mboost-dp1

Blu-ray Disc Association

Nu går det hurtigt med Blu-ray – hurtigere end dvd

- Via Reuters - , redigeret af Emil

Efter en sløv start for efterfølgeren til dvd’en, ikke mindst på grund af formatkrigen mellem Blu-ray og HD DVD, så ser det nu ud til, at Blu-ray er begyndt at få fart på.

Ifølge det tyske firma Singulus, der udvikler udstyr til produktion af optiske medier, så har de modtaget markant flere ordrer på DL Blu-ray Disc-udstyr end på dvd-udstyr, da dvd var nyt.

I alt har Singulus modtaget 21 ordrer i det første kvartal i år, hvilket er 17 mere, end da dvd’en startede for 11 år siden.

Hitta.se

3D-model af Stockholm lavet på 8 dage

- Via NyTeknik - , redigeret af Emil

I Sverige er en ny teknologi blevet brugt til at autogenerere en komplet 3D-model af Stockholm, ud fra 60.000 luftfotos. Hele processen tog kun 8 dage, hvilket inkluderer den tid, det tog at tage billederne.

Det står i ret stor kontrast til Google Earths 3D-rendering af kendte bygninger i større byer i USA, der skabes ved hjælp af en langsommelig laser-opmåling af bygningerne.

Løsningen er udviklet af C3, en underafdeling af Saab, i samarbejde med en pc-spilproducent, der hedder Agency9.

Den svenske telefonbogsservice Hitta.se har en Java-applet, hvor det er muligt at navigere rundt i 3D-modellen.

RIAA

RIAA’s metoder kritiseres igen i ny undersøgelse

- Via New York Times - , redigeret af The-Lone-Gunman , indsendt af jakobgt

I USA er flere brancheorganisationer bag musik- og film-industrien, bl.a. RIAA og MPAA, før blevet kritiseret for at anvende ufine metoder i deres kamp mod ulovlig fildeling. Et hold forskere fra Washington University i Seattle har kigget nærmere på sagen, og deres undersøgelse bekræfter kritikken.

Med udgangspunkt i BitTorrent så udviklede forskerne en softwareagent, som kunne måle, hvem der deltog i fildelingsnetværket, og hvad der blev delt.

Agenterne i sig selv kunne hverken sende eller modtager filer, alligevel nåede de at modtage mere end 400 såkaldte “takedown”-beskeder, hvor en person bliver bedt om at stoppe med at dele en given fil.

Årsagen er, at brancheorganisationerne blot undersøger, hvilke IP-adresser, som deltager i P2P-netværkene, men ikke hvilke filer, der rent faktisk bliver delt. Selvom de lod agenterne tilkendegive sig som HP laserjet-printere, så fik de stadig beskeder om at stoppe fildelingen.

Flickr - tico24

Opmærksomhed omkring ny mobil social netværkstjeneste

- Via VentureBeat - , redigeret af Emil , indsendt af sønderby

I en tid hvor flere af de større netværkstjenester er på vej ud på det mobile marked, så får en lille nystartet virksomhed opmærksomhed fra flere telefonselskaber i USA, og det selvom firmaet end ikke er helt klar med sin tjeneste endnu.

Firmaet hedder Xumii og tilbyder ikke selv en social netværkstjeneste, men derimod et lille program, der også hedder Xumii, som kan samle flere tjenester ét sted.

De fleste mobiltelefoner kan ikke afvikle mere end ét program af gangen, derfor er Xumii interessant, idet det kan håndtere 6 forskellige tjenester på én gang, nemlig; Facebook, AIM, Windows Live, Google, Yahoo og Flickr.

Programmet er endnu ikke helt færdigt, men man kan skrive sig op til at prøve deres betaversion, som vil udkomme sidst på måneden.

Atari, Inc.

Leonardo DiCaprio skal spille manden bag Atari

- Via The Hollywood Reporter - , redigeret af Avenger-

Efter tidligere at have portrætteret kendte personer i film som “Catch Me If You Can” og “The Aviator” skal Leonardo DiCaprio nu atter spille en person fra den virkelige verden – skaberen af den tidlige videospilsgigant Atari, Nolan Bushnell.

Bushnell var en ingeniørstuderende, der gik fra i sin fritid at reparere pin-ball-maskiner til at etablere Atari Corp, der blev en af de første videospilsgiganter på markedet i 70’erne. Det første spil, som virksomheden lancerede, var det simple “Pong”, der blev en kæmpe succes og indbragte millioner af dollars.

Efter at have solgt Atari til Warner Communications kastede Bushnell sig over en række andre foretagender.

Filmen, der får titlen “Atari”, produceres af Paramount og Leonardo DiCaprios Appian Way.

Read at Work

Læs bøger på arbejdet

- Via Read at Work - , redigeret af MiniatureZeus

Read at Work er navnet på en newzealandsk hjemmeside, der hjælper dig med at læse bøger mens du er på arbejde, uden at blive fyret.

