mboost-dp1

Sony BMG Music Entertainment

Sony BMG vil sælge DRM-fri musik

- Via BusinessWeek - , redigeret af Net_Srak

Endnu et af de store pladeselskaber, Sony BMG Music Entertainment, har valgt, at de vil sælge musik uden DRM (Digital Rights Management)-beskyttelse. Dermed følger de i fodsporene på de 3 andre store selskaber, EMI, Vivendi Universal Music Group og Warner Music Group, der allerede har besluttet at sælge DRM-fri musik.

Sony BMG, der er et samarbejde mellem Sony og Bertelsmann Group, forventer at frigive de første DRM-frie musiknumre i løbet af første kvartal. Det er ikke oplyst, hvor mange musiknumre der i første omgang vil være omfattet, men kritikere af DRM ser positivt på udmeldelsen.

Holdningsskiftet fra de store pladeselskaber ses som et udtryk for endeligt at have indset, at kunderne ikke ønsker de restriktioner DRM medfører. Restriktioner, som har ført til fælles søgsmål mod flere af selskaberne.

OLPC Foundation

Intel dropper OLPC – satser på eget projekt

- Via New York Times - , redigeret af Net_Srak

Efter i juli endelig at have meldt sig på banen som deltager i One Laptop Per Child projektet (OLPC), efter flere års tovtrækkeri mellem Intels chef, Graig Barrett, og OLPC’s grundlægger, Nicholas P. Negroponte, har de nu valgt at trække sig fra samarbejdet.

Årsagen oplyses til at være filosofiske forskelle i tankegangen bag projektet, blandt andet ville Negroponte have Intel til udelukkende at støtte OLPC’s XO-computer. Intel er enig i grundidéen om at give en computer til fattige børn i ulande, men har også deres eget lignende projekt, kaldet Classmate, som de ikke ønsker at droppe.

Tværtimod vil de efter udmeldelsen af OLPC nu kun satse på Classmate, der er en computer, som på mange områder minder om en XO, dog er den dyrere, da den koster ca. 300 dollars.

No Thumbnail

Første specifikationer til trådløs HD er klar

- Via WirelessHD - , redigeret af Derfor

I slutningen af 2006 blev der etableret en organisation, der skulle fastligge en standard for, hvordan man overfører et HD-signal trådløst til f.eks. et HD-fjernsyn. Organisationen hedder WirelessHD, og de har nu frigivet version 1.0 af specifikationerne.

WirelessHD-organisationen består af en lang række af de store spillere på markedet for HD-udstyr, det drejer sig blandt andet om Sony, Samsung, Matsushita, Intel, NEC og Toshiba, hvorfor specifikationerne allerede har stor opbakning.

Wireless HD 1.0 (WiHD) arbejder i 60GHz-området og kan sende video og lyddata ukomprimeret med op til 4Gbps over en afstand på 10 meter. Signalet er krypteret for at sikre, at det ikke kan bruges til at lave kopier, af det som bliver sendt.

Linksys

WiFi-virus en reel trussel

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

Forskere fra Indiana University, USA, har set på hvilken risiko, der er, ved at et trådløst netværk angribes med en virus. Indtil nu har der ikke været meget fokus på at lave en virus, der rammer trådløse routere. Udbredelsen, og dermed muligheden for at sprede en virus, har været for lille.

Flere og flere byer har dog så mange trådløse routere installeret hos borgere, firmaer og institutioner, at en virus vil kunne springe fra router til router, fordi sendeområderne overlapper hinanden.

Forskerne hos Indiana University kortlagde, hvordan det trådløse netværk i flere amerikanske byer så ud, og hvilken sikkerhed der blev brugt. De kom frem til, at en virus ville kunne brede sig til 10-55% af alle routere, hurtigst til dem uden beskyttelse og lidt langsommere til dem med WEP. Routere, der brugte WPA og et stærkt kodeord, anså man som immune.

Man har til dags dato endnu ikke registreret et angreb af denne type på trådløse netværk, men det forventes, at det kun er et spørgsmål om tid, på grund af den stadig større udbredelse.

Flickr - skreuzer

4 root-servere gøres klar til IPv6

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

Internet Corporation for Assigned Names and Numbers (ICANN) og Internet Assigned Numbers Authority (IANA), der er en del af ICANN, vil den 4. februar tilføje AAAA-records for de IPv6-adresser, der tilhører de 4 root servere, hvor operatørerne har bedt om det.

