mboost-dp1

Google

Google indfører logning af adgang til Gmail

- Via Gmail Blog - , redigeret af Emil , indsendt af Pernicious

For at give et ekstra lag af sikkerhed til ens e-mailkonto, der ofte kan have personlige informationer, man ikke ønsker at dele, har Google nu lavet en nyt tiltag til Gmail.

Helt præcist er der tale om, at man kan se, hvilke ip-adresser der har tilgået ens konto, både over browseren, POP3 eller mobilen. De introducerer også muligheden for, at man kan logge én computer af fra en anden, så hvis man fx har glemt at logge af efter at have tjekket sin e-mail hos en ven, kan man gøre det, når man kommer hjem.

Man kan se de basale informationer i bunden af sit skærmbillede, når man er logget ind, som fx hvor mange andre maskiner, man er logget ind på, og hvornår der sidst blev logget ind; ønsker man mere info, er det blot at klikke på et link.

Funktionen er endnu ikke tilgængelig, men der arbejdes p.t. på at få det til at køre i Firefox og IE7.

Flickr - bongo vongo

TrueCrypt 6.0 er frigivet

- Via TrueCrypt - , redigeret af Pernicious

Noget af det mest benyttede open source krypteringssoftware er nu kommet i en ny udgave, nemlig TrueCrypt 6.0.

Blandt listen af nye funktioner finder man bl.a. understøttelse af flere kerner, eller flere processorer, hvilket betyder, at man med en quad-core nu teoretisk vil have fire gange højere hastighed ved kryptering og dekryptering.

Den nye version tillader også, at man kan installere et skjult styresystem, hvis eksistens er umulig at bevise uden koden dertil, samt en generel optimering af hastighed og en række andre nye tiltag og funktioner.

Flickr - o2ma

Hans Reiser viser politiet liget af sin kone

- Via SF Gate - , redigeret af The-Lone-Gunman

Hans Reiser, der er manden bag filsystemet ReiserFS, blev i april kendt skyldig for mordet på sin kone, Nina Reiser, til trods for at anklagemyndigheden ikke kunne finde hendes lig.

Reiser har hele tiden erklæret sig uskyldig, men i sidste måned forlød der rygter om, at open source-programmøren ville vise politiet, hvor konens lig var gemt. Rygterne har nu vist sig at holde vand, idet Reiser har ledt politiet til bunden af en kløft, hvor der er fundet et lig.

Politiet vil endnu ikke bekræfte, om der er tale om Nina Reiser, men blot bekræfte, at de har fundet et lig. En advokat, der var med, har dog fortalt pressen, at Reiser udpegede stedet præcist og uden tøven.

Der er endnu ikke fældet en dom i sagen, men Reiser står til en fængselsstraf på mellem 25 år til livstid.

The dotDK Society

Prisstigning på .dk-domæner?

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

Efter nyheden kom frem om, at dotDK skal overtage håndteringen af .dk-domænet fra DK Hostmaster, har flere frygtet, at man ville ødelægge noget, der virkede fint i forvejen.

Heriblandt melder der sig nu også Forbrugerrådet, som frygter en prisstigning, hvis dotDK overtager administrationen.

Det skyldes bl.a., at de har udliciteret den tekniske administration til en irsk virksomhed, der hedder Afilias, med kommercielle interesser.

Adm. dir. i Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldahl, til Computerworld skrev:
Det kan næppe blive meget billigere at registrere et domæne i Danmark, men jeg kan sagtens forestille mig, at det kan blive meget dyrere. Det er ikke urealistisk at forestille sig, fordi vi ved, at der står nogle stærke økonomiske interesser bag dotDK. Og hvis de skal hente en fortjeneste hjem til aktionærene, så er det forbrugerne, der kommer til at bøde.

dotDK afviser dog selv, at de vil lade priserne stige.

Hasselblad

Hasselblad introducerer 50 megapixel kamera

- Via engadget - , redigeret af The-Lone-Gunman

Vil man have noget af det ypperste inden for digitale fotografiapparater, og har man mange penge, så kommer man ikke uden om Hasselblad. Firmaet har nu introduceret deres nyeste flagskib, en efterfølger til deres H3DII-39, nemlig H3DII-50.

Som navnet afslører, så er forskellen, at det nye kamera anvender en fotosensor på 50 megapixels, mod de 39 megapixels før. Sensoren er på hele 36x48mm, eller det dobbelt af en almindelig sensor, som f.eks. Canons D1-serie.

Kameraet kan tage ét 6132×8176 pixel billede i sekundet, der fylder op til 300MB (typisk 65 MB komprimeret), i ISO 50 til 400. Der er endnu ikke oplyst nogen pris på kameraet, men når det kommer på markedet til oktober, så vil prisen sandsynligvis blive højere end de 37.000 dollars, som H3DII-39 koster i dag.

Yderligere detaljer om kameraet kan læses her (pdf).

Flickr - rockcohen

EU overvejer at fjerne internetadgang efter ulovligt download

- Via Hot Hardware - , redigeret af The-Lone-Gunman

Fra den 1. juli overtog Frankrig formandsposten i EU, og den nye formand, Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, har allerede været fremme og foreslå, at man fjerner internettet fra personer, der tages tre gange i at hente eller distribuere copyrightbeskyttede filer.

