mboost-dp1

Google

YouTube viser hele afsnit af tv-serier

- Via Blorge.com - , redigeret af Emil

Blandt YouTubes millioner af videoer er der også adskillige klip fra diverse tv-serier, men nu er det snart muligt at se hele afsnit fra serier som blandt andet MacGyver og Star Trek.

Dette kan lade sig gøre på grund af en aftale, som YouTube netop har indgået med tv-selskabet CBS. Ud over at omfatte de to nævnte serier, der nok er mest interessant for nørder, så vil det også blive muligt at se afsnit fra Beverly Hills 90210 og The Young and the Restless.

YouTube er allerede i forhandlinger omkring yderligere tv-serier, ikke kun hos CBS, men også blandt andre tv-stationer.

newz.dk

Washington D.C. flytter ind i “skyen”

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil

Mange virksomheder har efterhånden fået øjnene op for det fænomen, der hedder “skyen”, eller på engelsk ”cloud”. Selve princippet er, at man ikke bruger ens lokale pc til at afvikle kommunikations- og eksempelvis office-applikationer med. Disse afvikles i stedet på eksterne servere (skyen) og vises så til brugeren gennem ens browser. Dette har en række fordele, eksempelvis kan man sidde ved en hvilken som helst pc i hele verden (forudsat den har en moderne browser) og åbne sine dokumenter.

En af de organisationer, der har valgt at benytte konceptet, er Washington D.C., som har lavet en aftale med Google, vurderet til at have en værdi på $500.000 om året, om at afvikle deres kommunikations- og produktionsværktøjer i skyen. Skridtet betyder et farvel til Microsoft, et skridt de ikke har været ene om at tage. Det vurderes, at mere end en halv million virksomheder og organisationer har besluttet sig for at bruge Googles online systemer.

Hos Microsoft er man ikke skræmte over Googles fremgang. En undersøgelse lavet for nylig viser nemlig, at selvom 20 procent af amerikanerne har hørt om online office-produkter, så har over 90 procent aldrig brugt et. Økonomisk har Microsoft oplevet en omsætningsfremgang på 20 % for afdelingen for Business-produkter, således er afdelingen nu oppe på en årsomsætning på 18 milliarder dollars.

Advanced Micro Devices, Inc.

Computer tæt på at bestå Turing-test

- Via Telegraph - , redigeret af Emil

Computere bliver kraftigere og kraftigere, og denne kraft kan bruges til at udvikle bedre kunstig intelligens. Ved en sammenkomst i England havde man for nyligt samlet seks computersystemer, der skulle se, om de kunne bestå Turing-testen.

For at bestå skal computeren kunne overbevise en menneskelig interviewer om, at den er et menneske og ikke en computer. Alle seks systemer lykkedes at snyde nogle af interviewerne, men det bedste resultat var dog “kun” et gennemsnit på 25 % foretaget af computeren Elbot.

Dette resultat er dog bemærkelsesværdig, da kravet for at bestå Turing-testen er en succesrate på 30 %. En forsker på Universitetet, der arrangerede begivenheden, mener, at der ikke er lang tid til, at en computer består.

Generelt var systemerne meget gode til at føre samtaler, de fleste havde en samtaleevne på op mod 90 % set i forhold til mennesker, det var de sidste procent, der afslørede dem.

Mozilla

Fennec imponerer i ACID3 test

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil

Som det før er blevet nævnt her på newz.dk, er Mozilla godt i gang med at udvikle en mobil udgave af deres populære Firefox-browser. Browseren hedder Fennec, og Mozillas mål med browseren er at få fornemmelsen fra ens desktop-browser ind på den mobile platform.

En af udviklerne, Brad Lassey, har her i weekenden fremvist screenshots, hvor man kan se browseren i aktion på Windows Mobile-platformen. Ud over at have portet browseren så har den også gennemgået ACID3-testen, hvor den scorer imponerende 88 ud af 100 mulige point. Til sammenligning scorer Opera Mobile 71/100, og brugere af iPhone rapporterer, at de scorer omkring 74/100 med Safari.

Ud over selve arbejdet med Fennec, så arbejdes der også på at porte Tracemonkey, som er Firefox’ kraftfulde JavaScript-motor. Der er allerede lanceret nogle meget imponerende resultater, men udviklerne mener stadig, at der er plads til at optimere resultatet yderligere.

ASUSTeK Computer Inc.

Asus på vej med flere Eee-produkter

- Via DigiTimes - , redigeret af Emil

Asus har stor succes med deres Eee PC-serie af små bærbare computere, de såkaldte netbooks. Det har medført lanceringen af Eee Box, en stationær computer, og nu kommer også Eee Top og Eee-bundkort.

Eee Top har været nævnt før, dog under navnet Eee Monitor og Eee TV, og er et alt-i-et system, hvor computeren er bygget ind i skærmen. Der vil komme to modeller til at starte med, ET1602 and ET1603, der tager udgangspunkt i en 16″ skærm. Senere forventes det, at Asus vil lancere en udgave med en 19″ skærm.

Asus er nok mest kendt for at lave bundkort, så det kommer naturligt, at de også vil sælge bundkort i Eee-serien. Der er endnu ikke mange detaljer om de kommende bundkort, men de forventes at komme på markedet i første kvartal 2009.

Linksys

Grafikkort gør krypterede trådløse netværk usikre

- Via The Register - , redigeret af Emil

Det har længe været kendt, at WEP-kryptering på et trådløst netværk ikke er sikker nok til at holde data skjult for uønskede gæster. Derfor anbefales det typisk, at trådløse netværk konfigureres med WPA eller WPA2 kryptering, men det er ikke længere nok.

