mboost-dp1

Google Inc.

Google vil konkurrere med Amazon: Laver smart-højtalere med skærm

- Via The Verge -

Google og Amazon kæmper om markedet for smart-højtalere med indbygget stemmeassistent.

Nu skruer Google op for blusset ved at annoncere, at deres Google Assisent kommer til højtalere fra Bang & Olufsen,  Altec Lansing, Anker Innovations, Braven, iHome, Jensen, Klipsch, Knit Audio, Memorex, Riva Studio, SōLIS, Sony, JBL, Lenovo og LG.

De fire sidstnævnte virksomheder laver desuden smart-højtalere med indbygget skærm foruden Google Assistant. De minder således meget om Amazons Echo Show, som for nylig mistede YouTube på grund af en fejde mellem de to virksomheder.

Disse højtalere er ikke bare en tablet med højtalere og kan således heller ikke køre Android-apps.

I stedet for almindelig Android kører de Android Things, der er Googles styresystem til Internet of Things-produkter som deres Google Home.

Højtalernes forskellige funktioner som billedvisning og YouTube kan ses i videoen herunder.

AMD

Efter PC’er der ikke kan starte: Microsoft stopper AMD-sikkerhedspatches

- Via The Verge -

De store sårbarheder, Spectre og Meltdown, som blev afsløret i sidste uge, forårsager stadig ravage.

Microsoft er således midlertidigt stoppet med at udsende sikkerhedspatches til maskiner med AMD-processorer. Det sker efter flere brugere med ældre AMD CPU’er har klaget over, at deres PC’er ikke kan starte efter opdateringen.

Microsoft lægger skylden på AMD’s dokumentation af deres processorer, der altså i nogle tilfælde ikke passer sammen med virkeligheden, når Microsoft har udviklet systemopdateringer for at beskytte imod Meltdown og Spectre.

Microsoft og AMD samarbejder i øjeblikket på at løse problemet, men indtil videre er opdateringerne sat på pause.

AMD-konkurrenten Intel blev for nylig sagsøgt af forbrugerne på grund af Meltdown-sårbarheden.

Apple Inc.

Apple-aktionærer: Vi må tage ansvar for mobilafhængighed

- Via The Verge -

To Apple-investorer med aktier i it-giganten for to milliarder dollars fortæller i et åbent brev, at Apple bør gøre noget for at bekæmpe mobilafhængighed fra en tidlig alder.

De to investorer, Jana Partner LLC og California State Teachers’ Retirement System, kalder det for et voksende folkesundheds-problem. Derfor bør Apple signalere over for industrien, at det er vigtigt at fokusere på børns sundhed og udvikling.

Aktionærerne mener, at Apple bør investere i eksperter, der skal undersøge børns udvikling og langvarige konsekvenser i forhold til smartphones.

De henviser i den sammenhæng til flere undersøgelser, der viser, at et overforbrug af smartphones og sociale medier, specielt i en tidlig alder, kan have negative effekter for børnene både psykisk og fysisk.

Mobilafhængighed kan bl.a. have indflydelse på børnenes koncentrationsevne og fokus i skolen.

Apple har svaret kort på brevet og fortæller, at de tager deres produkters påvirkning på brugerne meget seriøst, og at de allerede har forældrekontrol indbygget i iOS og planlægger at gøre disse funktioner bedre og mere robuste i fremtiden.

 

Dogecoin

Kryptovaluta-joke er nu alvor med værdi på 10 milliarder kroner

- Via Finans -

Doge er et internet-meme, der er flere år gammelt. Det opstod fra et billede af en japansk Shiba Inu-hund. I slutningen af 2013 blev doge til kryptovalutaen Dogecoin som et joke-eksperiment, der i skrivende stund har en værdi på mere end 10 milliarder kroner.

Alene i december steg kursen på Dogecoin med 400 procent. I weekenden nåede Dogecoin-valutaten tilmed op på en værdi på 12 milliarder kroner.

