Det Radikale Venstre’s beslutningsforslag om åbne standarder i den offentlige sektor er blevet enstemmig vedtaget med 113 stemmer for.
Debatten var præget af Venstres IT-ordfører, Michael Aastrup Jensen, der kaldte forslaget, med ændringen, for symbolpolitik af værste skuffe og mente at forslaget ikke var ambitiøst nok. Han ville helst vente på den afklarende rapport der ventes til sommer, for at få defineret hvad en åben standard er.
Han gav desuden udtryk for at Venstre og regeringen i hans tid som IT-ordfører, siden den 8. februar 2005, har været for åbne standarder.
Michael Aastrup Jensen sagde under 1. behandling af forslaget den 3/5-2006, “Vi mener, at tidsplanen 1. januar 2008 er for stram.” I dag anklagede han forslaget for at være for udvandet, i det at ændringsforslaget ændrer fristen til 1. januar 2008, “eller når det er teknisk muligt”.
Forslaget blev vedtaget med ændringsforslaget, på trods af at der var mulighed for flertal for det originale forslag, med stemmer fra Venstre i stedet for Dansk Folkeparti.