Frankrig valgte selv for nylig at indføre tre-gange-og-du-er-ude-reglen, der gør det muligt at straffe en person ved at forbyde vedkommende at have en internetforbindelse. Emnet var kortvarigt også oppe at vende blandt de danske politikere, men faldt til jorden.

Ved at tage emnet op som EU-formand, kommer der igen fokus på forslaget, som Sarkozy ønsker tilføjet til EU’s telelovgivning. Kritikere mener, at forslaget vil være det første skridt mod mere censur af internettet i Europa.

Facebook

Facebook begrænser populære applikationer

- Via TechCrunch - , redigeret af The-Lone-Gunman , indsendt af sønderby

På den sociale netværksside Facebook er det populært at tilknytte forskellige applikationer til sin profil, applikationer, der findes flere tusinde af. Nogle er mere populære end andre, og på det seneste har Facebook taget et nærmere kig på de mest populære.

Årsagen er, at Facebook vil undersøge, om populariteten er reel, eller om det er fordi applikationen anvender mistænksomme metoder til at få flere brugere. Det har fået Facebook til at begrænse eller helt lukke for flere applikationer.

Blandt andet så er det gået ud over “Top Friends” fra firmaet Slide, der var den tredje-mest anvendte applikation, samt “Social Me”; begge er blevet lukket midlertidigt for overtrædelse af reglerne omhandlende privatliv.

Facebook har også taget et kig på Slides “Super Wall”, der dog ikke er blevet lukket, men blevet begrænset i, hvad den kan, hvilket har fået brugerantallet til at styrtdykke fra over 2,4 millioner til 600.000 på blot en måned.

Yahoo

Microsoft klar til dialog med ny Yahoo!-bestyrelse

- Via TechCrunch - , redigeret af Emil , indsendt af sønderby

Yahoo! er stadig interessant for Microsoft, og softwaregigantens administrerende direktør, Steve Ballmer, har været i kontakt med Carl Icahn, milliardæren, der ønsker at vælte Yahoo!s bestyrelse.

Icahn oplyser, at Ballmer har gjort det klart over for ham, at hvis det lykkes ham at vælte bestyrelsen, så er Microsoft klar til at indgå i en større handel med det samme.

Meldingen er kommet i et brev, som Icahn har sendt rundt til Yahoo!s aktionærer, hvor han også fremhæver, at Microsoft ikke overvejer at handle med den nuværende bestyrelse.

Microsoft har fra deres side bakket Icahns melding i brevet op ved selv at meddele næsten det samme, at de ikke har kunnet opnå en aftale med den nuværende bestyrelse, men vil være interesseret, såfremt der bliver valgt en ny bestyrelse.

Samsung

En SSD er bedre for batterilevetiden

- Via laptopmag.com - , redigeret af Emil , indsendt af light_shell

For nyligt lavede hjemmesiden Toms Hardware en test af en række SSD’er (Solid State Drives), hvor konklusionen var, at der ikke var noget at hente rent energimæssigt ved at anvende en SSD frem for en almindelig harddisk. Faktisk så viste undersøgelsen, at en SSD anvendte mere energi end en harddisk.

Testen har efterfølgende været under en del kritik, blandt andet for at anvende ældre SSD-modeller og at teste med et urealistisk forbrugsmønster.

Hjemmesiden laptopmag.com har foretaget sin egen test ved at anvende en Asus Eee PC 1000H UMPC og en Gateway T-6828-laptop, hvori der blev testet med en almindelig harddisk og en SSD.

Til at teste computeren afviklede de et script, der på skift indlæste en af 60 forskellige hjemmesider i Firefox hvert 30. sekund. Firefox’ cache var slået fra under testen, således at der skulle hentes til disken hver gang.

Testen afslørede, at batterilevtiden var lidt længere med SSD end en harddisk. Forskellen var ikke stor, men laptopmag påpeger, at den i hvert tilfælde ikke er mindre, ligesom hastigheden ved at anvende en SSD sandsynligvis vil være den vigtigste faktor for de fleste købere.

SXC - Obscenity

Nyt våben kan skabe lyd i hovedet på mennesker

- Via New Scientist - Technology - , redigeret af Emil

I USA har en virksomhed de seneste år været i gang med at udvikle et ikke-dødeligt våben, der er tiltænkt den amerikanske hær. Våbnet er helt unikt, idet det fungerer ved at danne lyd inde i hovedet på mennesker.

Våbnet, der har fået navnet MEDUSA (Mob Excess Deterrent Using Silent Audio), udsender ikke almindelige lydbølger, men mikrobølger, der i de korrekte pulser og styrke kan danne lyde i hovedet på en person.

Ved at udnytte den såkaldte Frey-effekt, så kan MEDUSA danne lyd inde i kraniet på et niveau, der enten er meget irriterende, eller direkte kan gøre en person ukampdygtig.

En forsker hos universitetet i Illinois, James Lin, er skeptisk omkring våbnet, især hvis det skal bruges i en styrke, som kan danne meget høje lyde i hovedet på folk. Lin mener, der er en risiko for, at der kan dannes neurologiske skader.