Voyager, det legendariske 28-årige rumprogram, hvor en rumsonde er blevet sendt længere væk fra jorden end noget som helst andet menneskeskabt objekt, bliver måske lukket ned i oktober for at spare penge. Programmet koster 4,2 millioner dollars hvert år. Baggrunden er, at Bush administrationen i februar foreslog at skære en tredjedel af 2006-budgettet for den division, som projektet er en del af – fra 75 til 53 millioner dollars.
Den endelige beslutning er endnu ikke taget, men man har fortalt forskerne i projektet om overvejelserne og har bedt dem om at komme med forslag til hvordan man kan formindske udgifterne. Den endelige beslutning bliver sandsynligvis taget midt i denne måned.
Andre projekter, som også er i farezonen, er Ulysses (undersøgelser af solen), Geotail, Wind og Polar (spore interaktion mellem hændelser på solen og deres effekt på jorden), FAST (studere jordens aurora) og TRACE (undersøge solens atmosfære og magnetiske felter).