I USA har et hold psykologer testet, hvordan en række elever reagerer, når de bliver præsenteret for fejlbeskeder og andre popup-beskeder, imens de er ved at læse noget på en hjemmeside. Resultatet af undersøgelsen er nedslående.
De fleste læsere her på newz.dk vil nok ikke ukritisk klikke på alt, hvad der dukker op på skærmen, når man surfer rundt, men sådan er det langt fra for alle. Eleverne i testen fik af vide, at de skulle kigge en række medicinske hjemmesider igennem. Undervejs sørgede psykologerne for, at der blev vist flere forskellige popup/dialog-beskeder.
Popup/dialog-beskederne var lige fra en “rigtig” fejlbesked fra operativsystemet til åbenlyse “farlige” beskeder, der burde få folk til at tænke sig om en ekstra gang.
Over halvdelen af de studerende trykkede ikke kun på knappen for den “rigtige” besked, men også for de tre efterfølgende falske beskeder. Under 25 % lukkede dialogboksene, som var det rigtige at gøre, andre valgt blot at minimere eller flytte boksen ud i siden. Reaktionstiden for, hvor kort tid der gik, fra dialogen blev vist, til der blev udført en handling, viste desuden, at langt de fleste slet ikke læste indholdet.
Efterfølgende blev de studerende spurgt om, hvorfor de havde reageret, som de havde, og de fleste svarede, at det blot var et irritationsmoment, der skulle væk. Psykologerne mener desuden, at hyppigheden af Windows-dialogbokse er vokset til en grad, at folk er begyndt at blive ligeglade med dem.