For nylig fremviste hjemmesiden Toms Hardware en test, hvor de havde kigget på hvor meget energi SSD’er brugte, og konkluderede at de ikke var mere energieffektive end almindelige harddiske, nogle gange brugte de endda mere.
Det skabte en del debat på nettet, idet mange ikke var enige med Toms Hardware. Det blev pointeret at de havde testet gamle modeller og at selve testmetoden var fejlbehæftet. Testen blev hurtigt fulgt op at en test fra en anden hjemmeside, hvor det blev konstateret, at SSD’er var mere energivenlige.
Nu har Toms Hardware selv lavet en ny test, der denne gang omfatter flere diske, heribandt også nye modeller. Testen starter dog med en undskyldning, fordi den første test ikke blev lavet korrekt.
Resultatet af den nye test bekræfter både deres oprindelige påstand, men også kritikernes. Afhængigt af den model man køber, så er der stor forskel på energiforbruget, således ender en 32GB MTRON SSD med at have det højeste energiforbrug, på 3 watt, blandt både SSD og HDD. I den anden ende finder man en Sandisk 64GB OCZ SSD, der blot har et energiforbrug på 1 Watt. Det laveste energiforbrug målt for en almindelig harddisk var på 1,8 watt.