Når disse records er blevet tilføjet, skulle det være muligt for to IPv6-klienter at kommunikere med hinanden, uden at være afhængig af IPv4-infrastrukturen.

Det har længe været muligt at lave forbindelser via IPv6, da root-serverne har listet IPv6-adresser, men selve root-serverne har kun haft IPv4-adresser.

No Thumbnail

802.11n når op på 450Mbps

- Via PR Newswire - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Pernicious

I en pressemeddelelse har netværksproducenten Marvell annonceret verdens første 802.11n-chip, kaldet TopDog, som opererer ved hastigheder på op til 450Mbps.

Den nye chip, der bruger den nye IEEE 802.11n-standard, er op til 8 gange hurtigere end 802.11g, som bruges i dag, og 1,5 gang hurtigere end de nuværende 802.11n-chips.

Ifølge Marvell vil den nye chip give trådløse produkter såsom routere, computere og lignende et markant hastighedsspring opad, samt en længere rækkevidde.

Marvell vil fremvise de første produkter, der gør brug af den nye chip, til CES-messen den 7.-10. januar.

No Thumbnail

Hitachi stopper med at lave mini-harddiske

- Via The Register - , redigeret af MiniatureZeus

Hitachi har allerede stoppet produktionen af deres 1″ harddiske, og nu meddeler de, at de også vil stoppe med at lave harddiske i 1,8″. Diskene, der typisk anvendes i transportable mediaafspillere eller digitale videokameraer, bliver oftere og oftere fravalgt til fordel for flash-baserede løsninger.

Der vil stadig være fokus på udviklingen af de større 2,5″ og 3,5″ harddiske, som Hitachi mener, der vil være en stor efterspørgsel på i et godt stykke tid endnu.

Hitachi er dog ikke de eneste, som er begyndt at trække sig ud af markedet for de fysisk små harddiske, også Fujitsu har meddelt, at de dropper produktionen af 1,8″ diske.

rob.tc

iPod touch som VoIP-telefon

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak

Ved at anvende en billig mikrofonudvidelse tiltænkt 5. generations iPods, Macally iVoiceIII, er det lykkedes en mand at modificere den, så den også virker med Apples iPod Touch.

Med en mulighed for nu også at have lyd-input på en iPod touch, så er det også muligt at anvende den som en telefon, med VoIP-software. Denne software er netop blevet udviklet, og blev fremvist for blot få dage siden.

For at kunne benytte hardwaren og softwaren, skal man have en iPod, hvor firmwaren er jailbreaked, så der kan installeres 3. part-programmer. En kort billedserie, der viser hvordan man laver modifikationen på iVoiceIII-hardwaren, kan ses her.

No Thumbnail

Håndholdt laserbaseret projektor vises frem

- Via Microvision - , redigeret af MiniatureZeus

Firmaet Microvision, som vi tidligere har nævnt her på newz.dk, har oplyst, at de i forbindelse med den kommende CES-messe (Consumer Electronics Show), der finder sted den 7. til den 10. januar, vil fremvise deres meget omtalte laserbaserede projektor.

Årsagen til den store interesse for projektoren er, at den er meget lille, så lille, at den kan være i en lomme, og oven i det er den batteridrevet. På en enkelt opladning angiver Microvision projektoren til at kunne arbejde i 2½ time. Opløsningen er 848×480 og er tiltænkt til at vise et billede på mellem 12 og 100 tommer.

Indtil videre har projektoren fået navnet SHOW og er bygget over firmaets PicoP-teknologi. PicoP er selve enheden med lasere og spejle, der genererer billedet.

Google

Google Zeitgeist 2007

- Via Google - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Multibox

Så gik der endnu et år, og som altid har Google taget et kig på, hvad deres søgemaskine er blevet brugt til at søge efter. De har kigget på både nationale og globale resultater. Det hele er samlet under Google Zeitgeist 2007.

I statestikken finder man tal for det mest søgte, hurtigst stigende og hurtigst faldende søgeord, samt de mest populære søgninger inden for en række kategorier. Disse omfatter blandt andet ringetoner, præsidentvalget i USA, fitness, opskrifter, film og tv-shows.

Det er også muligt at se, hvordan populariteten af et søgeord har været hen over året, f.eks. så ses det tydeligt, at Wii blev meget populært op til jul, da der var mangel på dem i butikkerne.