mboost-dp1

unknown

Unge mænd henter flest film fra nettet

- Via Politiken - , redigeret af hfp

Ifølge en undersøgelse, lavet af det amerikanske analyseselskab NPD, er det unge mænd, der henter flest film lovligt fra nettet. 80% af filmene bliver hentet af mænd og de fleste af dem er under 45 år. Det var den samme tendens man så med musik for nogle år siden.

Undersøgelsen viser også, at når det kommer til lovlig download af musik, er der næsten ingen forskel på, om det er mænd eller kvinder.

unknown

Nintendo DS sælger meget bedre end forventet

- Via Ars Technica - , redigeret af hfp

Nintendo anslog til at starte med, at de ville sælge godt 1 million af deres nye DS håndholdte spillemaskiner i dette år. Det viste sig hurtigt at dette tal var alt for lavt sat.

Deres næste estimat blev en fordobling til 2 millioner enheder, men det viser sig nu heller ikke at holde. Lige nu tror Nintendo at salgstallet bliver 2,8 millioner stk. inden udgangen af i år.

For at imødekomme den store efterspørgsel, har Nintendo sat en ekstra fabrik til at producere den populære spillemaskine. Den store succes lægger pres på Sony der kun har godt 200.000 PSP enheder klar, når salget i Japan starter den 12. december.

unknown

Dell vil udvide produktionen i Europa

- Via The Register - , redigeret af Net_Srak

Det går godt for Dell, så godt at de nu er ved at kigge efter et sted hvor de kan bygge en ny fabrik.

De nuværende fabrikker i Irland producerer tusindvis af computere, bærbare og servere om dagen, men det er altså ikke nok. Derfor vil Dell udvide kapaciteten, men denne gang er det sandsynligvis ikke i Irland.

Behovet kommer efter at Dell i det seneste år, har haft en fremgang på ikke mindre end 30 % i Europa. Kilder i branchen regner med at fabrikken vil blive lavet i et østeuropæisk land, hvor lønudgifterne er lavere.

unknown

Sikkerhedshul i alle større browsere

- Via Secunia - , redigeret af Pernicious

Secunia har fundet en fejl i stort set alle kendte browsere, som fungerer ved at forfalske pop-up’s på “sikre” sider.

Dette er specielt attraktivt for Phishing miljøet, da de kan udnytte det til at lave en pop-up hos en bank således at kunden snydes til at sende informationer til “Crackeren” og ikke banken.

Secunia advarer samtidigt mod 2 nye sårbarheder fundet i Internet Explorer, hvor uønskede personer kan tilgå lokale ressourcer.

unknown

Ny Command & Conquer Red Alert på vej

- Via Hindk@rs HP - , redigeret af Net_Srak

Mark Skaggs fra Electronic Arts har i en nyhedsmail til C&C fans fortalt, at der er et nyt spil på vej i Red Alert serien.

Det er det samme hold, som har lavet de tidligere spil i serien, der også laver det nye spil. Det vil ligesom C&C Generals benytte Sage grafikmotoren, dog i en kraftig forbedret udgave.

Der er stadig intet info at finde om spillet på EAs’ hjemmeside, og der er heller ingen antydninger om, hvornår spillet ventes færdigt.

unknown

Pas på – varme fra bærbare farlige for fertiliteten

- Via News.com.com - , redigeret af Net_Srak

En undersøgelse lavet af forskere på et amerikansk universitet viser, at varmen, der bliver genereret af bærbare computere, kan øge temperaturen i pungen og dermed potentielt påvirke sædtallet negativt.

I undersøgelsen fandt man ud af, at bare position mænd sidder i, når de vil balancere en bærbar på skødet, øger temperaturen i pungen med op til 2,1 grader. Varmen fra den bærbare computer øger temperaturen med yderligere 0,7 grader, og det betyder en potentiel varmeøgning på 2,8 grader.

Tidligere undersøgelser har vist, at generelt set så kan en øgning på 1 grad af temperaturen i pungen reducere sædtallet med op til 40 procent.

unknown

Disney vil bruge Blu-ray

- Via News.com.com - , redigeret af Pernicious

Vi har tidligere omtalt, at New Line Cinema, Paramount Pictures, Universal Pictures, og Warner Bros. Studios havde valgt HD-DVD til at efterfølge DVD.

