IT og Telestyrelsen har på deres nye portal, it-borger.dk, lanceret en ny test, Bredbåndsmåleren TPSpeedStat, der måler hvor hurtig ens internetforbindelse er.
Det nye testprogram, kan i forhold til IT og Telestyrelsens gamle testprogram, samle data over de målinger den foretager, som så sendes til en fælles database. På den måde bliver det muligt at sammenligne hastighederne imellem udbyderne, for at se hvem der kommer tættest på, at levere det de lover af båndbredde.
Der gøres opmærksom på at flere faktorer kan påvirke resultatet, f. eks. hvis man har torrent programmer, vira eller andet software kørende på sin pc, der kan have indflydelse på målingen. Ib Tolstrup, der er direktør for brancheforeningen Telekommunikationsindustrien, er derfor ikke alt for glad for testprogrammet, da han mener det kan give misvisende resultater, når der er ukendte faktorer i spil.