mboost-dp1

Bitcoin

Bitcoin falder i kurs efter lukning af kinesisk børs

- Via Hot Hardware -

Den næststørste Bitcoin-børs i Kina, BTC China, har meldt, at der er lukket for registrering af nye brugere, og at al handel vil stoppe pr. 30. september.

Dette sker efter grundig analyse af udmeldinger fra de kinesiske myndigheder, lyder det. Det har forlydt, at de kinesiske myndigheder har forbudt ‘Initial Coin Offerings'.

Der spekuleres i, om BTC China gør dette for at stå i bedre lys hos myndighederne, der skulle arbejde på en fremtidig struktur, hvor der godkendes en ganske lille gruppe af krypto-børser i landet.

Bitcoin-kursen havde rekordhøjde på mere end 5.000 dollars i begyndelsen af måneden men er nu nede i 3.350 dollars.

I USA langer finans- og bank-koncernen JPMorgan Chase også ud efter alle krypto-valutaer, der ses som værende fusk, som før eller siden vil blive lukket.

Apple Inc.

Lovende benchmarks på Apples A11 Bionic chip

- Via Hot Hardware -

Apples tre nye telefoner kommer alle med en A11 Bionic CPU, som ikke overraskende skulle være både meget kraftigere og mindre strømslugende end forrige generation,

Nu er der kommet resultater af en benchmarktest fra Geekbench. Og hvis resultatet er korrekt, ser A11 ud til at slå alle nuværende Android-CPU’er på markedet.

A11 skulle være bygget på 10 nm FinFET-teknologi, og kommer med to kerner til lette opgaver samt fire kerner til krævende opgaver. De seks kerner kan også bruges sammen på én gang.

Databasen hos Geekbench blev kort før præsentationen af iPhone X, 8 og 8 Plus opdateret med resultater fra en ‘iPhone 10,5’, som formodes at være iPhone X.

Hot Hardware gennemgår resultaterne, der alle går klart i A11’s retning, både ved single core og multi core performance.

Tesla Motors, Inc.

Tesla kommer med lastbil i slutningen af oktober

- , indsendt af PHP-Ekspert Thoroughbreed

Tesla Motors’ plan var i første omgang at fremvise en eldrevet lastbil – Tesla Semi – i slutningen af september, men nu lyder det fra Elon Musk, at de planer er skubet en måned. Den nye dato for fremvisning er 26. oktober.

Morgan Stanley har tidligere vurderet, at en eldrevet lastbil vil være op til 70 procent billigere at holde kørende end de traditionelle dieseldrevne lastbiler. De gisninger er dog svære at sige meget om, da der endnu ikke er mange detaljer omkring lastbilen.

Tesla skulle allerede have fremvist prototyper af lastbilen til lastbil-selskaber, der har kommet med inputs i udviklingsfasen.

Casascius

Al krypto-valuta er fusk, der engang vil blive stoppet

- Via Hot Hardware -

Mens krypto-valutaer svinger i værdi, og GPU-farme miner løs, mener direktøren for den amerikanske finans-koncern JPMorgan Chase, at alle krypto-valutaer er det rene fup, som før eller senere vil blive lukket ned.

Jamie Dimon understregede på en nylig konference, at enhver JPMorgan-handler, der investerer i Bitcoin, vil blive fyret med øjeblikkelig virkning, fordi ‘de er dumme’.

Ved samme lejlighed brugte Dimon sin egen datter som eksempel på dumheden i at investere i krypto-valuta:

‘Min datter købte Bitcoin, kursen steg, og nu tror hun, hun er et geni.’

I sin argumentation nævner direktøren også forlydender om de kinesiske myndigheders mulige stramning af love vedrørende krypto-valutaer som et tegn på, at myndigheder allerede er i gang med at dæmme op for bedrageri.

Lenovo

Lenovo klar med to kraftige workstations

- Via Hot Hardware -

To nye workstations fra Lenovo sigter direkte efter folk med behov for masser af kraft til arbejdet.

ThinkStation P920 er den kraftigste af de to ny maskiner og giver mulighed for at køre med to Intel Xeon Platinum, Gold, Silver eller Bronze CPU’er.

Windows 10 Pro er præinstalleret, og maskinen er certificeret til Redhat Linux. P920 kan håndtere tre Nvidia Quadro GP100 eller P6000 grafikkort, og der er plads til op til 2 TB DDR4 2666 MHz RAM.

Der er plads til 12 interne drev inklusiv to M.2 drev. Strømforsyningen er på 1.400 watt.

ThinkStation p720 har samme mulighed for to Intel Xeon processorer og kommer også med Windows 10 Pro samt Ubuntu. Redhat certificeringen er også på plads.

Der er ‘kun’ plads til to Nvidia Quadro GP100 eller P6000 grafikkort, og grænsen for RAM er 384 GB DDR4 2666 MHz. her får man valget mellem 690 watt eller 900 watt strømforsyning.

