Fra og med den 1. juli er loven om pligtaflevering trådt i kraft, en lov der ikke har fået megen opmærksomhed siden den blev enstemmigt vedtaget den 22. december 2004. Idéen er at det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket kan arkivere alt dansk internetmateriale i Netarkivet.dk.
Umiddelbart lyder det fint nok, men der er visse dele af loven som giver bibliotekerne ret vide beføjelser, ligesom der bevidst fravælges at følge gældende praksis for dataindsamling fra hjemmesider.
Søgetjenester som Google, Yahoo og lign. anvender robotter (web-crawlere) til at finde det data de har i deres databaser. De to biblioteker vil benytte samme metode, men har bevidst valgt ikke at respektere ‘robot.txt’ filerne på hjemmesiderne, der normalt fortæller hvor en robot ikke skal indeksere, f.eks. for at undgå unødvendig belastning.
Yderligere giver loven beføjelse til at kunne kræve login og kodeord udleveret, såfremt robotten støder på lukkede dele af en hjemmeside. Jf. vejledningen (.pdf-fil) på deres hjemmeside ”registranten af et domænenavn skal efter påkrav give meddelelse om adgangskoder og lignende”. Kan man påvise at den lukkede del af en hjemmeside kun kan/skal benyttes af en lukket brugerkreds, kan man dog undgå at udlevere login-oplysningerne.