Ingeniøren Nicholas Kotov og et hold af kollegaer fra universitetet i Michigan har opfundet et plastikmateriale, der er stærkt som stål.
Materialet er lavet af en speciel type ler, kaldet Montmorillonite, der er kombineret med polymeren polyvinyl alcohol (PVA), ved at dyppe en glasplade 300 gange i opløsninger af henholdsvis det ene og det andet materiale.
De enkelte lag, der kun er få nanometer tykke, binder sig til hinanden, fordi PVA er fantastisk god til at holde på små partikler. PVA er i sig selv ikke et stærkt materiale, men det er de 1 nm store lerpartikler. Når de to kombineres, opstår der et gennemsigtigt plastikmateriale, der har samme egenskaber som kevlar.
Styrken skyldes dels de mange lag materialet er lavet af, og dels strukturen i det nye plastik, der er lidt ligesom velcro. Når det udsættes for belastning, gendannes brud igen, eftersom PVA og leret danner meget stærke, men ikke permanente bindinger af brint mellem de enkelte lag.