mboost-dp1

Pxhere

Facebook giver brugerne mere kontrol over egne data

- Via TV 2 Nyhederne -

Efter både Cambridge Analytica-skandalen og mere specifikt skandalen omkring indsamling af brugernes SMS- og opkaldsdata med mere, så fortæller Facebook nu, at de vil give brugerne mere kontrol over egne data.

Den kontrol kommer ved, at Facebook gør det hurtigere og nemmere at få slettet data og at få downloadet ens egne data.

Facebook siger, at de har hørt højt og tydeligt, at privatlivsindstillinger og lignende vigtige redskaber er svære at finde og navigere i.

Derfor vil brugerne rent praktisk få en ny genvej til at navigere igennem deres privatlivsindstillinger. Det, der før var spredt over omkring 20 skærme, samles nu et sted.

Facebook vil desuden i de kommende uger opdatere deres datapolitik og servicebetingelser, så brugerne fremover vil blive bedre informeret om, hvilke data der indsamles, og hvad de bruges til.

Uber

Efter dødsulykke: Test af selvkørende Uber-biler suspenderes

- Via TV 2 Nyhederne -

En fodgænger blev i sidste uge kørt ihjel af en selvkørende Uber-bil. Nu har Arizonas guvernør suspenderet Ubers ret til at teste selvkørende biler i staten.

Det har guvernøren besluttet blandt andet efter at have set videoen af ulykken, som politiet i Arizona for nyligt frigav på Twitter.

Guvernøren finder optagelserne alarmerende og sætter spørgsmålstegn ved, om Uber nogensinde skal have lov til at teste selvkørende biler i staten igen.

Eksperter, der har set videoen, fortæller, at bilens sensorer burde have opfanget kvinden og stoppet i tide.

Samtidig har Uber udtalt, at de ikke vil forny deres licens til at teste selvkørende biler i staten Californien, der ligesom Arizona er et populært sted at teste selvkørende biler.

huawei

Huawei annoncerer Porsche-telefon til 2.100 dollars

- Via The Verge -

Foruden en officiel lancering af Huawei P20 Pro, hvor vi nu har fået bekræftet rygterne om blandt andet tre kameraer, så har Huawei nu også annonceret et andet flagskib, nu med Porsche-design.

Der er tale om super-telefonen Huawei Porsche Design Mate RS til en startpris på cirka 2.100 dollars – eller med andre ord mere end det dobbelte af en iPhone X, der startede med en amerikansk pris på 999 dollars.

Ligesom P20 Pro har den tre kameraer på bagsiden, hvor et af dem er 40-megapixel, men dertil kommer to fingeraftrykslæsere; en bag på og en inde i telefonens 6-tommers OLED-skærm.

Den billigste version af Mate RS til 2.100 dollars kommer med 256 GB lagerplads, men man kan også købe en version med 512 GB lagerplads til cirka 2.600 dollars.

Derudover er meget af indmaden i Mate RS det samme som i en Huawei P20 Pro eller den ældre Mate 10 Pro. Den har således 6 GB RAM, en Kirin 970-processor og et 4.000 mAh batteri.

 

Apple

Apple lancerer ny iPad rettet mod klasseværelset

- Via TechRadar -

Apple har officielt annonceret og udgivet deres nye 9,7″ iPad – målrettet lærere og elever.

Navnet er bare iPad. Én af denne tablets nye funktioner er, at den virker sammen med den 100 dollars dyre Apple Pencil, som før var forbeholdt den dyrere iPad Pro.

Man kan også i stedet købe en Logitech Crayon til 50 dollars.

Design og display er det samme som Apples iPad fra sidste år, det vil sige 9,7 tommer og med en opløsning på 2048 x 1536.

Den nye iPad er blevet udstyret med Apples A10 Fusion-chip, bedst kendt fra iPhone 7 og 7 Plus, i stedet for A9-chippen fra sidste års model.

Det er dog en mindre kraftig chip end A10X, der findes i de nyeste iPad Pro-tablets.

Den nye iPad er allerede til salg til en amerikanske pris på 329 dollars for en 32 GB-version kun med Wi-Fi forbindelse.

I USA giver de endda en rabat på 30 dollars til skoler.

flickr - Andrew Feinberg

Mark Zuckerberg skal vidne for den amerikanske kongres i data-skandale

- Via CNN -

Facebook-chefen Mark Zuckerberg har angiveligt sagt ja til at vidne i den amerikanske kongres i den omdiskuterede sag, hvor dataselskabet Cambridge Analytica udnyttede 50 millioner intetanende Facebook-brugeres data.

Det sker efter en række lovgivere verden over har bedt den 33-årige chef om at vidne i sagen. Det er første gang, Zuckerberg skal vidne i kongressen.

Han skal vidne for The House Energy and Commerce Committee på en endnu ubestemt dato. De har vurderet, at Zuckerberg er den mest velegnede person hos Facebook til at vidne i sagen.

Zuckerberg har for nyligt afslået en invitation fra det Britiske Parlament og tilbød i stedet at sende Facebooks Chief Product Officer, Chris Cox.

Mad Mike Hughes

‘Flat-earther’ flyver 500 meter op i luften med raket: Jorden er stadig flad

- Via TechSpot -

‘Flat-earther’ Mike Hughes har længe forsøgt at få en raket i luften for at kunne bevise, at Jorden er faktisk er flad som en frisbee.