Siden bruger en fuldskærms Flash-fil, der emulerer et Windows XP skrivebord, komplet med start-menu, papirkurv og en række mapper.

Mapperne indeholder filerne med bøgerne, der er lavet så de ligner PowerPoint-præsentationer, men teksten er altså fra bøger i public domain, krydret med grafer osv., så din chef aldrig opdager hvad du egentlig laver.

På siden finder du bl.a. noveller af Wilde, Fitzgerald, Twain, Wolfe, Tolstoy og flere, samt kendte digte af bl.a. Dickenson, TS Elliot og Poe.

Flickr - bongo vongo

Sikkerhedsekspert: Slet de filer, du ikke skal bruge

- Via Physorg - , redigeret af Emil

For nyligt opstod der en mindre politisk krise mellem USA og Kina, idet amerikanske efterforskere gik i gang med at undersøge, om en amerikansk diplomat havde fået kopieret indhold fra sin computer under et ophold i Kina.

Det har fået Bruce Schneier til at kigge på, hvordan man sikrer indhold på sin computer, hvilket der er kommet et par tips ud af. Han mener, at man som udgangspunkt bør anvende kryptering af hele disken, men oven i det kryptere vigtige filer individuelt.

Skal man kontakte sin arbejdsplads via nettet, så bør det altid ske via en krypteret forbindelse, som f.eks. VPN. Vil man være helt sikker, så skal man efterlade vigtige filer hjemme. Schneier har fundet anbefalingerne i hans egen guide, han har lavet om, hvordan man sikrer sine data på sin laptop.

TV 2 SPORT A/S

TV 2 tester HD under EM 2008

- Via em.tv2.dk - , redigeret af Emil

TV 2 har næsten ubemærket åbnet en ny HD-kanal – ja, faktisk to – som skal sende knivskarpe billeder af EM-kampene i High Definition-kvalitet.

Hvis du i den seneste tid har studset over reklameblokke på TV 2’s kanaler, der fortæller “Se EM i fodbold med TV 2 HDTV”, så er forklaringen den, at TV 2 har åbnet en ny tv-kanal med navnet TV 2 HDTV.

Kanalerne er et fællesnordisk samarbejde mellem TV 2 Norge, TV4 Sverige, TV 2|DANMARK og Canal Digital.

Kanalerne er allerede on-air, men frem til EM’s start sendes der kun en teaser ud for EM, i HD. Men fra 7. juni klokken 9.00 skiftes der til programfladen.

For at modtage signalet, skal du have Canal Digital Family-abonnement, en HD-boks og et HD-ready tv. Formatet under EM bliver 720p med 5.1 lyd.

Western Digital Corp.

Måske 20.000 omdr./min Raptor disk på vej

- Via bit-tech - , redigeret af Net_Srak , indsendt af MiniatureZeus

Ifølge flere kilder i hardwareindustrien, så arbejder Western Digital i øjeblikket på efterfølgeren til deres nye Velociraptor harddisk.

Der skulle blive tale om en harddisk, der kører med hele 20.000 omdrejninger i minuttet, baseret på samme formfaktor som den nye Velocioraptor, altså en 2,5 tommer disk i et 3,5 tommer hus.

Udover at blive ekstremt hurtigt skulle det også have lykkedes dem af gøre den utroligt lydsvag, modsat hvad man kunne forvente af en harddisk der arbejder ved så høje omdrejningshastigheder.

Der er ikke kommet nogle konkrete meldinger fra Western Digital, men skulle disken blive til noget, så forventes den at komme på markedet inden for 12 til 18 måneder, for at kunne tage kampen op mod Solid State Diske.

The Pirate Bay

Warner Bros indrømmer at have ansat efterforskningsleder i Pirate Bay sag

- Via TorrentFreak - , redigeret af Net_Srak , indsendt af sønderby

Tilbage i april kom det første gang frem at politimanden Jim Keyzer, der leder politiets efterforskning mod TPB, havde været ansat hos Warner Bros.

Den svenske hjemmeside Sydsvenskan.se har fået fat i et dokument til sagens anklager, der kommer fra en advokat hos Warner Bros., hvoraf det fremgår at Keyzer har været ansat af filmselskabet.

Ud fra dokumentet fremgår det også, at Keyzer blev ansat inden efterforskningen mod TPB var afsluttet, og ikke som WB tidligere har påstået, at han ikke var ansat samtidigt.

De nye oplysninger kan få stor indflydelse på udfaldet af sagen, idet der nu kan sås tvivl om Keyzers objektivitet, i forbindelse med hans efterforskning.

Jim Keyzer tog orlov for at kunne varetage jobbet hos Warner Bros., men er nu vendt tilbage til sit job hos politiet.