Et hold af belgiske hjerneforskere, har studeret hvordan hjernen gemmer informationer omkring rumopfattelse. Dette skete ved at lade forsøgspersoner løbe rundt i en virtuel by, lavet i det gamle spil Duke Nukem.
Forsøgspersonerne blev bedt om at lære byen udenad, så de kunne finde forskellige steder i byen ud fra hukommelsen. Mens dette skete, blev hjerneaktiviteten målt med en MRI skanner. Skanningen viste at informationerne hovedsageligt blev håndteret, af den del af hjernen der kaldes hippocampus.
Forsøgspersonerne blev nu delt op i to hold, det ene hold fik lov til at sove efter duke Nukem spillet, det andet hold måtte ikke sove. I de to efterfølgende nætter måtte begge hold sove normalt. Begge hold blev nu sat til, at finde specifikke kendetegn i den virtuelle Duke Nukem by så hurtigt som muligt, mens de alle blev MRI skannet.
Skanningnen viste at det hold der ikke havde sovet normalt, stadigt brugte hippocampus når de skulle finde rundt, hvilket betød at de aktivt måtte tænke over hvor de skulle hen. Det hold der havde fået normal søvn, brugte ikke hippocampus, men striatum, der tillader en mere automatisk form for tankegang, dvs. man kender vejen uden at tænke over det.
En god nats søvn efter at have lært nye baner i spil eller nye ruter i en by, reorganiserer altså hukommelsen fra hippocampus til striatum og gør dermed “data” tilgængelig på en mere intuitiv måde.