Forskning udført hos Argonne National Laboratory betyder, at de velkendte Lithium-ion-batterier, vi kender fra bl.a. bærbare computere, kan opnå 30 % mere kapacitet, samtidigt med at de bliver mere sikre.
Normale Li-ion-batterier bruger koboltoxid-elektroder, der har den ulempe, at de er ret farlige, hvis de overophedes ved f.eks. kortslutning. Det skyldes, at de frigiver ilt, når de varmes op, hvilket går i forbindelse med den opløsning af elektrolytter, der er i batteriet, som så skaber endnu mere varme, hvorved der sker en kædereaktion. Ved at udskifte noget af koboltoxiden med manganoxid, overkommes dette problem, da manganoxid er kemisk mere stabilt.
Det nye batteri holder også på kapaciteten i længere tid og kan klare 1.500 op- og afladninger uden at miste nævneværdig kapacitet, hvilket er dobbelt så mange gange som de nuværende batterier.
En MIT-professor mener, det er et stort skridt frem, og påpeger, at batteriindustrien er vant til 8 – 9 % vækst om året i kapacitet, hvorfor den nye teknologi vil bringe dem, der vælger at anvende den, 3 år foran konkurrenterne.
Sidste måned licenserede Argonne National Laboratory teknologien til det japanske firma Toda Kogyo, der har produktionskapacitet til at lave 30 mio. laptopbatterier om året.