mboost-dp1

Bitcoin.com

Fagforbund kritiserer Nordeas kryptovaluta-forbud

- Via dr.dk -

Nordea har indført et kryptovaluta-forbud for deres 31.000 ansatte, der træder i kraft d. 28. februar. Den beslutning kritiserer de to fagforbund Djøf og Finansforbundet, der organiserer størstedelen af Nordeas ansatte.

Fra Finansforbundet lyder det, at det er en overreaktion, hvis beslutningen er taget for at beskytte ansatte mod at investere i kryptovaluta eller begå kriminalitet uden at vide det.

Djøf sætter ligeledes spørgsmålstegn ved beslutningen, da det ikke er ulovligt at spekulere i kryptovaluta i Danmark.

Nordeas kommunikationsdirektør, Stine Green Paulsen, forsvarer forbuddet med et argument om, at kryptovalutaer ikke er underlagt de samme regelsæt som traditionelle finansmarkeder.

På samme måde har Nordea heller ikke noget problem med ansatte, der bruger penge på kasinoer, da det er et gennemreguleret marked.

Hvis køb og salg af kryptovaluta var reguleret af myndighederne, ville Nordea tillade deres ansatte at handle med kryptovaluta.

Både Djøf og Finansforbundet vil overveje juridiske skridt, hvis en overtrædelse af forbuddet imod kryptovalutaer resulterer i en fyring.

Liberal Alliance

Liberal Alliance vil ændre lovforslag om genbrug af data til overvågning

- Via Politiken -

Justitsminister Søren Pape Poulsen er på vej med et kritiseret lovforslag, der gør det muligt for de danske myndigheder at dele og persondata med hinanden. Forslaget skulle træde i kraft d. 25. maj.

Regeringspartiet Liberal Alliance vil nu have ændret lovforslaget, da det er for vidtgående og giver for mange bemyndigelser til justitsministeren og myndighederne.

LA’s retsordfører, Christina Egelund, er derfor gået i dialog med Søren Pape Poulsen.

Uændret ville lovforslaget gøre det muligt for ministeren udelukkende med en bekendtgørelse at give en myndighed adgang til persondata, der er indsamlet af en anden myndighed. Så data, indsamlet til kørekort, kan bruges til at føre kontrol med sociale ydelser.

 

Nvidia

Nvidia: Prioritér gamere frem for miners

- Via TechSpot - , indsendt af modgaard

Både efterspørgslen og priserne er høje på AMD og Nvidias kraftige grafikkort, fordi de ikke kun er velegnet til spil, men også at ‘mine’ efter kryptovaluta som bitcoins.

Derfor anbefaler Nvidia deres samarbejdspartnere, som videresælger til forbrugerne, at de gør, hvad der er nødvendigt for at prioritere Nvidias kerne-publikum, altså gamerne.

I den sammenhæng anbefaler Nvidia, at butikkerne kun sælger to grafikkort pr. kunde, så bitcoin-minere ikke køber en bunke grafikkort med det samme, de kommer på lager.

Nvidia kan dog ikke tvinge deres samarbejdspartnere til noget og kan således kun komme med anbefalinger.

Nvidia forsøger selv at prioritere gamere ved at sælge deres GPU’er direkte på deres hjemmeside.

Hverken AMD eller Nvidia ejer fabrikkerne, der producerer deres grafikkort, så de kan ikke øge produktionen yderligere for at møde den høje efterspørgsel.

Et GeForce GTX 1080 Ti-grafikkort blev i april 2017 solgt for 755 dollars i USA. Den pris er siden steget til 1200 dollars.

Nordea

Nordea forbyder ansatte at købe kryptovaluta

- Via Finans -

Nordea vil indføre et forbud for alle deres 31.000 ansatte, der betyder, at de ikke må købe kryptovalutaer som bitcoin.

Købs-forbuddet træder i kraft d. 28. februar, men kryptovaluta som de ansatte har købt inden den dato, får de dog lov til at beholde.

Nordea anbefaler dog deres medarbejdere, at de ikke ejer kryptovaluta.

Årsagen til forbuddet lyder, at kryptovaluta-markedet er for ureguleret, og at Nordeas medarbejdere kan havne i en uetisk eller kriminel situation uden at vide det.

Nordeas topchef, Casper von Koskull, har også offentligt været kritisk over for bitcoin og kryptovaluta.

Ligesom den danske direktør for Nationalbanken har Koskull sammenlignet bitcoin med tulipanboblen i 1600-tallet, der skabte økonomisk krise i Holland på grund af voldsomt stigende og derefter faldende priser på tulipaner.

Twitter

Twitter går aktivt ind i kampen imod russiske bots

- Via engadget -

Twitter har efter intern efterforskning fundet 3.814 kontoer tilhørende gruppen Internal Research Agency (IRA), der er forbundet med den russiske regering.

Nu vil Twitter maile alle de 677.775 brugere som fulgte, har liket eller retweetet disse bot-styrede kontoer.

I ti uger op til det amerikanske valg i 2016 sendte de 3.814 kontoer 175.993 tweets, hvor 8,4 % af disse var relateret til valget.

Twitter har udover IRA-kontoerne i alt fundet 50.258 russiske kontoer, der lavede valg-relaterede tweets i de samme ti uger op til valget.

Twitter fortæller, at de er blevet bedre til at fange bots, hvor de fandt 60 % flere mistænkelige kontoer sidste måned, end de gjorde i oktober 2017. For koordinerede tweets, for hurtige svar og for regelmæssig timing på tweets er alle faresignaler.