Nu har Disney meddelt, at deres film vil benytte Blu-ray, som er konkurrenten til HD-DVD. Det betyder, at man på et tidspunkt vil kunne få film fra Buena Vista Home Entertainment på Blu-ray-skiver. Det gælder også nogle af filmene fra Walt Disney Home Entertainment, Hollywood Pictures Home Video, Touchstone Home Entertainment, Miramax Home Entertainment, Dimension Home Video og Disney DVD.

Disney får en bestyrelsespost i Blu-ray Disc Assoiciation, som udvikler og markedsfører formatet. På nogle af de andre poster finder man blandt andet af Sony, Dell og Hewlett-Packard.

MGM og Sony Pictures har tidligere valgt at bakke op om Blu-ray, og nu altså også Disney.

unknown

Emails med fortrolige oplysninger skal krypteres

- Via Comon - , redigeret af Net_Srak

Datatilsynet har meddelt, at det for offentlige myndigheder ikke er tilladt at sende emails med indhold af følsom eller fortrolig karakter, uden at emailen er krypteret. Man kan f.eks. bruge den digitale signatur til at kryptere en email. Hvis emailen bliver sendt inden for et lokalt netværk, gælder kravet dog ikke.

Desuden må et offentligt e-post system nu kun indeholde fortrolige eller følsomme oplysninger, hvis autoriserede brugere er de eneste, der kan tilgå disse data. Disse autoriserede brugere må kun få adgang til deres emails vha. password.

Udover dette er det også blevet fastslået, at emails kun må gemmes af offentlige myndigheder i længere tid, hvis man benytter et system, der opfylder logningskravet.

unknown

Reklamer i spil

- Via Rethink - , redigeret af tmathiasen

Firmaet Rethink har i deres artikelserie “Faultline” set på det nye reklamekoncept, som firmaet Massive Inc. er ved at indføre i spil. De ser specielt på den økonomiske side af sagen, men kommer også ind på den tekniske del.

Massive har lavet et system, hvor de i samarbejde med spilfirmaer kan tilbyde reklameplads i spil. Baggrunden er at flere og flere mennesker bruger en væsentlig del af deres tid på spil, hvorfor de ikke “udsættes” for reklamer via de almindelige informationsveje, primært TV.

Massive har allerede tegnet eksklusivaftaler med flere store spilproducenter, og de første spil med systemet er på vej. Flere af de helt stor firmaer som EA, Activision og specielt Sony har ikke lavet nogle aftaler endnu. Det kan bl.a. skyldes den måde Massive Inc. udformer deres kontrakter på, hvor de nærmest binder spilproducenterne til sig og reelt set ville skabe et monopol, hvis alle skrev kontrakt med Massive. Det skyldes, at en spilproducent, der ønsker at opsige en kontrakt, vil miste alle reklameindtægterne for de spil, der blev lanceret med Massive systemet, da adgangen til reklamesystemet naturligvis lukkes. Massive Inc. regner derfor med, at når de først har en spilproducent i folden, så smutter de ikke igen af frygt for at miste penge.

I Europa lanceres reklamesystemet marts næste år.

unknown

Hastighedsrekord for trådløs datakommunikation

- Via PhysOrg.com - , redigeret af tmathiasen

Det er lykkedes Siemens Communications at opnå en hastighed på 1 Gbs i deres laboratorier for trådløs kommunikation. Resultatet blev opnået med et såkaldt ‘intelligent antenne system’, der bestod af tre antenner til at sende med og fire til at modtage med. Systemet bruger en kommunikationsmetode kaldet “Orthogonal Frequency Division Multiplexing” eller OFDM.

Ved at bruge dette system, er det muligt at sende og modtage flere signaler på en gang over samme kanal og frekvens. Metoden har været kendt i længere tid, men har ikke været brugt meget, da det kræver væsentlig CPU kraft at samle signalerne igen i realtime. Siemens har løst dette problem ved at lave nye og mere effektive algoritmer, der kan håndteres af allerede eksisterende hardware.