mboost-dp1

The Apache Software Foundation

Hukommelse på Apache servere blotlagt gennem fejl

- Via Ars Technica - , indsendt af _tweak

En sårbarhed i den vidt udbredte Apache Web Server betyder, at dele af serverens hukommelse kan tilgås af uvedkommende gennem et OPTIONS request.

Under særlige omstændigheder kan man få svar fra serveren, hvor data fra dele af dens hukommelse er med.

Derfor anbefales det også, at man opdaterer sin Apache Web Server . Sårbarheden går under navnet OptionsBleed.

Skype

Saudi Arabien letter på forbud mod Skype og Snapchat

- Via The Verge -

Siden 2013 har det været ulovligt at bruge programmer som Skype, WhatsApp og Snapchat i Saudi Arabien, men nu ophører det forbud.

Landets styre indførte forbuddet af frygt for den kommunikation, som ville strømme via krypterede kanaler – og som derfor ville være svær at overvåge. Men kongedømmet frygter at gå glip af for meget forretning og indkomst fra it-selskaber, og derfor lyder de nye anbefalinger fra den saudiske Kommunikations- og informations-teknologi kommission også, at selskaber skal følge den globale trend og omfavne datanetværket som en vigtig drivkraft for fremtidig indtjening og udvikling.

Dette kan ses som et logisk skridt i en tid, hvor olieprisen er lav, og man derfor leder efter flere indtjeningskanaler.

Metternet

Droner begynder at levere blodprøver i Schweiz

-

Til oktober begynder selskabet Matternet at fragte blodprøver og lignende mellem hospitalsafdelinger i Schweiz. Det er et skridt i planerne omkring et permanent netværk af droner i landet.

For at få dette til at fungere, har Metternet udviklet en ‘Matternet Station’, som dronerne letter og lander fra. Ved landing låses dronen fast og får udskiftet batteriet og aflastet fragten – dette gøres af mennesker. Stationerne kan også håndtere kommunikation med droner, hvis der er kø til ‘landingsbanen’.

Selskabet håber, punktligheden ved den automatiserede levering kan hjælpe hospitalspersonale, som ved kritiske situationer kan stå og vente på leveringer, der er forsinkede på grund af trafik.

Hver ‘rute’ får en eller to droner tilknyttet, og tilladelserne til i det hele taget at flyve over tæt befolkede områder blev givet i marts.

Tesla Motors, Inc.

Tesla arbejder på egen AI-chip med hjælp fra AMD

- Via cnbc -

Tesla har længe ønsket selv at kunne udvikle chip til håndtering af kunstig intelligens i selskabets biler.

Ifølge CNBC skulle man nu være tæt på det mål – med lidt hjælp fra AMD.

Rygterne går på, at Tesla bygger deres chip oven på AMD’s arkitektur og samarbejder med ‘AMD-aflæggeren’ GlobalFoundries for at nå i mål. Tesla har også ansat den tidligere AMD- og Apple-chef Kim Keller til at stå for udviklingen.

Tests af den egenudviklede chip skulle være i gang.

Tesla brugte først chips fra Mobileye til dets Autopilot-software. Men efter en ulykke, hvor føreren af en Tesla mistede livet, gik selskabet over til at samarbejde med Nvidia.

Google Inc.

Google køber HTC’s Pixel-team

-

Holdet bag HTC’s smartphones Pixel og Pixel XL er nu købt af Google til en pris på 1,1 milliarder dollars.

Det berører lidt mere konkret halvdelen af HTC’s 4.000 ansatte i R&D-afdelingen. Samtidigt får Google lov til at bruge en stor del af HTC-udviklede funktioner.

Mobilproducenten understreger, at man fortsat vil udvikle og producere smartphones.

Aftalen er planlagt til at blive afsluttet i begyndelsen af 2018.

unknown

Nyt om lanceringsdato og specifikationer for kommende Intel chipset og CPU

- Via Hot Hardware -

Intels kommende Z390 Chipset skulle efter sigende lanceres i anden halvdel af 2018.

