mboost-dp1

Flickr - tico24

Xbox 360 snart indhentet

- Via VGchartz -

Ifølge de seneste salgstal af konsoller, ser det nu ud til at Nintendos Wii snart vil overhale Xbox 360, som den mest solgte konsol på verdensplan.

Sonys meget omdiskuterede og forsinkede konsol, PlayStation 3, ligger stadigvæk meget bagud og har pt. kun solgt 4,09 millioner konsoller på verdensplan, i forhold til de 10,32 millioner konsoller som Microsoft har solgt.

En af grundene til at Nintendo har solgt så mange Wii konsoller på så kort tid, er sandsynligvis på grund af den lave pris. En Wii koster i Danmark 2.180 kr.. Som modspil har Microsoft også sænket prisen på Xbox 360. Det samme har Sony gjort med deres PS3.

Intel

Penryn er mere effektiv end Conroe

- Via Ars Technica -

Intel er tidligere kommet med tal for hvor god ydelsen er på deres kommende processorteknologi, Penryn, men nu har et site i Hongkong, HKEPC Hardware, fået fat i et prøveeksemplar og gennemført en række tests.

Penryn bliver produceret med en transistorafstand på 45nm, mod Conroes 65nm, hvilket gerne udnyttes til at øge frekvensen på processoren. HKEPC har testet den nye processor ved 2,33 GHz og sammenlignet den med en Core2 Duo E6550, Conroe baseret processor ved samme hastighed. Der er for begge processorer tale om dual-core udgaver.

Testen viser at den Penryn-baserede processor, Wolfdale, i gennemsnit er godt 10 % hurtigere, men i nogle enkelte tilfælde, op til dobbelt så hurtig. De største forbedringer sker når det nye SSE4 instruktionssæt anvendes.

Hvad der nok er lige så interessant er effektforbruget. Selvom processoren er godt 10 % hurtigere, så anvender den væsentligt mindre effekt, således anvender den ved max. forbrug, mindre effekt end når Core2 Duo E6550 ikke laver noget. Varmeudviklingen er dermed også reduceret, 10 grader ved stilstand og 12 grader ved fuld belastning.

unknown

Fælles søgsmål mod YouTube vokser

- Via Ars Technica -

Tidligere på året anklagede fodboldorganisationen Englands Premier League, YouTube for bevidst at have misbrugt deres videomateriale. I starten af juni, sluttede en fransk tennisorganisation sig til søgsmålet, hvorfor der nu var tale om et fælles søgsmål.

Siden juni har yderligere 6 selskaber og organisationer tilsluttet sig, det drejer sig blandt andet om en finsk fodboldorganisation, forfatteren Daniel Quinn og senest er det så NMPA (The National Music Publishers’ Association). Sidstnævnte varetager rettighederne på tekster og melodier i sange, modsat musikselskaberne som har rettighederne til selve sangene.

For NMPA er problemet, at godt nok har YouTube/Google lavet aftaler med de 4 største musikselskaber, men de har ikke nogen aftale med dem.

Google mener ikke at de har noget i klemme, da de følger loven, som jf. DMCA (Digital Millenium Copyright Act), blot påtvinger dem at fjerne copyrightet materiale såfremt de bliver gjort opmærksom på det.

Megavideo

Megavideo.com vil banke YouTube

- Via Megavideo.com -

Under sloganet ‘Megavideo.com beats YouTube’ forsøger en ny videotjeneste sig på nettet, denne gang også med understøttelse af dansk sprog. Med tjenesten har brugerne mulighed for, at gøre alle de samme ting som på den meget omtalte YouTube, plus nogle flere funktioner.

Megavideo går konsekvent efter YouTube brugere, hvilket bl.a. ses ved deres kontokonverteringsservice, hvor YouTube brugere kan konvertere fra YouTube til Megavideo. Dertil kommer en liste med 10 grunde, over hvorfor Megavideo mener man skal bruge dem og ikke YouTube, bl.a. er der ingen begrænsning på længden af uploadede videoer.

Desuden kan brugere af Megavideo.com spare point op, som senere kan indløses til Premium-medlemskab, hvilket giver ekstra fordele, eller til rigtige penge – op til $1000.

No Thumbnail

Medison sår tvivl om egen troværdighed

- Via Computerworld DK -

Mange har fulgt Medison og deres påståede super-billige bærbar til kun 840 kroner. Der har været delte meninger om projektet og mange har ment at det var snyd.

Nu har selskabets direktør, Valdi Ivancic, fået endnu et troværdighedsproblem, nemlig hans udtalelse om, at ‘Vi har cirka 1,5 millioner unikke besøgende hver dag’.

Når man ser på statistikken for web-sitet, har de langt mindre trafik end de påstår. Valid Ivancic påstår at de har cirka 45 millioner brugere pr. måned, men realiteten er at der kun er cirka 50.000 brugere pr. måned i gennemsnit, for medison.se og medisoncelebrity.com.

Webalizer statistik for de to hjemmesider, kan ses ved at tilføje webalizer i URL adressen efter .se/ eller.com/.

Apple

Nyheder fra Apple

- Via engadget -

Under en mere intim Apple-event i aftes blev der blandt andet præsenteret helt nye iMacs.

De nye iMacs har designmæssigt ikke bevæget sig særlig langt fra forgængeren. iMacen består nu primært af aluminium og glas, noget som normalt har været forbeholdt den professionelle serie, såsom Mac Pro og MacBook Pro.

iMacen er også blevet noget tyndere og har nu også fået den omdiskuterede glansoverflade på skærmen.

