mboost-dp1

Best Buy

Verdens dyreste bærbare computer

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

Raelyn Campbell troede hendes penge var givet godt ud, da hun betalte 300 dollars for udvidet garanti til sin bærbare computer, som hun købte i Best Buy. Det viser sig nu at være en underdrivelse, da den står til at indbringe hende op imod 54 millioner dollars (225 millioner kroner) i hendes sagsanlæg imod kæden.

Det tårnhøje beløb afstammer ifølge Raelyn Campbell selv af, at hun gentagende gange var blevet ignoreret, når hun henvendte sig angående sin computer, som var blevet sendt til service og angiveligt gået tabt.

Best Buy synes, ikke overraskende, at beløbet er alt for højt og har forsøgt at indgå et forlig for et langt mindre beløb. Campbell er godt klar over, at beløbet er meget stort, men påpeger, at det heller ikke havde været nødvendigt, hvis blot Best Buy havde behandlet hende ordentligt fra starten.

Apple Inc.

Apple TV Take 2 og Aperture 2.0 frigivet

- Via MacRumors - , redigeret af Net_Srak

Igennem langt tid har tirsdag været yndlingsdag for mange mac-fans, da der denne dag, hvis man var heldig, kunne komme en opdatering eller to i Apples onlinebutik. Dagen i går var heller ingen undtagelse, idet Apples professionelle fotoprogram, Aperture, blev frigivet i en version 2.
I den nye version har Apple tilføjet over 100 nye funktioner til programmet og markant forbedret hastigheden.

Ud over Aperture 2.0 udgav Apple også en opdatering til Apple TV, såkaldt Take 2. Opdateringen blev fremvist sidste måned under MacWorld Keynoten, men er først blevet tilgængelig nu.
I Take 2 har Apple blandt andet gjort det muligt at downloade og leje film i både SD- og HD-kvalitet direkte fra boksen, uden at bruge computeren. Apple har desuden frigivet en “Guided Tour” af Apple TV Take 2 på deres hjemmeside.

Flickr - saschaaa

Forbrugere betaler for logning

- Via Politiken - , redigeret af The-Lone-Gunman

Teleselskabet A+ har offentliggjort, at de vil lade deres kunder betale for omkostningerne i forbindelse med den nye IP-logning. Kunderne skal således betale et gebyr på 6 kr. og 25 øre pr. måned, ud over deres normale abonnementpris.

Andre selskaber regner dog ikke med at følge trop. Stine Green Paulsen fra Hi3G udtaler i den forbindelse, at deres priser fastsættes efter konkurrencen på markedet og dermed ikke efter eventuelle omkostninger, de selv måtte have.

IP-logningen har tidligere mødt modstand fra andre firmaer, og dette må siges at være et meget klart signal fra branchen om, at de ikke er tilfredse med den nye lovgivning.

Astro Systems

Quad HD skærm på 56″

- Via Studio Daily - , redigeret af Pernicious

Astro Systems har produceret en LCD-skærm på 56″, der har en opløsning på 3.840 x 2.160 pixels, også kaldet Quad HD, da de 2160p viser fire gange så mange pixels, som den højeste HD standardopløsning, 1080p.

Skærmen, der går under navnet DM-3400, er lavet til filmbranchen til brug af screening af deres produktioner. Den har en lang række indstillingsmuligheder, blandt andet muligheden for at indstille gamma og kontrast for hver RGB-kanal.

Desuden understøtter skærmen fire DVI og fire HD-SDI-input, så man kan se 8 input, eller 4 i fuld HD. Yderligere info kan læses på Astro Systems hjemmeside.

Nvidia

Nvidia introducerer chip til Smartphone 2.0

- Via Nvidia - , redigeret af The-Lone-Gunman , indsendt af The-Lone-Gunman

Nvidia har før bevæget sig ind på markedet for håndholdte enheder som pda’er og smartphones med chips, der er beregnet til at forbedre grafik- og videofunktioner.

Nu går de et skridt videre og introducerer chippen APX 2500, der er en komplet computer i en chip, en såkaldt SoC (System on a Chip). APX 2500-chippen er en sammensmeltning af en ARM11 CPU og GeForce-teknologi, der giver den en lang række funktioner ikke tidligere set i chips til håndholdte enheder.

Det er ikke oplyst ved hvilken hastighed chippen vil arbejde, men den vil kunne afvikle H.264, MPEG-4, VC-1 og WMV9-video i 720p-opløsning og understøtte HDMI 1.2-output. Derudover kan den også encode 720p H.264 og MPEG-4.

Chippen fremstilles p.t. i testeksemplarer, og Nvidia forventer at starte fuld produktion i andet kvartal i år.

