mboost-dp1

ASUSTeK Computer Inc.

Salg af netbooks går forrygende

- Via engadget - , redigeret af Emil

Først kom Asus med deres Eee Pc 700, siden er det væltet frem med billige netbook-computere og ifølge Amazon, så bliver de revet ned af hylderne.

Salget af computere på Amazon afspejler tydeligt den nye trend, således er 9 ud af 10 computere på Amazons top 10-liste over bedstsælgende laptopcomputere de nye netbooks.

Den eneste “almindelige” bærbare computer på listen er Apples 13.3″ MacBook. Helt i toppen finde man Acers Aspire One 8,9″-netbook efterfulgt af Asus’ Eee PC 1000H med 160 GB harddisk.

Analytikere forventer, at netbooks vil overhale salget af de almindelige bærbare computere i 2013.

Transmeta Corporation

Transmeta på udkig efter køber

- Via The Inquirer - , redigeret af Emil

På et tidspunkt var der megen snak om firmaet Transmeta, der satsede på at lave en ny x86-processor, som skulle revolutionere markedet for lavenergi-processorer.

Firmaet fik lavet Crusoe-processoren og senere Efficion, men disse blev aldrig til de succeser, som firmaet håbede på. Sidste år satte firmaet således gang i en restruktureringsplan, der skulle rette op på den skrantende økonomi, men det er ikke lykkedes.

I går meddelte Transmeta derfor, i en pressemeddelelse på deres hjemmeside, at de er på udkig efter potentielle købere. I samme åndedrag har de meddelt, at de har indgået to aftaler med Intel.

Den ene sikrer Transmeta en betaling på 91,5 millioner dollars, og den anden en løbende betaling på 20 millioner dollars pr. år de næste 5 år. Til gengæld får Intel adgang til alle nuværende Transmeta patenter og patentansøgninger samt patenter, der må blive opnået indtil år 2017.

På baggrund af disse aftaler er det usandsynligt, at Intel bliver køberen, og det er uvist, om AMD eller ARM vil være interesseret.

Toshiba

Toshiba præsenterer 250 GB 1,8″ harddisk

- Via Crunchgear - , redigeret af Emil

Det er kun ca. to uger siden, at Toshiba kunne præsentere en 1,8 tommer harddisk med en kapacitet på 240 gigabyte, en rekord, der ikke holdt længe.

Verdens “største” 1,8 tommer harddisk hedder nu MK2529GSG, kan rumme 250 gigabyte og er også lavet af Toshiba.

Toshiba forventer at have harddisken klar til salg til november, og med sin tykkelse på kun 8 mm vil den være velegnet til netbooks, mobile medieafspillere og lignende.

Harddisken har en vægt på blot 62 gram, arbejder ved 5.400 omdrejninger i minuttet og har en gennemsnitlig søgehastighed på 15 ms.

Satellite Propulsion Research Ltd.

Kina i gang med at bygge elektromagnetisk raketmotor

- Via Wired Blog - , redigeret af johnny_newz

Sidste år demonstrerede et lille britisk firma, Satellite Propulsion Research Ltd. (SPR), hvordan man kan omdanne elektrisk energi til fremdrift i rummet ved at omdanne energien til elektromagnetisme. Resultatet var en prototype-motor ved navn Emdrive (Electromagnetic drive).

Emdrive har været under udvikling i en del år og har måtte lægge øre til megen kritik, idet flere videnskabsfolk mener, at teorien bag motoren ikke holder vand og derfor ikke er mulig at bygge. Således måtte det lille firma også se det økonomiske tilskud fra de engelske myndigheder til projektet blive sløjfet.

I Kina har man valgt ikke at lytte til kritikerne og kan nu meddele, at de bekræfter teorien bag motoren og er gået i gang med at bygge deres egen motor. Sammenlignet med en ion-baseret motor, så skulle Emdrive yde næsten det samme, men veje under en tredjedel og ikke anvende brændstof.

Kinesernes resultater er et vigtigt led i anderkendelsen af SPR’s forskning, men det forventes, at der stadig vil være mange skeptikere. Der kan læses meget mere om Emdrive her.

Sony Electronics

Sony klar med 8x Blu-ray-brænder

- Via Akihabara news - , redigeret af Emil

Siden Blu-ray Disc (BD) vandt formatkrigen mod HD DVD tilbage i januar, så er interessen steget for BD, men det er stadig dvd’en, der har den største del af markedet, både når det gælder film, men også som lagermedie.

Sony har nu lanceret deres tredjegeneration BD-brænder, der måske gør det mere interessant at brænde på BD-medier, idet den kan brænde ved 8x hastighed. Brænderen, BWU-300S, kan brænde et 25 GB medie på 15 minutter og et 50 GB dual-lags-medie på 30 minutter.

Prisen på brænderen er oplyst til 280 euro, eller ca. 2.100 kroner, men så kan den, ud over at brænde Blu-ray, også brænde dvd’er ved 16x hastighed og cd’er ved 48x, den understøtter DVD-RAM og man får filmen “Men in Black” med på BD.

Sony forventer, at brænderen er ude i butikkerne i løbet af næste måned.

SXC - brad k

Casio laver LCD-skærm med ultra høj opløsning

- Via engadget - , redigeret af Emil

Casio har fremvist et nyt LCD-panel med en opløsning på 960×540 pixels (QHD), hvilket måske ikke lyder af meget, men de er presset ned på blot 2 tommer, eller det samme som en typisk mobiltelefon.

