USA, Kina og Indien er langt foran andre lande, når det kommer til at bruge robotter til opgaver, mennesker før har stået for.
Det mener Malcolm Frank, der er leder af strategiafdelingen i Cognizant, et selskab med ekspertise indenfor outsourcing.
Han mener, de tre lande skiller sig ud i kapløbet omkring brug af kunstig intelligens og robotter. Andre steder i verden ser man måske byer eller mindre lande som Estland, der er godt med, men på nationalt niveau vinder de tre, mener Malcolm Frank.
USA har Silicon Valley, og computere er i gang med at erstatte mennesker i landbruget, mens teknologien omkring førerløse biler også tæller med.
Kina har selskaber som Baidu og Tencent, der kan konkurrere med de amerikanske virksomheder i Silicon Valley. Og så støtter det kinesiske styre udvikling og forskning på en måde, der ikke er muligt i USA.
Indiens succes kommer til at bygge på den store outsourcing-industri, hvor tæt på 4 millioner indere er beskæftiget. De leverer teknologi og arbejdskraft til store selskaber som Deutsche Bank, Lockheed Martin, IBM, Microsoft og den amerikanske hær.