Stifteren, Jackson Palmer, der forlod Dogecoin i 2015, mener, at det siger meget om kryptovaluta-markedet, at en valuta med en hund som logo, der ikke har haft en softwareopdatering i to år, kan nå så høj en værdi.

Dogecoin bliver hovedsageligt brugt på sociale medier som et form for drikkepenge-system, hvor brugere kan belønne hinanden for fedt internet-indhold i stedet for bare at give ‘likes’ og ‘upvotes’.

Foruden at være populært på sociale medier som Reddit har Dogecoin også andre bedrifter under sit bælte, hvor en af de tidlige af disse er deres indsamling på 30.000 dollars til det jamaicanske bobslædehold.

Samsung

Samsung annoncerer modulært tv på 146 tommer

- Via The Verge -

Til årets CES i Las Vegas har Samsung fremvist et 146 tommers 4K-TV, som de kalder “The Wall”.

Samsung beskriver fjernsynet som modul-baseret, hvilket skulle tillade brugeren at tilpasse størrelsen på fjernsynet til et hvert hjem.

The Wall bruger MicroLED, hvor hver mikroskopisk LED kan udsende lys, hvilket giver flotte farver og en dyb sort ligesom med OLED-fjernsyn.

Det nye tv har ingen kant, og man skulle således med de individuelle moduler kunne bygge et tv med en størrelse tilpasset hvert rum i hjemmet. Samsung vil ikke afsløre, hvor mange moduler der er i det 146 tommer store tv, som de fremviser til CES.

Det rapporteres, at man kan se de individuelle moduler på tæt hold, men når fjernsynet er tændt, kan man ikke se det.

Indtil videre er der kun tale om et koncept, men i løbet af foråret vil de annoncere flere detaljer om en kommerciel udgave af The Wall.

 

Intel

Intel og AMD afslører første samarbejds-chip

- Via engadget -

Intel og AMD er normalt konkurrenter. Men i et nyt samarbejde vil de forbedre gaming-laptops ved at samle RAM, CPU og en AMD grafik-chip i én chip.

Intel løfter således sløret for deres ottende generation CPU med indbygget AMD’s RX Vega M.

Med grafik-chip indbygget frigøres en masse i plads i en laptop, der tidligere skulle have en dedikeret GPU til mere krævende spil, hvilket gør, at man nu kan bygge lettere og mindre gaming-laptops.

Intel indsætter således AMD grafik-chips i deres i forvejen kraftige CPU i deres ottende generation H-serie, der typisk ville blive parret med en dedikeret GPU som NVIDIAS GTX 10-series.

Intel tilbyder to forskellige varianter af AMD’s grafikchip, nemlig RX Vega M GL og RX Vega M GH.

GH-modellen er tiltænkt mindre desktop-maskiner, hvor GL-modellen er til laptops.

GL-varianten har en clock-speed liggende i mellem 931MHz og 1.011MHz, og GH-modellen kører mellem 1.063MHz og 1.190MHz.

Intel

Forbrugere sagsøger Intel for Meltdown-sårbarhed

- Via Version2 -

Googles Project Zero afslørede sidste uge de to sårbarheder Spectre og Meltdown. Nu sagsøges Intel for Meltdown-sårbarheden, der angiveligt kun påvirker Intels x86-64 mikroprocessorer fra 2011 og senere.

Intel sagsøges på vegne af forbrugerne ved distriktdomstole i San Francisco, Eugene i Oregon og Indianapolis i Indiana.

Ifølge søgsmålet gør sårbarhederne i CPU’erne dem uegnede til deres beregnede formål. Forbrugerne kan således kun vælge imellem at købe en ny computer uden sårbar processor eller at leve med en CPU, der enten har store sårbarheder eller formindsket ydeevne.

Meltdown tillader programmer at tilgå den del af hukommelsen, som tilhører styresystemet, hvilket kan indeholde kodeord og andre fortrolige oplysninger.

Siden afsløringen er patches blevet udgivet på mange enheder, hvor nogle af disse har vist sig at mindske processorens ydeevne.

