Efter at have været under udvikling det sidste års tid, lancerer en af grundlæggerne af Wikipedia, Jimmy Wales, i dag et nyt projekt, en open source-konkurrent til Google søgemaskine, Wikia Search.
Wikia Search, der ikke har noget at gøre med Wikipedia, bygger på en række backend-systemer, heriblandt indekssystemet Grub, der blev opkøbt i midten af 2007, til brug for projektet. Grub, sammen med hvad der ellers bliver anvendt, er alt sammen open source, hvilket gør, at de, som har lyst, kan tage et kig i koden og dermed også de søgealgoritmer, der anvendes.
Netop adgangen til søgealgoritmerne ser Wales som den store styrke ved Wikia Search, da søgealgoritmerne er det, som bestemmer, hvad der findes i en søgning, og dermed også er et udtryk for firmaet bag.