Den lille skærmstørrelse betyder, at opløsningen pr. tomme er oppe på hele 546 pixels, langt mere end man ser i flere trykte medier. Sammenlignet med den kommende HTC Touch HD så har den “kun” en opløsning på 800×480 pixels og det ved en skærmstørrelse på 3,8 tommer.

Der er endnu ikke nogen meldinger om, hvad den nye skærm skal bruges til, men størrelsen taget i betragtning, så passer den til mobiltelefoner og medie-afspillere.

S3 Graphics

S3 laver grafikchip til netbooks

- Via DigiTimes - , redigeret af Emil

Intel har fået stor succes med deres lavenergi Atom-processor til især netbooks, nu håber firmaet S3, at en ny serie af ultra-lavenergi GPU’er kan få succes som grafikchip i netbooks og andre bærbare computere.

Den nye GPU-serie hedder Chrome 400, og i første omgang vil S3 lave tre forskellige GPU’er, 430 ULP (Ultra Low Power), 435 ULP og 440 ULP, hvor den første har et maksimalt energiforbrug på 7 watt.

Fælles for alle tre GPU’er er, at de understøtter Direct3D 10.1 samt dekodning af HD-video-materiale. I teorien understøtter GPU’erne dermed de nyeste computerspil, men der er endnu ikke nogen tal ude om ydelsen af de tre chips.

Produktionen af den nye GPU-serie er gået i gang, og de første er sendt til en række kunder, blandt andet Fujitsu.

Flickr - Jacob Bøtter

Danmarks dygtigste it-virksomhed kåret

- Via Computerworld DK - , redigeret af Emil , indsendt af Jens Møller Nielsen

Computerworld har taget et kig på, hvordan det går de forskellige it-virksomheder i Danmark, og har ud fra disse oplysninger lavet en top-100 liste over de bedste af dem.

Nummer et på listen blev virksomheden IT-Factory, der var nomineret sammen med SAP Danmark og Telia Stofa. IT-Factory lever af at udvikle SaaS-løsninger (Software as a Service), der omfatter udvikling af CRM-, HRM-, og ERP-løsninger.

2007 var et godt år for IT-Factory, der omsatte for 333 millioner kroner og havde et overskud på 121 millioner kroner. Så lyst har det dog ikke altid set ud for virksomheden, der i 2001 var ved at gå konkurs.

Den nedafgående kurve blev dog vendt, da firmaet ansatte Stein Bagger som direktør, der er ekspert i rationalisering og kvalitetsstyring, egenskaber, der nu har ført selskabet helt frem i rampelyset.

Den komplette top 100-liste kan læses her.

Flickr - rockcohen

Ingen fælles lov om internetfratagelse for pirater i EU

- Via Broadband Expert - , redigeret af Pernicious , indsendt af Staeren

I juni vedtog Frankrig en lov, der betød, at internetpirater, der bliver taget tre gange i deres forbrydelse, kunne miste deres internet i op til ét år. Godt to uger efter udtalte Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, at han ville kæmpe for at få samme regel indført i EU’s telelovgivning.

Den udtalelse har britiske Malcolm Harbour, en af de fire MEP’er, der står for at udforme udkastene til ændringerne af telelovgivningen i EU, nu fejet bort:

Malcolm Harbour skrev:
The reports are scaremongering and it is completely untrue that the proposals would lead to this; such a system has never been included in the proposals

Harbour kan dog ikke udelukke, at “three-strikes”-systemet alligevel ville finde vej til de enkelte EU-lande, da det stadig står landene frit for at indføre det i deres eget land, på samme måde som Frankrig har gjort det.

Harbour understreger endvidere, at hele sagen omkring denne lov slet ikke kan overvejes i EU, før der forelægger svar fra en nedsat kommision om, hvorvidt man i EU skal betragte IP-adresser som information, der er omfattet af EU’s persondatalov.

The Pirate Bay

ISP: Det er umuligt for os at stoppe ulovlig P2P

- Via TorrentFreak - , redigeret af Emil

Efter en kamp med ophavsretgruppen “Société Belge des Auteurs, Compositeurs et Editeurs” (SABAM) afgjorde en belgisk domstol i 2007, at internetudbydere kan tvinges til at blokere eller filtrere ulovlige filer på P2P netværk

Domstolen gav den belgiske internetudbyder Scarlet seks måneder til at få overførslerne stoppet, men udbyderen appellerede sagen og brokker sig nu over kendelsen, da de mener, det er umuligt at stoppe de ulovlige filer. Det blev først forsøgt at sløve P2P-trafikken, hvilket medførte klager fra kunderne, og det stoppede ikke ulovlighederne. Samtidig nægtede udbyderen at blokere al P2P-trafik, da de så også ville blokere lovlig trafik. Dette mente SABAM dog ikke var et gyldigt argument:

SABAMs advokat skrev:
The argument put forward by Scarlet, is not about the impossibility of blocking, but about the consequences.

Som alternativ foreslog SABAM at filerne blev filtreret vha. filterteknologien Audible Magic. Dette system virkede dog heller ikke. Scarlet betaler bøder på 2.500 euro for hver dag, de ikke blokerer filerne, og der forventes ikke afsigelse i sagen før 2010.