Begge modeller kommer på markedet i slutningen af oktober til en pris, der endnu ikke er kendt.

Microsoft

Windows zero-day sårbarhed udnyttet

- Via Ars Technica -

Microsoft lapper nu en zero-day sårbarhed i Windows 10, efter en unavngiven nation har udnyttet sikkerhedshullet til at installere malware til overvågning på en eller flere maskiner.

Det er it-sikkerhedsselskabet FireEye, der beskriver, hvordan malwaren var indbygget i et Worddokument. Ved åbning blev et sikkerhedshul i Microsofts .Net framework udnyttet til at installere overvågningen, der går under navnet FinSpy.

FinSpy er udviklet af britisk-baserede Gamma Group, der sælger pakken af software til regeringer verden over.

Sikkerhedshullet er indekseret som CVE-2017-8759.

Google Inc.

Trumps regulering af selvkørende biler: ikke-bindende anbefalinger

- Via Ars Technica -

Amerikas præsident Donald Trump er klar med visionen for industrien omkring selvkørende biler i dokumentet ‘Automated Driving Systems 2.0’. Der bliver tale om anbefalinger til bilfabrikanterne, teknologiselskaberne og myndigheder i delstaterne.

Helt overordnet er præsidentens holdning således:

This Guidance is entirely voluntary, with no compliance requirement or enforcement mechanism.

Det er altså helt op til industrien at følge eller droppe retningslinjerne.

Det skal nævnes, at den forrige præsident, Obama, heller ikke udstedte andet end anbefalinger for området.

Begge præsidenter har haft den holdning, at stram lovgivning så tidligt i teknologiens udvikling vil kvæle innovationen.

Dokumentet kommer med 12 punkter, som man kan overveje, når man udvikler selvkørende biler – for eksempel overvejelser omkring det miljø, køretøjer skal navigere i, hvordan bilen finder tilbage på sporet efter en fejl, hvordan man vil teste bilens sikkerhed og vigtigheden af sikkerhed i forhold til hackere.

HP

HP lancerer workstation med stor mulighed for opgraderinger

- Via engadget -

Den nye z Workstation-serie fra HP – Z8, Z6 og Z4 – er de kraftigste maskiner fra selskabet indtil nu. Men det er også de mest åbne maskiner i forhold til at kunne opgradere senere hen.

Topmodellen Z8 har 24 RAM-slots med mulighed for op til 3 TB RAM, plads til to Xeon-processorer, dual M.2 SSD og dual Nvidia Quadro Pro grafikkort.

Al den kraft er møntet på de, der arbejder med grafik, 3D simulation, videoredigering op til 8K og lignende.

Z8 kommer blandt andet også med 10 USB 3.1 generation 2 type C-porte og syv PCI-slots i fuld længde og højde (og ni PCI-slots i alt) samt mulighed for Thunderbolt 3.

Til at trække alt dette er der inkluderet en 1.700 watts strømforsyning.

Prisen på Z8 uden CPU, grafikkort, RAM eller harddisk/SSD begynder ved 2.439 dollars.

Z6-priserne begynder ved 1.919 dollars, mens Z4 begynder ved 1.239 dollars.

Z8 og Z6 kommer i handlen i oktober, mens Z4 ankommer i november.

Flickr - John Pavelka

Nordkorea omgår sanktioner via hacket kryptovaluta

- Via Mike Bloomberg -

Det lader til, at det nordkoreanske regime i stigende grad arbejder på at anskaffe bitcoins og andre kryptovalutaer i et forsøg på at kunne omgå handelssanktioner.

Hackere med tilknytning til Kim Jong Uns styre angriber oftere børser for kryptovaluta og relatede websites i Sydkorea. De skulle også have opkrævet bitcoins i forbindelse med WannaCry-angrebet – et angreb Nordkorea er blevet anklaget for at stå bag.

Den stigende kurs på kryptovalutaer samt den ‘manglende’ statskontrol med valutaerne gør det interessant for regimet i forbindelse med at skaffe og hvidvaske penge.

Tesla Motors, Inc.

Undersøgelse: Teslas autopilot mangler sikkerhedsforanstaltning

- Via NY Times - , indsendt af arne_v

‘Operationelle begrænsninger’ spillede en stor rolle, da en Tesla S maj sidste år kørte galt resulterende i førerens død. Det konkluderer formanden for ‘U.S. National Transportation Safety Board’ (NTSB).

Manden i bilen gjorde brug af Teslas Autopilot-system, der fejlede i registrering af en lastbil. Konsekvensen var, at bilen kørte direkte ind i lastbilens side.

Systemet kritiseres blandt andet for ikke at kunne sikre, at føreren af bilen holder øje med vejen, når bilen er i høj fart. Dermed kan trafikanter overlade al styring og kontrol til Autopilot, der kun er tiltænkt som en ‘semi-selvkørende’ løsning.

Tesla vil nu evaluere NTSB’s anbefalinger.