mboost-dp1

Apple

Apple dømt til at betale $500 millioner til patent-haj

- Via Bloomberg - , indsendt af arne_v

VirnetX Holding Corp., ofte kaldet en såkaldt patent-haj, har fået tilkendt 502,6 millioner dollars i en patent-sag mod Apple.

En jury i Texas siger, at Apple har forbrudt sig på patenter vedrørende sikker kommunikation, der bruges i blandt andet iMessage og Facetime.

Det er den seneste udvikling i en otte år lang sag.

VirnetX’s aktier steg 44 procent efter dommen.

Virksomheden er en såkaldt patent-haj, fordi deres indtægter næsten udelukkende kommer fra patent-sager. Det var også tilfældet i 2010, hvor de fik tilkendt 200 millioner dollars i en sag med Microsoft.

Den årelange sag er dog ikke slut endnu, da afgørelsen stadig kan appelleres, fordi Patent Trial and Appeal Board tidligere har dømt patenter ugyldige, hvis de er en del af sager hos US Court of Appeals for the Federal Circuit.

Et andet problem for patent-hajer som VirnetX er, at den amerikanske højesteret i 2017 gjorde således, at patent-ejere ikke længere kan vælge, hvor de vil lægge sag an henne.

De fleste patent-hajer har nemlig tidligere valgt en by som Marshall i Texas, hvor der er gode chancer for at vinde sagen – her bliver hele 25 procent af patentsager ført.

Skype

Microsoft bekræfter crash-fejl i 32-bit version af Skype for Business

- Via The Register - , indsendt af Ufomekaniker

Micrsoft har bekræftet, at 32-bit-versioner af Skype for Business er tilbøjelige til at crashe. Fejlen bliver desuden ikke nem at fikse.

Problemet ligger i 32-bit-versionen af Windows, der er begrænset til at bruge 4GB RAM i alt og 2GB RAM pr. app.

Når man så bruger Skype og enten har flere vinduer åbne eller deler skærme med andre i et stykke tid, så rammer appen hurtigt muren på 2GB RAM, og programmet crasher.

Såkaldt ‘application sharing’ er specielt et problem, fordi appen skal kende til hver en pixel på alle skærme i brug, da appen kan blive flyttet rundt.

Derfor er en løsning på den del af problemet at skifte fra application sharing til desktop sharing.

En mere udførlig løsning bliver svær at udføre, da problemet ligger i 32-bit-arkitekturen i Windows.

For mange vil den mest praktiske løsning være at opgradere til en 64-bit-version af Windows, hvis ens computer kan klare det.

Amazon

Amazon-patent lader Echo-højtalere lytte til samtaler

- Via BBC -

Amazon har taget patent på teknologi, der kan lytte til hele samtaler og udvælge nøgleord om, hvad en person kan lide og ikke kan lide.

Det er et patent, der nemt kan bruges i kombination med deres Echo smart-højtalere til at lytte efter, hvad brugerne kan lide med det formål at kunne målrette reklamer efter dem.

Normalt ‘vækkes’ smarthøjtaleren og den kunstige intelligens kun ved ordet “Alexa”, men patentet tager altså udgangspunkt i hele samtaler, hvor der lyttes efter nøgleord som “like” og “love”.

Amazon benægter selv, at de skulle lade smarthøjtalerne lytte til deres brugeres samtaler for at målrette reklamer. De siger, at de har indbygget flere lag af privacy i deres Echo-højtalere.

I forhold til patentet siger de, at de, ligesom mange andre virksomheder, tager patent på en række fremsynede teknologier, der kan udnytte ny teknologi fuldt ud.

Twitter

To ud af tre links på Twitter udsendes af bots

- Via CNET -

Ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center kommer to ud af tre links på Twitter fra bots.

Twitter er ellers gået ind i kampen imod både PornBots og russiske bots – det vil sige falske automatiserede kontoer på Twitter.

Pew har baseret deres undersøgelse på over en millioner tweets henover nogle måneder i 2017. De har fokuseret på links til 2.315 af de mest populære sider.

66 procent af de delte links kommer altså fra bots.

De 500 mest aktive, formodede bot-kontoer udgjorde 22 procent af de pågældende links til de populære sider. De 500 mest aktive menneske-kontoer udgjorde seks procent af de pågældende links til de samme sider.

Man fandt ikke tegn på politisk partiskhed i de formodede bots.

Wikimedia

Retro Windows 10: Microsoft udgiver kildekode til Windows 3.0 File Manager

- Via TechCrunch - , indsendt af Ronson ⅍

Microsoft har udgivet kildekoden til deres gamle Windows 3.0 File Manager fra 1990’erne.

Koden kan hentes på Github og kan bruges med Windows 10.

Den gamle File Manager bruger et såkaldt multiple-document interface til at vise flere mapper i et vindue.

Denne interface-stil er Microsoft siden gået bort fra, men det var standarden i næsten et årti med Windows.

Amazon Web Services

AWS åbner kontor i København: Kun første skridt for Amazon

- Via Børsen -

Amazon Web Services er med deres abonnements-baserede cloud-løsninger den mest indbringende del af Amazon.

