mboost-dp1

Fullrate

Fullrate-kunder uden telefoni

- Via Computerworld DK -

Først var det Skype som havde problemer med deres telefoni, og nu er turen så kommet til bredbåndsleverandøren Fullrate.

Det var i forbindelse med en rutineopgave, at der kom en hidtil ukendt bug frem i systemet, som gjorde at Fullrates system gik i sort.

Fejlen blev dog hurtigt udbedret af ingeniører fra firmaet, som havde leveret udstyret. I den anledning sendte Fullrate en sms ud til alle sine kunder, som fortalte, at de skulle genstarte deres netværksudstyr.

Stig Myken fra Fullrate fortæller også, at deres kunder har været meget glade for udmeldingerne fra Fullrate, både via sms, men også via deres hjemmeside.

unknown

Japan vil udvikle næste generations internet

- Via Newlaunches -

Den japanske kommunikationsminister, Yoshihide Suga, annoncerede for nyligt, at Japan vil påbegynde forskning og udvikling af teknologien, som kan være med til at erstatte internettet om 13 år.

I 2020 håber Suga, at udviklingen er nået så langt, at resultaterne kan anvendes i kommerciel drift. En af de ting, som forskningen blandt andet skal føre til, er højere båndbredde og mere sikkerhed, så nettet og brugerne bliver mindre sårbare.

Ved at føre an i udviklingen af næste generation af internettet håber Suga, at japanske virksomheder vil få en fordel på det internationale marked for hardware og software inden for dette område.

No Thumbnail

RAM-priser kan stige kraftigt

- Via SMH -

En af de største producenter af RAM og Flash-RAM i verden, Samsung, mener at der i nær fremtid vil ske et skred med prisen på DRAM og NAND-chips. Årsagen er, at efterspørgelsen på disse chips for tiden er meget høj, hvilket tillader producenterne at hæve prisen.

Chu Woo-sik fra Samsung ønsker ikke at fortælle hvor meget Samsung selv vil hæve priserne, men siger, at de forventer at øge overskudet på deres chipproduktion med to til tre gange, set i forhold til det foregående kvartal.

Den forventede prisstigning kommer, efter at markedet har oplevet massive fald i prisen det seneste års tid. Således har Samsung i den samme periode oplevet et fald på 67 % af deres overskud på chip-markedet.

Creative Commons

Microsoft top 25 open source-projekter

- Via CNET -

I forbindelse med Microsofts Codeplex-hjemmeside, der giver mulighed for at hoste open source-projekter, a la Sourceforge, har en bruger sat sig ned og lavet en liste over de 25 mest populære projekter på siden.

Listen viser ifølge Matt Asay, blogger hos news.com, at især Java-udviklerne hos Microsoft ikke adskiller sig ret meget fra andre udviklere, de bruger tiden på at spille spil og arbejde med AJAX.

Asay kommer også ind på, hvorfor han synes, at Codeplex har nogle styrker, som Sourceforge ikke har. Det drejer sig f.eks. om, at der er flere “levende” projekter. Han påpeger også, at Microsoft har gjort det som et krav, at alle projekter på Codeplex skal laves under OSI-licensmodellen.

Flickr - mutednarayan

Paramount dropper Blu-ray

- Via The Associated Press -

Paramount har valgt at droppe Blu-ray til fordel for HD DVD, det samme gælder for datterselskabet DreamWorks.

Paramounts direktør, Brad Grey, udtaler, at han ser HD DVD som det prisbeviste kvalitetsformat for forbrugeren, men også det rigtige valg for Paramount.

Konkret betyder det, at titler som Transformers og Shrek the Third kun vil udkomme på DVD og HD DVD. Der er dog én undtagelse, film der er instrueret af Steven Spielberg vil udkomme på begge HD-formater.

En af begrundelserne for valget er, at undersøgelser viser, at Toshibas HD DVD-afspiller har en større markedsandel i USA, med mindre PS3-konsollerne tælles med. Undersøgelser viser dog også, at konsolejere køber færre film, end dem der har købt en dedikeret afspiller.

Wikipedia

Wikipedia afløser skolebøger

- Via Digi.no - , indsendt af Simonth

En professor i informationssystemer ved Chestnut Hill College i Boston har nu udtalt, at han mener de kendte wiki’er, heriblandt den populære encyklopædi Wikipedia, i fremtiden vil komme til at erstatte skolebøgerne.

