Når du skal sende e-mails med indhold forbeholdt modtageren alene, og indholdet i øvrigt skal slettes uden at efterlade spor efter endt læsning, så er VaporStream måske svaret.
VaporStream tilbyder en ny e-mailtjeneste, hvor afsender kan vælge en modtager ud fra en liste, skrive en besked (uden at modtageren står på skærmen vel at mærke) og bagefter føle sig sikker på, at e-mailen efter endt læsning forsvinder sporløst fra cyberspace.
Men mailen risikerer heller ikke at ende i den virkelige verden for ifølge firmaet, kan e-mailens indhold ikke kopieres til andre applikationer.
Matt Brown, seniorforsker ved det amerikanske analysefirma Forrester Research, mener dog ikke, at tjenesten kommer til at fange stor interesse. Han har ikke selv mødt folk, der er interesserede i at korrespondance forsvinder fra kommunikationssystemet. Ej heller ser han det som en ‘løsning’ for kriminelle, for selvom efterretningstjenester ikke kan se tidligere e-mails, så vil de kunne få dommerkendelser til at se fremtidige.
Tjenesten koster kr. 240,- årligt og kan købes fra oktober.
Læs mere hos VaporStream.