mboost-dp1

Swurl

Swurl.com – endnu en ny social tjeneste

- Via Ars Technica - , redigeret af Net_Srak , indsendt af sønderby

På nettet findes der efterhånden mange forskellige tjenester, hvor man kan alt fra at blogge, uploade billeder, høre musik og meget mere. Tjenesterne er spredt ud over nettet, og flere andre tjenester prøver på at samle de første tjenester.

En af disse find-det-hele-her-tjenester, som netop er skudt op, er Swurl, en tjeneste som hjemmesiden Ars Technica har taget et nærmere kig på. Swurl har været undervejs i et år og går længere end flere tilsvarende tjenester.

Som udgangspunkt kan Swurl håndtere de fleste gængse tjenester som f.eks. WordPress, TypePad, Blogger, Facebook, Blockbuster, Netflix, StumbleUpon, Amazon, Flickr og YouTube, men den gør det på en måde, der er mere interaktiv end hos konkurrenterne.

For de fleste tjenester er det muligt at anvende tjenesten direkte fra Swurl og ikke kun se indholdet. Alle aktiviteter fra alle tjenester bliver vist i en tidslinje, der hurtigt skaber et overblik over, hvad der er sket hvornår.

SXC - IndianSumm

Seagate snart klar med 1,5TB harddisk

- Via DailyTech - , redigeret af Emil

Den maksimale størrelse for en enkelt harddisk er for tiden på 1 terabyte, men ifølge Seagate, så vil de snart komme med en harddisk på 1,5 TB.

Kapacitetsforøgelsen på 50 % er opnået ved at anvende fire plader i disken, der bruger en forbedret produktionsteknologi baseret på lodret magnetisk lagring.

Harddisken bliver udgivet i Barracuda-serien og får navnet “Barracuda 7200.11 1.5TB”. Som navnet angiver, så vil harddisken arbejde ved 7.200 omdrejning i minuttet. Seagate oplyser, at kapacitetsforøgelsen på den nye disk er den største, der er sket i over 50 år.

Seagate vil også frigive to 2.5″-harddiske i deres Momentus-serie baseret på den samme teknologi. Kapaciteten vil begge være på 500 GB, men den ene arbejder ved 5.400 omdr./min den anden ved 7.200 omdr./min.

Nokia

Mobilt internet er mere populært end først antaget

- Via Ars Technica - , redigeret af Net_Srak , indsendt af sønderby

Der er mange, som mener, at det mobile internet først rigtig er ved at komme i gang med smartphones som f.eks. iPhonen, men en ny undersøgelse fra Nielsen Mobile viser et andet billede.

Undersøgelsen, der hedder “The Worldwide State of the Mobile Web”, afslører, at alene i USA så tilgår 40 millioner mennesker nettet via deres mobiltelefon, hvilket svarer til 15,6 % af alle, der har et mobilabonnement, og putter dermed USA på førstepladsen over mobilt internetbrug.

Lande som England og Italien følger efter på henholdsvis anden- og tredjepladsen med 12,9 % og 11,9 %. Det store brug af mobilt internet mener Nielsen Mobile nu har ført til, at der er nået en kritisk masse, hvor det vil være rentabel at satse stort på markedsføring på dette marked.

Apple Inc.

Telia-chef truet med tæsk pga. abonnementsvilkår

- Via Business.dk - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Emil

Hos hjemmesiden KommunikationsCast har de haft en snak med Telias pressechef, Rune Fick Hansen, vedrørende den nye iPhone 3G, og her kommer det frem, at både pressechefen, men også flere medarbejdere hos Telia, er blevet truet med tæsk pga. deres abonnementsvilkår til iPhonen.

Der har været megen kritik af Telias abonnement, det er blevet ivrigt debateret på mange hjemmesider, også her på newz.dk, ligesom det har været nævnt på tv i Nyhederne. Til trods for den massive kritik, der i Norge og Sverige, hvor de lagde ud med lignende vilkår, har ført til nye løsninger, så mener Rune Fick Hansen, at Telia Danmarks abonnement ikke fejler noget.

Han påpeger, at vilkårene er udarbejdet i samarbejde med Apple og ved at kigge på deres egne erfaringer. Kritikere undrer sig over, hvilke erfaringer der er tale om, idet telefonen fik verdenspremiere i dag.

Microsoft Corporation

Slut med Windows 3.11 om fire måneder

- Via Ars Technica - , indsendt af .dot

Der har i den seneste tid været megen omtale i medierne vedrørende Microsofts beslutning om at pille Windows XP ned fra hylderne, men det er ikke den eneste Windows-version, de har kig på.

Det har længe ikke været muligt at købe Windows 3.11 for Workgroups i butikkerne, men det gamle operativsystem sælges stadig under en OEM-licens til integrerede løsninger, men det er snart slut.

Om ca. fire måneder, den 1. november, vil det være slut med at kunne købe en licens, hvilket bliver på 15-årsdagen for lanceringen af Windows 3.11 for Workgroups tilbage i 1993.

No Thumbnail

Ars Technica: TPB kryptering er ikke realistisk

- Via Ars Technica - , indsendt af sønderby

The Pirate Bay (TPB) meddelte for nyligt, at de har planer om at kryptere deres trafik, ikke mindst for at beskytte svenskere mod den kritiserede FRA-lov. Til formålet er der startet et projekt ved navn IPETEE, der skal sørge for at al trafik mellem to computere krypteres.

Hos hjemmesiden Ars Technica har man taget et nærmere kig på projektet, og her mener man ikke, at projektet giver megen mening i den nærmeste fremtid.