I forbindelse med det amerikanske valg i slutningen af 2016 er både Facebook, Google og Twitter blevet efterforsket, fordi russiske aktører har brugt disse platform til at påvirke befolkningens mening.

Facebook har blandt andet tilbudt deres brugere, at de kunne undersøge, om de har liket en russisk Facebook-side med forbindelse til IRA.

Det vides ikke, hvor mange mennesker der har set et opslag fra en russisk bot på Twitter, men 126 millioner amerikanere er angiveligt blevet udsat for russiske sider på Facebook.

Samsung

Italien undersøger Apple og Samsung for planlagt forældelse

- Via The Verge - , indsendt af Ufomekaniker

Italiens antimonopol-organisation efterforsker både Apple og Samsung for såkaldt ‘planned obsolescence’ eller planlagt forældelse.

De vil således undersøge, om de to virksomheder bruger software-opdateringer til at gøre deres smartphones langsommere over tid, så kunderne vil udskifte deres telefon hurtigere.

Organisationen mener ikke, at Apple og Samsung giver nok information til deres kunder om, hvad deres software-opdateringer rent faktisk gør.

Apple er allerede midt i en sag i Frankrig, hvor de angiveligt bryder fransk lovgivning, der har gjort planlagt forældelse forbudt siden 2015.

Wikimedia

Amazon åbner AI-styret supermarked uden kasser

- Via dr.dk -

Amazon har nu officielt åbnet for deres kasseløse supermarked Amazon Go i hjembyen Seattle.

Her tager man de varer, man vil have, og forlader butikken. Pengene trækkes fra din Amazon-konto.

Det fungerer ved, at man scanner sin Amazon Go-app, når man træder ind i butikken og derfra følger butikkens kameraer og sensorer dig rundt med kunstig intelligens. Dine varer tælles automatisk sammen, når du forlader butikken.

Man kan desuden scanne flere personer med sin app, så hvis du eller dine gæster tager en vare, registreres det på din Amazon-konto til sidst.

Af samme grund skal man altså ikke tage varer til andre, da du i så fald vil betale for det.

Et supermarked af denne type vil kunne skære ned på kassemedarbejdere, men der er stadig personale i butikken, der så hovedsageligt arbejder med opfyldning og kundehjælp.

Teknologien skulle også hjælpe imod butikstyveri, da man formentlig bliver bonnet for de varer, man forsøger at smugle ud.

Amazon har brugt fem år på at udvikle den kasseløse teknologi, men det er på nuværende tidspunkt uklart, hvad næste skridt er med teknologien.

NSA

Trump sikrer 6-årig forlængelse af NSA-overvågning

- Via Reuters -

Trump har skrevet under på at forlænge NSA’s masseovervågning i seks år. Det kommer efter, at Senatet stemte for forslaget i torsdags og Repræsentanternes hus stemte det igennem ugen før.

Således forlænges sektion 702 af ‘The Foreign Intelligence Surveillance Act’ (FISA).

Loven gør det muligt for NSA, uden dommerkendelse, at indsamle data både inden og uden for landets grænser via amerikanske firmaer som Facebook og Google.

Forlængelsen vedtages med minimale ændringer af den nuværende lov.

Loven skulle have udløbet på fredag, men forlænges nu seks år ud i fremtiden.

Det Hvide Hus, amerikanske efterretningstjenester og republikanske ledere i kongressen fortæller alle, at programmet er vigtigt for national sikkerhed og behøver derfor ingen eller kun få ændringer.

 

Intel

Intel lancerer kamera med menneskelignende 3D-syn

- Via engadget -

Intel har lanceret to nye kameraer med 3D dybde-syn, der kan bruges til at give menneske-lignende syn til forskellige maskiner.

D415 og D435 benytter sig af USB-stik samt Intels nye Realsense vision-processor til nemt at give syn til diverse maskiner som droner eller robotter.

De er både lavet til udviklere og producenter, men også teknologientusiaster og undervisere, fordi kameraerne er så nemme at bruge og bare skal sættes til.

D415 har et smalt synsfelt, der erbedst til små ting og præcise målinger. D435 har et bredt synsfelt og er godt til at dække store områder og til at fange objekter i bevægelse.

D415 og D435 har amerikanske priser på henholdsvis 149 og 145 dollars.

Audi

Ny miljø-svindel: Audi tvinges til at tilbagekalde 127.000 biler

- Via Ingeniøren -

Tysklands føderale transportmyndighed Kraftfahrt-Bundesamt (KBA) har bedt Audi om at tilbagekalde 127.000 biler. Det sker, efter man har opdaget software, der snyder med emissionsdata.

KBA har derfor beordret tilbagekaldelse af 127.000 biler af modellerne A4, A5, A6, A7, A8, Q5 og Q7.

Softwaren fungerer tilsyneladende på samme måde som softwaren, der var i Audis moderselskab Volkswagens dieselbiler, som blev afsløret i 2015.

Snyde-softwaren registrerer, når bilen er i et laboratorium og begrænser således emissionen, hvor dette så slås fra, når bilen kommer ud på rigtige veje, hvorfra de udleder mere, end de må.

Audi udtaler, at de nævnte modeller også var en del af de 850.000 køretøjer, de tilbagekaldte tilbage i juli sidste år.

De fortæller også, at motorens kontrolsoftware vil blive gennemset, revideret og sendt til godkendelse hos KBA, som de angiveligt også har samarbejdet med i de seneste måneder.

En Volkswagen-chef blev i slutningen af sidste år dømt for den omfattende svindel med emissionsdata.