Hardwareproducenten Eurocom er kommet til at oplyse dette i sammenhæng med lidt yderligere informationer omkring kommende processorer, der passer til chipsettet. Det lader til, at der vil komme CPU-versioner med otte kerner og 16-tråde.

Disse bliver direkte konkurrenter til AMD’s Ryzen 7 CPU’er, som også kommer med op til otte kerner og 16 tråde.

Hos Hot Hardware gættes der desuden på, hvor vidt disse otte-kernede CPU’er bliver bygget på Intels nye 10nm+ Ice Lake-arkitektur.

 

Valve Corporation

Steam-hjælpeprogram holder øje med brugeres aktivitet

-

Programmet Steam Inventory Helper bruges blandt andet til at styre køb og salg af Steam-indhold.

Men det lader til, at programmet, der er en extension til Chrome, samtidigt holder et ganske vågent øje med brugeraktivitet. Der skulle blive taget notat af al internettrafik, musebevægelser og interaktion med indtastningsfelter – dog ikke hvad der indtastes.

Al den data samles for at kunne blive solgt til tredjeparts-annoncering.

Dette har ifølge Windows Report fået flere til at afinstallere ikke bare Steam Inventory Helper men også andre Steam-relaterede apps i frygt for, hvad disse programmer indeholder af overvågning.

Microsoft Corporation

Microsoft åbner forudbestillingen af Xbox One X

-

Det skulle blive den mest kraftfulde konsol på markedet, når Xbox One X lander den 7. november. Nu har Microsoft gjort det muligt at forudbestille konsollen til en dansk pris på 3.999 kroner.

Til den pris får man blandt andet en 2,3 GHz, ottekernet CPU, 1,172 GHz Polaris GPU i stand til at levere 6 TFlops, 12 GB GDDR5 RAM, 1 TB harddisk og 4K UHD Blu-ray-drev.

Samtidigt fortæller Microsoft, at flere end 130 eksisterende spil har fået en overhaling, så de kan drage fordel af X’s kræfter – blandt andre Far Cry 5, L.A. Noire, Greedfall og Okami HD.

BAE Systems

Nordjysk afdeling af militær it-virksomhed lukkes

- Via Nordjyske -

Britiske Bae Systems lukker afdelingen i Nørresundby med virkning fra juni næste år. Dermed mister 160 medarbejdere jobbet.

Den danske afdeling af selskabet blev i sommers omtalt i forbindelse med salg af it-overvågningsudstyr, som var blevet solgt til Saudi Arabien, der kendt for undertrykkelse af menneskerettigheder. Derudover gav den den danske stat også tilladelse til salg af lignende udstyr til Qatar og Oman.

Det solgte udstyr skulle kunne overvåge borgeres færden på internettet og læse ukrypterede e-mails og beskeder.

Bae Systems begrunder lukningen med, at man forenkler driften for bedre at kunne betjene kunderne.

 

Ethereum Foundation

Krypto-valuta: Kina strammer – Ethereum vil udvide

- Via The Verge -

De kinesiske myndigheder har ifølge Wall Street Journal besluttet sig for at indføre et omfattende forbud mod det at sælge eller købe krypto-valutaer i landet.

Børser i landet skulle være blevet informeret omkring ændringerne i fredags, hvor de også blev bedt om at komme med informationer omkring kunders bankkonti senest i dag.

Kinas omfattende firewall skulle også gå over til at blokere for besøg til udenlandske børser som amerikanske Coinbase.

I sidste uge lukkede den næststørste Bitcoin-børs i Kina, BTC China på grund af regeringens udmeldinger.

Samtidigt ser skaberen af krypto-valutaen Ethereum, Vitalik Buterin, ganske anderledes på fremtiden. Ifølge Buterin vil Ethereum sammen med andre krypto-valutaer om få år have digital infrastruktur, der kan sammenlignes med Visa i dag.

Derfor vil infrastrukturen også kunne bruges til mange flere ting, end vi ser i dag.