Thomas Steg var chef for eksterne relationer og bæredygtighed hos Volkswagen, men er blevet suspenderet, efter det er kommet frem, at Volkswagen og Daimler har testet effekten af dieseludstødning på 10 aber.
Steg har selv valgt at lade sig suspendere, da han godt kendte til forsøgene, men ikke informerede den daværende direktør, Martin Winterkorn.
Forsøgene fandt sted i 2014 i New Mexico, hvor aberne blev låst inde i glasbure og indåndede udstødningsgasser, imens de blev beroliget med tegnefilm.
Formålet var at bevise, at Volkswagens Beetle ikke forurenede lige så meget som tidligere.
Et par dage efter abe-forsøgene kom frem, blev det afsløret, at der ligeledes blev udført forsøg med dieselgasser på frivillige forsøgspersoner i Tyskland imellem 2012 og 2015.
Forsøgene blev bestilt af Den Europæiske Sammenslutning for Miljø og Sundhed i Transportsektoren (EUGT), der var et privat institut, som Volkswagen, BMW og Daimler stod bag. Det blev lukket i juni sidste år.
Volkswagen understreger, at de er imod al form for dyremishandling og fortæller, at de vil undersøge, hvem der stod bag forsøgene.