Indvendigt i iMacen er der dog sket en større forbedring, den største processor er nu en Core 2 Extreme clocket til 2.8GHz; man kan få op til 4GB RAM og op til 1TB lagerplads.

Apple har også valgt at fjerne den mindste model, 17″, så man nu kun kan få 20″ og 24″. Priserne starter ved 9.199,00 kroner.

Steve Jobs, direktør for Apple, præsenterede også et nyt aluminiumstastatur, som der dog har floreret billeder på nettet af i lang tid.

Der blev endvidere præsenteret en meget ventet opdatering af Apples kreative pakke, iLife. iLife ’08 er blevet opdatere med nye funktioner, blandet andet iPhoto, iMovie og GarageBand. Desuden blev .Mac også opdateret og vil nu arbejde bedre sammen med iLife.

Som et modspil til Excel har Apple nu udviklet et regnearkprogram kaldet Numbers, og som vil indgå i iWork-pakken, sammen med Pages og Keynote.

Udover iMacen, blev Apples lavbudget-mac, Mac Mini også opdateret, væsentligst med en Core 2 Duo processor.

Ved siden af de forskellige præsentationer, valgte Steve Jobs også at lave en såkaldt Q&A, hvor folk kunne stille spørgsmål.

Af disse fremgik det blandt andet, at der inden længe vil komme en opdatering til Apple TV, at man researcher i om multitouch skal implementeres i Mac, og at Apple og Google har et tæt samarbejde.

DEFCON

NBC-journalist afsløret på DEFCON 2007

- Via Anandtech -

På den årligt afholdte DEFCON-konference for hackere fra hele verden er der strenge regler fra arrangørernes side, om hvad pressen må og ikke må. Vil man skrive fra messen, så skal man registreres og derved underligge sig en række krav.

Det ville journalist Michelle Madigan fra NBC ikke, så hun skrev sig op som en almindelig deltager, medbringende et skjult kamera, hvilket er forbudt ifølge reglerne. Arrangørerne fik dog et tip om journalisten og overvågede hende i løbet af konferencen for senere at lokke hende i en fælde.

DEFCON skaber typisk også nysgerrighed hos myndighederne, hvorfor arrangørerne hvert år afholder en “Spot the FED”-konkurrence. Under et påskud fik de hende lokket ind i et lokale, sammen med en række andre folk og lovligt tilmeldte journalister, hvor Jeff Moss, grundlæggeren af DEFCON, meddelte, at årets “Spot the FED” i år ville blive til “Spot the undercover reporter”. I samme åndedrag kunne han så meddele, at der såmænd var en i lokalet, hvilket fik Madigan til skyndsomt at forlade lokalet, men ikke uden at over 20 journalister fulgte efter for at tage billeder af hende.

Hele episoden er naturligvis at finde på YouTube

unknown

Firmware-update til Nintendo Wii

- Via Vooks -

Nintendo offentliggjorde i dag en firmwareopdatering til deres spillekonsol Wii. De er nu kommet til version 3.0, og de største ændringer i opdateringen er:

[list][li] Et digitalur i Wii Menu.[/li]
[li] Redesign af Virtual Console; det er nu muligt at søge efter spil samt se en liste over mest populære downloads.[/li]
[li] Nyhedskanalen viser nu overskrifter direkte fra menuen i det lille vindue.[/li]
[li] Vejrkanalen viser nu det lokale vejr direkte fra menuen i det lille vindue.[/li]
[li] Post-sektionen er blevet ændret med lidt nye farver og lyde, og det er nu muligt at flytte rundt på kontaktpersoner.[/li]
[li] Ved en systemopdatering får man en advarsel om, at en opdatering kan skade en modded Wii-maskine.[/li][/list]

Intel

Sun klar med Ultrasparc T2 processoren

- Via VNUnet -

Tilbage i slutningen af 2005, lovede Sun at de ville have deres næste generations multi-kerne processor klar i 2007 og det løfte har de holdt. I dag lanceres processoren, der gik under navnet Niagara 2, men nu bliver lanceret som Ultrasparc T2.

Den nye CPU består af 8 kerner lige som den gamle, Ultrasparc T1, men kan håndtere dobbelt så mange threads som før, i alt nu 64. Udover de forøgede antal threads, så kommer processoren også med en integreret hukommelsescontroller, samt 2 virtuelle 10 Gbit Ethernet porte.

En anden stor forbedring i forholdt til forgængeren, er floatingpoint ydelsen, hvor Sun ligefrem advarede mod at afvikle programmer med mere end 2 % floatingpoint beregninger på T1, da er det ikke længere tilfældet med T2. Faktisk så har tests vist, at T2 er hurtigere end både IBM, Intel og AMD’s henholdsvis Power6, Xeon og Barcelona processorer.

No Thumbnail

Lenovo vil sælge laptops med Linux

- Via Reuters: Technology -

Ligesom en del andre producenter af bærbare computere, vil Lenovo nu også til at præinstallere en række af deres computere med Linux i stedet for Windows.

Lenovo følger dermed i fodsporerne på producenter som Dell, men modsat Dell, der anvender Ubuntu, så vil Lenovo anvende Novells Linux distribution. Lenovo kom med udmeldingen til dette års LinuxWorld i San Francisco, som en reaktion på stigende efterspørgsel til et sådan produkt.