Hjemmesiden TechCrunch har gravet i MySpace-medgrundlæggeren Tom Andersons fortid og fundet interessante detaljer om hans liv i 1980’erne ved at følge en masse gamle avisartikler, der er blevet gjort tilgængelige på nettet.
Ifølge artiklerne viser det sig, at Anderson blandt andet har været indblandet i en af FBI’s største razziaer på californisk jord. Dette skete efter, at Tom havde “war dialed” sig ind i banken Chase Manhattans DEC VAX-computer. Her havde han, foruden at vise hvordan han gjorde til 40 af sine venner, også ændret mindst to adgangskoder, så bankens personale ikke kunne få adgang.
“War dialing”, som er den metode, Tom under navnet “Lord Flathead” havde benyttet sig af, går i bund og grund ud på, at en computer sættes til at ringe op til en masse telefonnumre, indtil den finder et nummer, der svarer tilbage som et modem. Herefter var sikkerheden i 1985 ikke bedre end, at Tom muligvis har måttet gætte en kode eller to for at komme ind i systemet.
Tom Anderson, der kun var 14 år, da han udførte bedriften, kunne ikke dømmes, eftersom han var mindreårig. Alt hans computerudstyr blev dog konfiskeret for aldrig at blive givet tilbage igen.
Ifølge TechCrunch brød Tom Anderson ind på disse store computere for at kunne lære programmering, da han ikke selv havde mulighed for at få fat i en C-compiler. Der er ikke nogen indikationer på, at han har overført penge eller ødelagt data.