Der er allerede steder i verden, hvor skoler er begyndt at eksperimentere med denne idé, hvilket i visse tilfælde har vist sig at se bort fra en del af årets ellers fastlagte pensum.

En af disse lærerer er Gerald Kane, der udtaler:

Wikien er blevet et robust værktøj og har ændret måden, jeg underviser på. Før var jeg en foredragsholder, men på grund af wikien er jeg mere blevet en slags guide. Nu er Wikien udgangspunktet og klassens platform.

OBS: nyheden er på norsk.

No Thumbnail

Genstartende computere skyld i Skype-nedbrud

- Via Skype -

Nedbruddet, som Skype oplevede den 16.-18. august, skyldes angiveligt en driftsforstyrrelse i dets Peer-to-Peer(P2P)-netværk. Driftforstyrelsen skulle være forårsaget af for mange computere, der genstartede inden for kort tid. Computerne genstartede efter at have modtaget deres månedlige Windows-opdateringer, hvilket sker den anden tirsdag i hver måned.

For få computere på P2P-netværket, kombineret med en for stor mængde brugere, der ville logge ind på Skype-netværket, resulterede i kollapset. Normalt har Skypes P2P-netværk en fejlsikring, så det kan reparere sig selv i sådanne tilfælde, men en fejl i den algoritme, der styrer netværkets resurser, viste sig at være fatal for fejlsikringens fungeren.

Holdet bag Skype afkræfter desuden ethvert rygte om, at de skulle være blevet hacket, eller at sikkerheden på anden måde skulle være blevet kompromitteret.

Tilera

Tilera offentliggør oplysninger om 64-kerne-processor

- Via TG Daily -

Tilera har offentliggjort oplysninger om en ny 64-kerne-processor, TILE64, der skulle være 10 gange hurtigere og 30 gange mere energieffektiv end en Intel Xeon dual core-processor, ved visse opgaver.

Processoren er bygget op som et net af 8 gange 8 processorer, hvor hver processor har sin egen cache og kan kommunikere med sine fire naboer. Dermed undgås det flaskehalsproblem, som Intels processorer, der må deles om samme cache, kan løbe ind i ved yderligere opskalering.

Til trods for den radikalt anderledes opbygning af processoren, mener Tilera ikke, at den bliver svær at programmere til. Eksisterende programmer til andre processorer bør således kunne portes relativt uproblematisk, omend de måske vil kræve noget “finjustering” for at køre optimalt.

Flickr - CBS Fan

Danskerne er for overvågning

- Via Politiken - , indsendt af rackbox

Man skal ikke så langt tilbage, før danskernes holdning til overvågning var overvejende negativ. Ideen om et “big brother”-samfund var ikke populær. I de seneste år har dette dog ændret sig, og der bliver stadig sat flere og flere overvågningskameraer op.

En forsker i etik og overvågning på Aalborg Universitet, Anders Albrechtslund, er ikke overrasket over udviklingen og udtaler:

Efter 2001 er der kommet et større fokus på sikkerhed, som har erstattet bekymringen om privatlivets fred. Nu snakker man mere om sikkerhed og tryghed i forbindelse med overvågning.
Alene i de sidste 5 år er salget af tyverialarmer gået strygende, faktisk er antallet fordoblet. Det seneste hit er en tyverialarm med videoovervågning. 8 ud af 10 kunder hos Dansikring Direct vælger i dag denne løsning, fremfor en traditionel tyverialarm.

sxc.hu

Gratis online musiktjeneste på vej til Europa

- , indsendt af Simonth

Yourfreemusicdownloads.com er navnet på en musiktjeneste på nettet, som tilbyder gratis og lovlig musik. Men som ved så meget andet gratis er der også en hage ved hjemmesiden.

For at få adgang til de 1 million sange som tjenesten allerede har, skal man nemlig først tilmelde sig én af syv reklameprodukter, f.eks. kan man få en gratis creme mod acne, som dog koster ca. 55 kr. i distrubition.

Indtil videre er det kun amerikanerne, som kan få glæde af det gratis musik, men ifølge ComOn, som har talt med personerne bag siden, vil tjenesten komme til Europa, og derved Danmark, til september.

Yourfreemusicdownloads.com er dog ikke den eneste gratis musiktjeneste på internettet, også SpiralFrog tilbyder gratis musik, mod en tjeneste, men indtil videre er Yourfreemusicdownloads.com den eneste som officielt har udmeldt, at tjenesten vil blive tilgængelig i Europa inden for kort tid.