mboost-dp1

Flickr - elisfanclub

Hollandsk dreng anholdt for virtuelt chat-tyveri

- Via Politiken - , redigeret af Pernicious

Det internationale virtuelle chat-community, Habbo Hotel, lægger rammen om et, efter forholdene, omfattende og målrettet tyveri. En 17-årig hollandsk dreng er sigtet i sagen om tyveri af møbler for op mod 30.000 kroner.

Møblerne er dog ikke virkelige, men findes kun i den internetbaserede verden i Habbo Hotel. Drengen skulle have opsnappet andre børns adgangskoder og systematisk have tømt deres web-værelser for møbler og andet indbo.

Til trods for, at der er tale om “elektroniske møbler”, tages sagen alligevel alvorligt af hollandsk politi, idet møblerne koster rigtige penge at købe.

Flickr - mutednarayan

Phillips og Lite-On lancerer verdens første BD-ROM-drev

- Via The Inquirer - , redigeret af Net_Srak

I et forsøg på at gøre Blu-Ray mere tilgængeligt for computerejere har Phillips og Lite-On valgt at lancere et optisk drev, der kan læse Blu-Ray-medier, men ikke skrive.

Ved at fokusere på et drev, der kun kan læse, så er det muligt at lave drevet meget billigere, og Jelmer Veldman, leder af marketing for PLDS (Phillips and Lite-On Digital Solutions), mener, at kunderne af den vej kan få en billig HD-oplevelse.

Jelmer Veldman skrev:
Instead of spending hundreds of pounds on a stand-alone Blu-ray player, one can use an HDMI cable to connect their PC with a TV set and enjoy high definition using their BD-ROM drive as their Blu-ray playback device

Drevet, der kommer under navnet DH-401S, kan også læse dvd og cd’er. Det forventes at komme på markedet i december til en pris på ca. 1.500 kroner.

Advanced Micro Devices, Inc.

AMD snart klar med strømbesparende GPU

- Via The Inquirer - , redigeret af Derfor

Nvidias 8800 GT-grafikkort høster for tiden meget ros, da man får god ydelse til en fornuftig pris og ikke mindst et fornuftigt energiforbrug. Dette skyldes, at Nvidia producerer GPU’en i en 65 nanometer-process, hvor de før anvendte 90 nm.

AMD vil ikke stå tilbage for konkurrenten, og de første oplysninger om deres kommende RV670 GPU, der vil blive produceret i en 55nm process, er nu sluppet ud på internettet.

Designmæssigt er forskellen til R600 ikke særlig stor, men pga. den mindre afstand mellem transistorerne kan RV670’erens 666 millioner transistorer presses ned på 192 kvadratmillimeter, mod 408 kvadratmillimeter for R600’erens 700 millioner transistorer.

I 3DMark06 er et Radeon HD 3870, baseret på den nye GPU, hurtigere end et Radeon 2900 XT, men bruger under halvt så meget strøm.

Opdatering: Hothardware.com har lavet en test af Radeon HD 3850 og Radeon HD 3870, den kan læses her.

Flickr - Billogs

Comcast sagsøgt for at blokere bittorent-trafik

- Via blog.wired.com - , redigeret af Pernicious

Den amerikanske internetudbyder Comcast blev i går sagsøgt for at blokere bittorent-trafik på sit net. Sagsøgeren Jon Hart mener, at Comcasts reklamer, der tilbyder “download at crazy fast speeds”, er falsk markedsføring. Dette skyldes, at Comcast sender skjulte meddelelser, der afbryder downloads via bittorent.

Hart har anmodet om, at sagen bliver ført som et “class-action”-søgsmål, der vil tvinge Comcast til at betale erstatning til alle Comcast-kunder fra Californien. Han ønsker desuden, at retten dømmer Comcast til at holde op med at pille ved trafikken.

Søgsmålet (PDF), der blev anlagt ved retten i Alameda County i Californien, hævder desuden, at det er imod god forretningsetik at blokere bittorent-traffik.

Flickr - Dan..

På jagt efter it-folk til Netto-priser

- Via Comon - , redigeret af Pernicious

Det er efterhånden kendt, at der er mangel på arbejdskraft i den danske it-branche. Derfor drog femten danske it-virksomheder i sidste uge til Nicaragua for at jagte arbejdskraft, de ikke mener at kunne finde herhjemme. Dog spiller den noget lavere løn også en rolle.

En af de rejsende, Erik Albæk Taasti, fra firmaet AdSource, vurderer umiddelbart, at lønnen for en grafiker med flash-kompetencer ligger under det halve af i Danmark.

En udvikler kan fås for 25 % af prisen i Danmark. Alligevel var der mellem de rejsende enighed om, at der hersker sprogbarrierer, eftersom størstedelen i landet kun taler spansk og således ikke er fortrolige med engelsk.

No Thumbnail

Internethandlende søger alternative betalingsmetoder

- Via USA Today - , redigeret af Pernicious

Firmaet CyberSource, der lever af at tilbyde forskellige betalingsløsninger, mener, at mange personer frygter at betale på normal vis med kreditkort og derfor søger alternative betalingsmetoder.

