I Sverige er det ved en appeldomstol blevet besluttet, at man ikke vil genoptage sagen mod en 27-årig mand der stod anklaget for at have stillet en film til rådighed på nettet.
Manden var idømt en bøde, men det svenske Antipiratbyrån ville se hvad strafferammen kunne gå op til og appellerede, men altså uden held. Dermed er det blevet slået fast at hvis man deler en film på nettet uden økonomisk gevinst, så vil maksimum straffen blive en bøde.
Det betyder samtidigt at den kriminelle handling bliver vurderet så lavt, at det vil kunne blive svært for Antipiratbyrån at få en kendelse, til at få udleveret oplysninger om hvem der sidder bag et givent ip-nummer, hvis vedkommende kun deler en enkelt film.
Selv mener Antipiratbyrån at dommen var ventet og synes at bøden på 80 dagsbøder er en acceptabel straf. De erkender dog at det vil være umuligt at jagte fildelere der kun deler en enkelt film en gang imellem.