Imens vi lige er begyndt at glæde os over, at man nu kan købe dual-lags DVD-brændere, så er japanerne meget længere fremme. Den 1. august vil Panasonic starte med at sælge deres dual-lags Blu-Ray kompatible videomaskine, DMR-E700BD.
Der kan være 50GB data på en skive, og det er nok til at optage 4,5 timer i bedste HDTV kvalitet (23Mbps) eller op til 63 timers almindeligt analogt fjernsyn. Har man mindre behov, kan den også optage på DVD-R og DVD-RAM medier.
Prisen bliver forholdsvis moderat og vil være på 300.000 Yen på introduktionsdagen, eller godt 17.000 kroner. En 50GB skive vil koste 7.500 Yen, hvilket er godt 425 kroner.
Man skal dog være tålmodig, hvis man ønsker at købe en i Europa. HDTV er nærmest ikke eksisterende herhjemme, og derfor er der heller ikke noget marked for videomaskinen. Eksperter mener, at julehandlen i 2005 eller måske verdensmesterskabet i fodbold 2006 er gode bud på, hvornår den vil komme.