Denne påstand bakker de op med en undersøgelse, der viser, at e-butikker, der tilbyder mere end 3 former for betalingsmetoder, i snit havde et øget salg på 14 procent sidste år.

Yderligere viser en undersøgelse foretaget af analysehuset Gartner, at udbredelsen af internethandlen ikke stiger med samme fart, som ellers forventet. Dette skulle efter sigende være på grund af frygten for identitetstyveri i forbindelse med handel på internettet.

Microsoft Corporation

Windows 2008 Server-priser frigivet

- Via Ars Technica - , redigeret af Net_Srak

Med 105 dage tilbage til lanceringen af Microsofts næste generation af deres server-operativsystem, Windows 2008 Server, kommer de nu med nogle flere oplysninger, heriblandt priser på de forskellige udgaver.

Tæller man Hyper-V-udgaverne med, vil Microsoft introducere i alt 8 forskellige varianter af Server 2008, med 8 forskellige priser; det drejer sig om:

Server 2008 Standard, koster $999 inkl. 5 CAL’er.
Server 2008 Enterprise, koster $3.999 inkl. 25 CAL’er.
Server 2008 Datacenter, koster $2.999 pr. processor.
Server 2008 til Itanium CPU’er, koster $2.999 pr. processor.
Web Server 2008, koster $469.
Server 2008 Standard uden Hyper-V, koster $971 inkl. 5 CAL’er.
Server 2008 Enterprise uden Hyper-V, koster $3.971 inkl. 25 CAL’er
Server 2008 Datacenter uden Hyper-V, koster $2.971 per processor

Hyper-V er Microsofts virtualliseringsteknologi, der vil være tilgængelig for 64 bit-udgaverne af operativsystemet, dog ikke Web Server og Itanium-udgaven.

DivX Inc.

DivX på vej til PS3 og Xbox 360

- Via Ars Technica - , redigeret af Net_Srak

DivX-videoformatet er et meget udbredt video-codec til at komprimere film og andet video og var i sine tidlige dage meget anvendt blandt folk, som kopierede film og distribuerede dem via internettet. Det startede med software-afspillere til computeren, men i dag er formatet blevet meget udbredt på hardware-afspillere.

Nu kommer der yderligere understøttelse for formatet, idet DivX har indgået aftale med Sony om, at Playstation 3 vil få understøttelse for afspilning af DivX og Xvid i en kommende opdatering til konsollen.

Ifølge direktøren for DivX, Kevin Hell, har de også lavet en aftale med Microsoft om inkluderingen af DivX i MS’ Media Center Extenders. Da Xbox 360 kan fungere som en Media Extender, forhandles der p.t. om, at konsollen kan inkluderes i aftalen.

Flickr - jurvetson

Et skridt nærmere kloning af mennesker

- Via Physorg - , redigeret af Net_Srak

Der har i et stykke tid været stille omkring muligheden for at klone mennesker, siden en sydkoreansk forsker i 2004 påstod at have klonet et menneskefoster. Det viste sig senere, at der var tale om et fupnummer.

Nu har en forsker, Shoukhrat Mitalipov, ved et forskningscenter i Oregon, USA, efter eget udsagn haft succes med at klone et abefoster. Faktisk blev forskningsresultaterne allerede offentliggjorte tidligere på året ved en konference i Australien, men blev ikke bemærket af medierne.

Den engelske avis The Independent har nu fulgt op på sagen, og en forsker, der var deltager ved konferencen i Australien, mener, at der er tale om et decideret gennembrud. Målet er at skabe et foster ud fra en patients dna, for at kunne udtrække stamceller fra fosteret, der kan anvendes til behandling af en lang række alvorlige sygdomme. Især dyrkelse af organer, der genetisk er identiske med en patient, er højt på ønskelisten.

No Thumbnail

Ny online satsning fra Jyllands-Posten kræver Internet Explorer og Windows

- Via Jyllands-Posten - , redigeret af Net_Srak , indsendt af thj01

I en tid hvor Internet Explorer taber terræn til konkurrenter som f.eks. Firefox og Safari og hvor Linux og Apples OS X bliver mere og mere udbredt, da har Jyllands-Posten valgt at lancere en ny online udgave af sin avis, der kun kan læses, hvis man har Windows og bruger Internet Explorer.

Læser man FAQ-siden for JP2, der er navnet på den nye satsning, kan man finde ud af – hvis man da ellers anvender Internet Explorer – at siden ellers er for alle.

Alle kan i en 30 dages testperiode få gratis adgang til at anvende JP2. Alle der tilmelder sig som JP2-tester vil blive inviteret ind til en online evaluering.

Lidt nede af siden kan man dog læse følgende.
Jyllands-Posten har bestemt ikke selv valgt at holde Mac-, Unix- og Linux-brugere ude. Men der er tale om en helt ny programplatform, som Jyllands-Posten er blandt pionererne om at bruge. Vi er således den kun femte avis i verden, der benytter den unikke avisplatform (de andre aviser er New York Times, Seattle Post, Daily Mail og Forbes).

Det nye system er udviklet af Microsoft og kræver .Net 3.0, hvilket også betyder, at det kun virker på Windows XP SP2 eller nyere. JP påpeger dog, at de samarbejder med Microsoft om at lave en version, der også virker hos Mac-brugere.