Et russisk firma ved navn ElcomSoft har udgivet et stykke software, der gør det muligt at bryde WPA- og WPA2-krypteringer 100 gange hurtigere end det før var muligt. Softwaren benytter NVIDIA GPU’er, som er bedre til parallelle udregninger end CPU’en og egner sig til at bryde koder.

Sikkerhedsfirmaer har før demonstreret, at det er muligt at bryde krypterede forbindelser som GSM-kommunikation hurtigt med en såkaldt FPGA, en chip der kan programmeres på hardware-niveau. Formentlig benytter regeringer og efterretningstjenester sig af denne teknologi. Det kræver dog eksperter at programmere en FPGA til at bryde koder.

Det nye er, at enhver person nu kan købe et stykke software samt et par NVIDIA-grafikkort og starte med at bryde koder. Udgivelsen af softwaren får sikkerhedsfirmaet Global Secure Systems til at sige, at firmaer skal benytte VPN på sine trådløse netværk, uanset hvilken WiFi-kryptering, de ellers bruger. Det kan desuden betyde, at firmaer, såsom banker, der går meget op i datasikkerhed, går fra at bruge trådløse til kablede netværk.

Læs mere om ElcomSofts software her.

OpenOffice.org

OpenOffice 3.0 er klar

- Via The Inquirer - , redigeret af Emil

Selvom det endnu ikke er nævnt på OpenOffices hjemmeside, så er den endelige udgave af version 3.0 nu klar. Den nye version følger efter flere beta-udgivelser og fire release-kandidater.

Ifølge hjemmesiden Lifehacker så skulle frigivelsen af version 3.0 officielt ske senere i dag, og det er i forbindelse med dette, at folkene bag OpenOffice har været i gang med at uploade den nye udgave til servere verden over.

Går man ind på listen over servere, hvor man kan hente OpenOffice, og vælger en given server, så vil man finde den nye version under “/stable/3.0.0/”.

I forhold til version 2.4.1, der er den seneste officielle udgave af Open Office, så indfører OO3 en lang række nye funktioner og forbedringer, blandt andet er brugeroverfladen blevet forbedret og ser nu mere tidssvarende ud.

OpenOffice 3 understøtter ODF 1.2 og kan også læse Office 2007-formater, men kan dog ikke skrive dem. Den komplette liste over ændringer kan læses her.

IBM

IBM lægger Den Forbudte By på internettet

- Via Physorg - , redigeret af Emil , indsendt af zin

I Kina er Den Forbudte By en af de helt store turistattraktioner, men har man aldrig været i Kina og ikke lige regner med at komme det i nærmeste fremtid, så er det nu muligt at besøge byen alligevel.

IBM har i samarbejde med de kinesiske myndigheder, brugt over 3 år på at lave en virtuel udgave af det 720.000 kvadratmeter store område. Projektet går under navnet “Forbidden City: Beyond Space & Time” og kan findes på adressen www.beyondspaceandtime.org.

I den virtuelle udgave af Den Forbudte By er det muligt at undersøge alle detaljer af byen, deltage i forskellige begivenheder, som f.eks. bueskydning eller overvære en kejserlig fest, samt snakke med andre personer, der besøger byen.

For at besøge det store kejserpalads er det nødvendigt at installere et program på sin computer, der p.t. findes til Windows, Mac OS X og Linux.

Christian Nielsen

Hvad skal barnet hedde? Linux

- Via Linux.com - , redigeret af Emil , indsendt af Niklas H

I Sverige har et nybagt forældrepar valgt, at deres første fødte søn skal hedde Linux, idet de begge er meget glade for operativsystemet af samme navn, og så synes de, at sønnen lignede en lille Linux, da han blev født.

Blandt familie og venner er der opbakning til navnet, alle har været positive over valget, selvom nogle synes, det er et lidt underligt navn.

Spørgsmålet er så, om forældrene vil lave en ny “version” senere, eller om det måske er et andet operativsystem, der skal lægge navn til.

Flickr - Emuishere Peliculas

Rapport: MP3-afspillere kan ødelægge din hørelse

- Via IHT - , redigeret af Pernicious

Selvom vi alle har hørt, at det kan skade hørelsen at lytte til musik ved høj lydstyrke, så er der i en ny rapport kommet nye skræmmende tal frem (Rapporten offentliggøres af EU senere i dag, den 13. oktober).

Tallene i rapporten viser, at lyden fra MP3-afspillere på maksimal lydstyrke er den samme som larmen fra en fabrik, ligesom lydstyrken på nogle modeller kan sammenlignes med et fly, der letter tæt ved.

Ifølge rapporten så lytter mellem 50 til 100 millioner borgere i EU dagligt til MP3-afspillere, blandt disse er det typisk de unge, som er i farezonen for at blive døve. Undersøgelsen viser, at omkring 5-10 % af de, som anvender en MP3-afspiller, hører musikken ved højeste lydstyrke. Det svarer til 2,5 til 10 millioner mennesker.

Lige som i tidligere rapporter anbefales det, at man sætter en øvre grænse for, hvor højt en MP3-afspiller kan afspille musik, denne gang til 89 decibel. For nuværende MP3-afspillere anbefales det, at man kun hører musik i 1 time om dagen og kun på ca. 60 % af den mulige maksimale lydstyrke, hvis høretelefonerne dækker øret, lavere hvis de sidder i øret.

For at få mere fokus på problemet har EU-kommissær Meglena Kuneva foreslået en konference i 2009, hvor man vil tage en snak med lovgivere, forbrugere og repræsentanter fra musikafspiller-industrien.

Et andet sikkerhedsaspekt, der også nævnes i rapporten, er, at MP3-afspillere kan hindre én i at tænke på den opgave, man p.t. er ved at udføre, og det anbefales ikke at anvende dem, når man f.eks. er ude at cykle eller køre bil.