Intel fortalte i sidste uge, at de i slutningen af denne uge vil have udgivet patches til 90 procent af de sidste fem års enheder med Intel-CPU’er, der derfor vil være immune overfor Spectre og Meltdown.

Acer

Acer annoncerer ny Swift 7: Den tyndeste laptop i verden

- Via The Verge -

Acer har afsløret deres opdaterede version af Swift 7 laptop, der nu er endnu tyndere end dens forgænger. Med dens 8,98 millimeter hævder Acer, at de har lavet den tyndeste laptop i verden.

Acer har ikke inkluderet Intels nyeste ottende generation Core i7-processor, men har i stedet brugt syvende generation.

Den tynde Swift 7 har 8GB RAM, 256 GB PCIe SSD-lagring samt indbygget 4G-forbindelse.

Skærmen har 1080p-opløsning og er blevet større end dens forgænger med dens 14 tommer i forhold til den gamles 13,3.

Den nye, tynde Acer Swift 7 udkommer til marts og er i den dyre ende med dens amerikanske startpris på 1.699 dollars.

SXC - theRIAA

Nyfundet primtal er verdens længste med 23 millioner cifre

- Via TechSpot - , indsendt af arne_v

En 51-årig amerikansk mand har for nyligt opdaget et nyt sjældent primtal – der altså ikke er deleligt med andre positive heltal end sig selv og 1. Det nye primtal er mere end 23 millioner cifre langt.

Tallet med de 23.249.425 cifre er på næsten en million cifre mere end den tidligere rekord. Tallet udregnes 2^77.232.917-1 eller forklaret på en anden måde, ved at gange tallet 2 med sig selv 77.232.917 gange og bagefter trække en fra.

Primtallet er så stort, at det ville fylde en helt boghylde med 9.000 sider, eller hvis du skrev et ciffer pr. halve centimer, så ville tallet være 116 km. langt.

Primtallet er nummer 50 af de såkaldte Mersenne-primtal, der er en klasse af sjældne primtal.

Great Internet Mersenne Prime Search (GIMPS) er et projekt, der leder efter de her sjældne primtal og laver software til samme formål.

Jonathan Pace, der fandt det nye primtal, har været frivillig hos GIMPS i 14 år og brugte deres gratis software til at finde tallet.

Det tog seks dages udregninger at finde primtallet for hans PC med en quad-core Intel Core i5-6600 processor.

Efterfølgende er tallet blevet verificeret af fire andre GIMPS-frivillige med fire forskellige programmer og hardware-konfigurationer.

Til de interesserede kan det nye primtal downloades som zip-fil ved at klikke her.

 

 

Ripple

Kryptovaluta: Ripple-stifter er blandt verdens rigeste

- Via TechSpot -

Bitcoin er kryptovalutaen som alle har hørt om. Alligevel var Ripple den kryptovaluta, der procentmæssigt steg langt mest i 2017.

Nu er medstifteren af både firmaet Ripple og kryptovalutaen Ripple (XRP), Chris Larsen, muligvis på vej til at blive en af verdens rigeste personer.

Hvis Chris Larsen solgte de Ripple (XRP), han har, og sin andel i firmaet Ripple, ville han have omkring 60 milliarder dollars, hvilket ville gøre ham til verdens femte rigeste på Forbes liste, kun bagefter Jeff Bezos, Bill Gates, Warren Buffet og Mark Zuckerberg.

Hvis enten firmaets eller kryptovalutaens værdi stiger mere, kan Larsen ende med at skubbe de store it-chefer ned på listen og potentielt ende som verdens rigeste person.

Larsen ejer 17 procent af virksomheden, som arbejder med banker og sikrer, at transaktioner foregår effektivt og sikkert.

Værdien af kryptovalutaten Ripple ligger i skrivende stund mellem tre og fire dollars, hvor den for nylig har været oppe over fire. Markedsværdien for kryptovalutaen Ripple (XRP) er på 130 milliarder dollars.