IPETEE er ment som en et stykke software, der afvikles i baggrunden på en computer, hvor det krypterer al data, der sendes ud af computeren. Udgangspunktet er kryptering af p2p-trafik, men Ars påpeger, at der allerede findes flere forskellige muligheder for kryptering.

Et ekstra lag af kryptering af ens datatrafik vil desuden give et ekstra overhead og dermed lavere reel båndbredde samt føre til et øget CPU-forbrug. Den største forhindring for en succes er, om folk overhovedet vil bruge softwaren. Skal det blive en succes, så kræver det ikke kun, at man selv har det installeret, men også computeren man vil kommunikere med.

Ars Technica mener dog, at der i fremtiden kan blive plads til software som IPETEE, efterhånden som folk bliver mere og mere interesserede i at beskytte deres data som resultat af f.eks. nationale lovgivninger som FRA-loven.

Flickr - IRRI Images

Sms-rekord på Roskilde Festival

- Via TDC - , redigeret af Emil

TDC har ført statistik over brugen af mobiltelefon på deres net under dette års Roskilde Festival, og med 97.026 sms’er i de travleste timer slog gæsterne alle tidligere rekorder.

Travleste time blev fredag d. 4. juli kl. 23-24, hvor der blev sendt 97.026 sms’er – en stigning i forhold til sidste år på hele 22,8 procent. I hele festivalperioden (28. juni til 6. juli) blev der sendt 5,8 millioner sms’er – en stigning på 23,4 procent i forhold til sidste år.

Når det kommer til tale, var den travleste time torsdag d. 3. juli kl. 21-22, timen før Radiohead skulle på scenen, hvor der blev talt i 30.422 minutter fordelt på 31.130 samtaler. Det er en stigning i forhold til sidste år på 3,7 procent. Sammenholdt med at der var 10 procent færre mennesker på festivalen, må det anses som en stor stigning. Tilsvarende var der også særligt mange samtaler, umiddelbart før Chemical Brothers skulle på scenen. Omvendt var det største fald i trafikken under Radiohead’s koncert torsdag og under L.O.C.’s koncert lørdag.

Taletrafikken i den travleste time svarer til den trafik, der normalt bliver ført i den travleste time på døgnet i et område svarende til Randers kommune. For at håndtere den megen ekstra trafik havde TDC sat to mobile sendestationer op samt udvidet kapaciteten på deres basisstationer i Roskilde.

Flickr - RTPeat

Gratis tv og internet til togrejsende på Lolland

- Via Business.dk - , redigeret af Emil

Togrejsende på banestrækningen mellem Nykøbing Falster og Nakskov på Lolland får nu mulighed for at se direkte tv og komme gratis på internettet på togrejsen. Senere vil det også blive muligt at følge med i trafiksituationen.

I næste uge vil Lollandsbanen give passagerer adgang til alle mulighederne – det eneste de skal gøre er at koble deres medbragte bærbare computer eller mobiltelefon på det trådløse netværk i toget.

Projektet er blevet til i samarbejde med firmaet Gratis Danmark, som håber at kunne dække mange offentlige områder i landet med gratis netadgang. Bag Gratis Danmark står NoPayNet og Butlernetworks, som har indgået samarbejdet med Lollandsbanen gennem trafikselskabet Movia.

Gratis Danmark har også for nyligt foreslået Movia at integrere netadgangen i ekspresbusser, ligesom det er planen at få andre lokalbaner koblet på.

TDC A/S

TDC’s PLAY bliver nødt til at skifte navn

- Via TDC - Om TDC - , redigeret af Emil

Den engelske netbutik play.com, med hovedsæde i Jersey, har indledt en fogedsag mod TDC for brug af navnet “play” til deres populære musiktjeneste.

Dette skyldes, at det i marts i år er lykkedes netbutikken at registrere “play” som et EU-varemærke og dermed kan hævde deres ret til navnet. Dette selvom “play” er et ofte brugt ord.

TDC skriver i deres pressemeddelelse, at deres rådgivere og eksperter mener, at EU har begået en klar fejl ved at lade det engelske firma få retten til at bruge ordet.

Jens Alder, koncernchef for TDC skrev:
At give en virksomhed eneret til et så almindeligt ord som “play” svarer til, at man f.eks. giver Deutche Bank eneret til ordet “bank” og forbyder alle andre firmaer at anvende ordet “bank” i deres navn,

Jens Alder udtaler yderligere, at TDC ser en navneændring for PLAY som den sikreste udvej, idet TDC kan risikere et forbud mod at bruge navnet PLAY i en retsag mod play.com. Derfor skifter PLAY navn til henholdsvis TDC PLAY og YouSee PLAY, et navneskift der forventes overstået senest 11. august.
Skiftet vil ingen konsekvens have for kunderne, idet det kun er navn og logo, der skiftes ud.

Best Buy

Ubuntu til salg i amerikanske butikker

- Via Computerworld DK - , redigeret af Emil

Den meget populære Linux-disto Ubuntu går nu endnu et skridt videre mod at være en seriøs konkurrent til Microsoft Windows. Den store amerikanske butikskæde Best Buy er nemlig begyndt at sælge operativsystemet i deres butikker og på deres hjemmeside.

Det er selvfølgelig en dyrere løsning end blot at downloade det og brænde det ud selv, men for de $19.99, eller små 100 kr., får man en cd med Ubuntu 8.04, en guide til at komme i gang og 60 dages support.

På pakken er der lagt vægt på, at man med produktet kan browse internettet, få en kontorpakke og sende e-mails uden at skulle købe eller installere ekstra software.