De vil nu åbne et kontor i Danmark med henblik på dansksproget support til danske Web Services-kunder.

Den danske afdeling af Amazon Web Services skal drives af hollænderen Guido Bartels. Han fortæller, at afdelingen er en del af en større satsning i Danmark og er kun første skridt for Amazon.

Alt dette passer godt sammen med rygter fra sidste måned om en dansk lancering af Amazons netbutikker.

SXC - GiniMiniGi

Ekspert om lukning af FM-radio: DAB-signaler halter bagefter på lydkvalitet

- Via Ingeniøren -

Regeringen har planer om at slukke for FM radio-signalet inden 2021, hvilket har ført en del kritikpunkter med sig – heriblandt prisen på udskiftning af bilradioer.

Men den 77 år gamle FM-teknologi leverer på nuværende tidspunkt også stadig bedre lydkvalitet end DAB-signalet gør. Det mener Knud Erik Skouby, der er professor ved Aalborg Universitets Center for Kommunikation, Medier og Informationsteknologi.

Han siger, at DAB-signalet er kodet for hårdt, hvilket betyder, at DAB-kanalerne udsendes med væsentligt lavere bitrater, end det er nødvendigt for at leve op til FM-signalets lydkvalitet.

Hovedparten af DAB-kanalerne sendes i dag med en bitrate på 88 kbit/s og musikkanaler som P2 sendes ofte i en lidt højere bitrate som 128 kbit/s i P2’s tilfælde.

Knud Erik Skouby fortæller, at DR selv lovede en bitrate på 192 kbit/s til musikkanalerne, men er endt med at bruge 64 kbit/s i de fleste tilfælde.

Et svensk forskningsprojekt fra 2013 viser, at for DAB+ bør bitraten ikke være lavere end 192 kbit/s for at være sammenlignelig med et FM-signal.

Med den nuværende ‘hårde kodning’, og dermed lave bitrater, så har man plads til 18 landsdækkende stationer mod FM-nettets fem nationale kanaler. Højere bitrater betyder også færre stationer.

flickr - Andrew Feinberg

Zuckerberg til høring: Vi sporer også folk uden Facebook

- Via The Verge -

Anden runde af Mark Zuckerbergs høringer om Cambridge Analytica-skandalen fandt sted i Repræsentanternes Hus. Her blev Facebook-chefen udspurgt om deres tracking af brugere og ikke-brugere.

Zuckeberg bekræftede her, at Facebook også sporer personer, der ikke har en bruger på Facebook – såkaldte ‘skygge-profiler’.

Ikke-brugerne spores ifølge Zuckerberg primært af sikkerhedsårsager for at forhindre personer i at indsamle informationer på tværs af Facebooks sider.

Skygge-profilerne gør også Facebook i stand til at anbefale venner til en, når man så melder sig ind som bruger på Facebook.

Dette er selvfølgelig et problem, da man ikke har sagt ja til, at Facebook indsamler data om en, hvis man ikke har en Facebook-bruger.

Hvis man gerne vil have adgang til de data, Facebook har om en, er den eneste udvej tilsyneladende at melde sig som bruger på Facebook.

Flickr - Elbpresse.de

Ransomware-angreb fordoblet på et år: Nu hyppigste form for IT-angreb

- Via newz.dk -

Det seneste år er antallet af ransomware-angreb fordoblet.

Ransomware indgår således nu i 39 procent af alle malware-relaterede angreb, hvilket gør ransomware-angreb til den hyppigste form for cyber-angreb.

Det viser Verizons omfattende Data Breach Investigations Report, der i år udkommer for 11. gang.

Ransomware-angreb er steget fra at være den fjerde-mest hyppige form for it-angreb i sidste års rapport. I 2014 lå ransomware-angreb helt nede på en 22. plads

Rapporten viser yderligere, at det er medarbejderne, som oftest er skyld i, at en virksomhed får kompromitteret deres data fra et ransomware-angreb. Således bruges e-mails i 96 procent af ransomware-angreb.

Samtidig er risikoen for, at en virksomhed får stjålet data via ‘sociale angreb’ på medarbejdere tre gange højere, end det er tilfældet via egentlige sikkerhedshuller. Derfor bør man fokusere mere på at undervise medarbejderne i datasikkerhed.

Organiserede kriminelle står bag 50 procent af de analyserede ransomware-angreb. Det var også tilfældet i den amerikanske by Atlanta for nylig, hvor byens systemer blev lukket ned med krav om en bitcoin-løsesum.

Google Inc.

Politisk ønske om data-etisk råd

- Via dr.dk -

Alternativet ønsker, at Danmark får dannet et data-etisk råd specifikt til problemstillinger omkring emner som kunstig intelligens og dataindsamling.

Formanden for Det Etiske Råd mener, at det er en god idé.

Alternativets retsordfører, Josephine Fock, fortæller, at et data-etisk råd skal fremme gennemsigtighed og offentlig debat på området samt sikre, at borgernes informationer ikke bliver delt mere end højst nødvendigt.

I sådan et råd kunne sidde faglige eksperter, politikere, forbrugerorganisationer og menige borgere.