Han har nu fløjet højere end 500 meter op i sin hjemmelavede damp-raket. Det var dog ikke højt nok til at få ham til at skifte mening.

Hughes tror nemlig stadig på, at Jorden faktisk er formet som en frisbee.

Problemer med Bureau of Land Management tvang den 61-årige limousinechauffør til at bygge en bedre affyrings-rampe af en gammel campingvogn. Han udførte således affyringen i Mojave-ørkenen i Californien, som man kan se i videoen nedenfor.

500 meter var ikke nok til at bekræfte hans teori om Jordens form, men medie-stuntet gør, at Mike Hughes håber, at han kan skabe opmærksomhed og penge nok til en reel rum-affyring.

Wikimedia

Efter Facebook-skandale: Apple-chef kræver mere regulering af privat-data

- Via Bloomberg -

Apples-chefen Tim Cook kræver nu mere regulering og sikkerhed i forhold til private data.

Det sker, efter dataselskabet Cambridge Analytica er blevet afsløret i at udnytte millioner af Facebook-brugeres data til målrettet og manipulerende valgkampagne for Donald Trump.

Cook udtaler, at den her konkrete situation er så alvorlig, at gennemtænkt regulering er nødvendig. Evnen til at finde private data om, hvem dine kontakter er, hvad du kan lide og andre personlige detaljer, bør ikke eksistere, mener Apple-chefen.

Han siger også, at der i mange år har været en bekymring for, at borgerne i mange lande har udleveret private data uden at vide det, og at de data ville blive brugt til at skabe detaljerede profiler af folk. Den bekymring er blevet bevist sand flere gange, siger Tim Cook.

I et interview med CNN fortæller Facebook-chef Mark Zuckerberg overraskende nok, at han ikke er imod regulering af Facebook, så længe det er den rigtige form for regulering.

The Boring Company

Efter flammekaster-succes: Elon Musks Boring Co. laver kæmpe Lego-klodser

- Via engadget -

Elon Musks The Boring Company vil gerne bygge tunneller under storbyer samt deres såkaldte Hyperloop for at lette trafikken. Derfor skal der bruges penge.

Således solgte de først en flammekaster, der hurtigt blev udsolgt. Nu vil The Boring Company sælge store Lego-agtige klodser, der kan bruges til at bygge konstruktioner i naturlig størrelse.

Klodserne er lavet ud af sten, hentet fra virksomhedens bore-aktiviteter og er ifølge Musk selv super stærke, men ikke tunge, da de er udboret i midten.

De store Lego-agtige klodser vil indledningsvis blive solgt i samlesæt, hvor man vil kunne genskabe bygninger fra oldtidens Ægypten så som Sfinksen og pyramiderne.

Derudover skriver Musk på Twitter, at to personer vil kunne bygge de ydre mure af et hus på en dags tid.

Hvornår klodserne bliver sat til salg, vides endnu ikke, men ifølge Musk er det snart.

Flickr - Rich3591

Ny HTTPS-standard godkendt: Mere sikkert og hurtigere

- Via Bleeping Computer - , indsendt af arne_v

Organisationen, der godkender internet-standarder og protokoller, The Internet Engineering Task Force (IETF), har godkendt TLS 1,3, det vil sige den næste version af krypterings-protokollen Transport Layer Security, der bruges i alle HTTPS-forbindelser.

Med version 1,3 kommer således bedre kryptering gennem hashing-algoritmer som ChaCha20 og Poly1305 og derudover mindre forsinkelse i etableringen af forbindelsen imellem klienten og serveren.

Det vil medføre, at TLS 1,3-sider vil loade hurtigere, hvor hastighed netop var et kritikpunkt fra flere virksomheder i deres skifte fra HTTP til HTTPS.

TLS 1,3 skærer også ned på tiden, det tager at loade sider, som klienten før har besøgt.

Samtidig beskyttes der nu også mod hacker-angreb, hvor serveren snydes til at bruge en ældre version af krypterings-protokollen.

Godkendelsen af TLS 1,3 kommer efter fire års diskussioner og 28 protokol-udkast, hvor den 28. version blev godkendt enstemmigt af IETF.

 

Pxhere

De amerikanske myndigheder går ind i Facebook-skandale

- Via cnbc -

Det uafhængige regerings-organ The Federal Trade Commission (FTC) er officielt gået ind i Facebooks data-skandale, hvor dataselskabet Cambridge Analytica har udnyttet data fra 50 millioner Facebook-brugere til at få Trump valgt som præsident i 2016.

Facebook havde underskrevet en aftale hos FTC i 2011, hvor der står, at Facebook skal underette deres brugere, hvis deres private data bruges i andre sammenhænge, end det der står beskrevet i Facebooks privatlivs-vilkår.

Den aftale har Facebook muligvis brudt, hvilket kan føre til bøder på op til 40.000 dollars pr. overtrædelse af aftalen, hvilket i teorien kan blive ekstremt dyrt for Facebook.

En talsmand fra Facebook fortæller, at de sætter pris på muligheden for at kunne svare på de spørgsmål, som FTC måtte have.

Facebooks aktier er faldet 13 procent siden sagen kom frem – og nu yderligere omkring seks procent efter FTC er gået ind i sagen.