udsender første årsrapport

- Via Wikimedia Foundation - , redigeret af Net_Srak , indsendt af sissy

For første gang i organisationens historie har Wikimedia Foundation udsendt en årsrapport, der skal give et overblik over både økonomien i projektet, men også mere info om selve projektet.

Årsrapporten dækker organisationens finansår fra 2007 til 2008 og fortæller blandt andet, at omsætningen har været på lidt over 7 millioner dollars, mens udgifterne kun har været på det halve. I budgettet for det nye finansår regner Wikimedia med, at udgifterne næsten fordobles til 6 millioner dollars ved en omsætning på lige under 8 millioner dollars.

Er man ikke så meget til de tørre regnskabstal, så kan man også læse lidt om, at Wikipedia og Wikimedia håndterer op til 70.000 sidevisninger i sekundet, eller op til flere milliarder om måneden. De mange visninger håndteres af servere, der næsten udelukkende drives med open source-software.

Google

Ny Google Chrome har bedre sikkerhed

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Niklas H

I disse dage vil brugere af Googles browser Chrome automatisk modtage den nyeste udgave, version 0.3.154.9, der er den tredje beta-udgave.

Den nye version retter en række fejl, forbedrer ydelsen og indfører flere forskellige små-ændringer. Blandt de rettede fejl finder man udbedringen af et sikkerhedsproblem, der tillod ondsindede personer at åbne et pop-up vindue, hvor de snød med adressen. Adressebaren kunne tvinges til at vise en anden adresse end den, siden rent faktisk kom fra, hvilket kunne misbruges til phishing-forsøg.

Blandt de andre rettelser finder man blandt andet bedre understøttelse af plugins, stop med at cache https-sider samt bedre ordbogfunktion. En detaljeret liste over ændringer kan læses her.

Flickr - 0742

Søg på nettet og bekæmp CO2-udslip

- Via TreeHugger - , redigeret af Net_Srak , indsendt af searchia

At have en computer er også at anvende energi til at drive den, energi der skal produceres. Størstedelen af verdens energiproduktion kommer ikke fra vedvarende energikilder, men f.eks. kulkraftværker, der udleder store mængder CO2 i atmosfæren.

Vil man gerne bidrage til at sænke mængden af CO2 i atmosfæren, når man surfer på nettet, så kan hjemmesiden Ecocho måske hjælpe. Ecocho er en søgemaskine, der tager udgangspunkt i Yahoo! og Googles søgemaskiner, men med en markant forskel. For hver tusinde søgninger, der bliver foretaget via Ecocho, så vil siden sponsorere udplantningen af to træer.

Pengene til træerne overdrages til en organisation, der efterfølgende sørger for, at træerne plantes. Ecocho er i første omgang startet i Australien, men forventer at udvide til både Europa og USA.

Intel

Intel løfter NDA på Core i7-tests – frigiver priser

- Via PC Magazine - , redigeret af Net_Srak

De første uofficielle tests af Intels ny Core i7 processor, tidligere kendt som Nehalem, ramte nettet i sidste måned, men nu vælter det ud med test af processoren. Intel har løftet deres NDA (Non Disclosure Agreement) og dermed givet grønt lys for, at hjemmesiderne må offentliggøre deres erfaringer med den nye CPU.

Blandt hjemmesiderne, der har testet Core i7, finder man:
[list][li]HotHardware[/li]
[li]ExtremeTech[/li]
[li]Tom’s Hardware[/li]
[li]Trusted Reviews[/li]
[li]Guru 3D[/li]
[li]TechSpot[/li][/list]

Ud over at have løftet NDA’en har Intel også offentliggjort priserne på deres nye processor. Den billigste model, Core i7-920 på 2,66 GHz kommer til at koste $284, Core i7-940, der arbejder ved 2,93 GHz, koster $562 mens 3,2 GHz Core i7 Extreme 965-udgaven koster $999.

Fælles for alle, der har testet den nye Core i7, er, at processoren er en klar forbedring i forhold til Core 2-arkitekturen. Således yder Core i7-920 i flere tilfælde bedre end Intels hidtidige flagskib Core 2 Extreme QX9770. Det forventes, at de nye processorer kommer på markedet sidst i denne måned.

No Thumbnail

Endnu en “sikker” kryptering brudt

- Via Physorg - , redigeret af Pernicious

McEliece, et tredive år gammelt krypteringssystem, der blandt andet bruges af banker til elektroniske overførsler, er blevet brudt af to hollændere og en amerikaner.

Forskerne har udviklet en ny algoritme, der kraftigt øger muligheden for at dekryptere en besked krypteret med McEliece. Ved at lade godt 200 computere indgå i et koordineret angreb, lykkedes det at knække koden på en uge.

McEliece har ellers været anset som en kandidat til at sikre kommunikationen på nettet, når kvantecomputere bliver en realitet, der forventes at være særdeles velegnede til at bryde koder. Forskernes resultat sætter nu spørgsmålstegn ved, om krypteringsalgoritmen vil være det rigtige valg. Det påpeges dog, at man med længere nøgler vil kunne øge sikkerheden i algoritmen markant.

Flickr - Jacob Bøtter

Danskerne europamestre i dumhed

- Via Metro express - , redigeret af Pernicious

30.000 danskere. Så mange lader sig årligt snyde af spam-mails og fremsender f.eks. gerne penge for at få udbetalt den lottogevinst, de ifølge mailen har vundet, selvom de slet ikke har deltaget.

Undersøgelsen, som Microsoft står bag, viser også, at hele 32 procent af os tror, at nogle spam-mails er sande, hvilket gør os danskere til Europas dummeste, hvad det angår.

metroXpress, som bringer artiklen, har kontaktet Henning Nielsen, leder af Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet hos Københavns politi, og han oplyser, at de fleste folk typisk lader sig franarre 15-20.000 kroner.

Microsoft oplyser, at de netop har indgået et samarbejde med Yahoo, African Development Bank og Western Union i forsøget på at gennemskue svindlere og forhindre transaktionen af franarrede penge.

newz.dk

Ytringsfrihed på nettet styrkes med ny aftale

- Via BBC News - , redigeret af Pernicious

Tre af de største internetfirmaer, Microsoft, Yahoo og Google, har skrevet under på en aftale om at arbejde for at beskytte ytringsfriheden på nettet bedre.

Aftalen ses af nogle som et svar på den kritik, flere af de store internetfirmaer har fået på grund af at deres samarbejde med især den kinesiske regering om at sortere i den information, borgerne i landet kan finde via firmaernes internettjenester.

Kina har i årevis haft en censur på, hvad indbyggerne kan læse og se på nettet ved at blokere visse hjemmesider og ord i søgemaskiner. Hos borgerrettighedsorganisationen Human Rights First er man naturligvis glade for den nye aftale.

Mike Posner of Human Rights First. skrev:
”This is an important first step. […] What this is, is a recognition by all these tech companies, the human rights groups and social investors that there has to be a collective response to this growing problem. Companies need to step up to the plate and be more aggressive in challenging unwarranted government interference.”

Aftalen, der har fået navnet “Global Network Initiative”, blev lavet i samarbejde mellem internetfirmaerne, menneskerettigheds- organisationer, akademikere og investorer. Det forventes, at flere firmaer vil skrive under på den; blandt de interesserede skulle være både France Telecom og Vodafone.