Skal internettet overleve i fremtiden, så skal der investeres penge i det, mange penge, det er udmeldingen fra den amerikanske telemastodont AT&T. Bliver der ikke gjort noget for at forbedre internettets infrastruktur, så forventer AT&T, at det vil bryde sammen allerede om et par år.
Årsagen er den voldsomt stigende mængde videodata, der sendes over nettet, en datamængde, der vil nå uanede højder de kommende år, ikke mindst pga. video i HD-kvalitet.
Jim Cicconi fra AT&T anslår, at det vil kræve en investering på 130 milliarder dollars, eller ca. 600 milliarder kroner, at klargøre nettet til fremtiden. Om 7 år, i år 2015, forventer Cicconi, at kravet til kapacitet på internettet vil være 50 gange højere, end det er nu.
Det er dog ikke alle, der er lige så pessimistiske som AT&T, og flere påpeger, at det er et skræmmescenarie, der ikke vil finde sted.