Den japanske telegigant NTT, har fremvist en prototype på et holografisk lagringsmedie der er på størrelse med et frimærke (25×25 mm). Mediet som NTT kalder Info-MICA, rummer pt. 1 GB og forventes i en størrelse der svarer til et SD-kort, senere at kunne rumme 25 GB.
Prototypen indeholder 100 lag, der alle bliver beskrevet og læst ved hjælp af en laser, i et lille tilhørende ‘drev’. Mediet er lavet af plastic, og NTT påpeger at det er 100% biologisk nedbrydeligt, modsat dagens cd’er og dvd’er.
NTT foreslår selv en lang række anvendelsesmuligheder, alt fra alternativ til flash-medier, til erstatning af cd’er som det mest udbredte musik-medie. Da det er 100% nedbrydeligt og billigt at fremstille, kan det med den rigtige læser, evt. også anvendes som erstatning for aviser og dagblade.
De første drev og tilhørende medier vil komme i handlen til næste år, der vil blive tale om en 1 GB model. Prisen på drevet er ukendt, men et medie forventes at koste 5,50 til 11 kroner.
Links til billeder af drev og medie kan findes i bunden af pressemeddelelsen.