Nokia

Google i Nokia-telefoner

- Via Fox Business - , redigeret af The-Lone-Gunman , indsendt af MiniatureZeus

På Mobile World Congress 2008, der i disse dage afvikles i Barcelona, har Nokia annonceret, at de nu indgår et samarbejde med Google om at tilbyde Google-søgefunktioner i deres mobiltelefoner. Funktionen gør det muligt hurtig at søge på nettet, men også efter indhold på ens egen telefon.

Søgefunktionerne vil i første omgang kunne anvendes i 4 telefonmodeller; det drejer sig ud over deres topmodel N96 og modellerne N78, Nokia 6210 Navigator og Nokia 6229.

Nokia forventer at stille søgetjenesten til rådighed for ejere af deres mobiltelefoner, i over 100 lande verden over på 40 forskellige sprog.

No Thumbnail

Microsoft køber Danger for en halv mia. dollars

- Via Reuters - , redigeret af Emil , indsendt af Emil

Microsoft har købt Danger, producenten af den i USA populære T-Mobile Sidekick-mobiltelefon. Microsoft går altså for alvor ind i kampen om mobilmarkedet og har erklæret krig mod Googles Android telefonsoftware.

Det er særlig interessant, da en af de originale medstiftere af Danger forlod firmaet for at lede Android-projektet.

Ifølge GigaOM har Microsoft betalt en halv mia. dollars for telefonproducenten.

Dette er blot seneste skridt i Microsofts kamp for dominans på mobilmarkedet, idet vi for et par dage siden kunne skrive om, hvordan Sony Ericsson vil være klar med en serie af telefoner med Windows Mobile.

sxc.hu - forwardcom

6% af internetbrugerne står for 50% af reklameklikkene

- Via Starcom MediaVest Group - , redigeret af Emil

En ny undersøgelse af amerikanske internetbrugere har fundet frem til, at der er en kraftig skævvridning i, hvem der klikker på bannerreklamer.

Skal man tro undersøgelsen, så står 6 pct. af internetbrugerne for 50 pct. af alle klikkene. De 6 pct. er heller ikke en repræsentativ flok, da de primært er mænd i alderen 25 til 44 år, der har en årsindkomst på under 40.000 dollars.

Den lille kerne af klikkere bruger fire gange så lang tid på nettet som den almindelige internetbruger, men deres økonomiske forbrug er ikke højere. Den klikkende gruppe bruger også mere tid på auktionssider, online gambling og jobsider end de fleste andre.

Det lyder måske til, at det ser sort ud for bannerreklamerne, men i undersøgelsen fremhæves det også, at det er forkert at analysere effektiviteten af bannerreklamer alene på antallet af klik.

No Thumbnail

Teenager indrømmer kontrol over stort botnet

- Via The Register - , redigeret af Emil

En mindreårig hacker, som går under navnet “SoBe”, har nu erkendt, at han var medskyldig til at “overmande” godt og vel 400.000 computere, som blev brugt til at generere penge til ham og hans medskyldige. SoBe har af politiet været kendt siden 2005, hvor han blev kædet sammen med Jeanson James Ancheta, der allerede har tilstået, hvad han har gjort på det samme botnet.

Det, de to hackere gjorde, var at bruge en eksisterende malware, de havde rettet til som en rxbot; denne malware blev efterfølgende brugt til at sprede sig selv videre til andre computere.

De to hackere SoBe og Jeanson James Ancheta skulle angiveligvis have nået at tjene op imod 58.000 dollars.

modu

Verdens mindste mobiltelefon præsenteret

- Via engadget mobile - , redigeret af The-Lone-Gunman

Det er ikke kun de store selskaber, der kan præsentere nyheder ved Mobile World Congress, også det lille selskab modu har præsenteret en ny type telefon, som de også har valgt at kalde modu, der allerede er blevet bekræftet til at være verdens mindste håndholdte mobiltelefon af Guinness Book of World Record.

Det er dog ikke deri nyheden om telefonen ligger, men derimod måden den skal bruges på. Den lille modu er nemlig ikke særlig funktionel i sig selv, men fungerer som en basisenhed, der kan kobles i et slags avanceret cover, der indeholder de ekstrafunktioner, man nu skal bruge. På den måde har man én telefon, og en masse “covers”, så man kan skifte design og funktion, afhængig af sammenhængen, hvori telefonen skal bruges.

Til præsenteringen af telefonen har engadget fået lov til at tage et kig med, og de er allerede meget begejstrede. De har i den forbindelse taget nogle billeder og sammenlignet basisenheden med en Nokia N95-3, hvor sidstnævnte fyldte ligeså meget som tre modu’er stablet oven på hinanden.

engadgets har lavet et stort galleri af telefonen; derudover giver introen på modus egen hjemmeside også et ganske godt indtryk af, hvad fremtiden måske bringer.