mboost-dp1

sxc.hu - simonok

Dårlig samvittighed får ransomware-bagmænd til at undskylde

- , indsendt af Forsmark

I hvad der må siges at være et overraskende skridt, har skaberne bag den såkaldte ransomware ‘Teslacrypt’, lagt deres master-dekrypteringsnøgle ud på deres hjemmeside – tilsyneladende efter at have fået dårlig samvittighed.

Ransomware er en type malware, der krypterer filer på de computere, de inficerer, så filerne ikke kan benyttes. Herefter afkræves ofrene penge for nøgler, der kan låse op for adgang til filerne igen.

Forskere fra sikkerhedsfirmaet ESET havde i nogen tid holdt øje med Teslacrypt og lagt mærke til, at aktiviteten var nedadgående. Det fik en af ESETs eksperter, som går under aliaset BloodDolly, til at kontakte bagmændene bag Teslacrypt via den hjemmeside, som ofre var blevet henvist til for at betale løsepenge for deres filer. Her bad BloodDolly om master-dekrypteringsnøglen, en efterspørgsel som de imødekom ved at lægge den øverst på deres hjemmeside med ordene ‘Projektet er lukket’, ‘vi er kede af det!’

Med denne nøgle var BloodDolly i stand til at lave et lave et program, der kan låse op for alle filer, som TeslaCrypt har låst. Dette kommer blot kort tid efter at firmaet Kaspersky har udgivet et værktøj til at fjerne en anden ransomware, Cryptxxx.

Apple Inc.

Patent antyder fremtidige Apple Pencils med motion sensors

- , indsendt af NeoNmaN

Et patent, offentliggjort på det Amerikanske patentkontors hjemmeside, antyder at fremtidige udgaver af Apple Pencil kan bruges på helt nye måder.

Udover at virke på iPad Pro, vil den også virke med nye Mac Trackpads, men det stopper ikke der. Patentet forklarer, hvordan Pencil vil være forsynet med bevægelsessensorer, så den også kan bruges som 3D mus, som joystick eller til rotationsinput.

Den nye Pencil vil derfor kunne bruges til for eksempel at gribe og rotere indhold på skærmen eller som sværd i et spil, foruden, naturligvis, at kunne fungere som en normal stylus.

SXC - daniel447

En halv million hackere er hacket

-

Nulled.io, der er et hackerforum, er blevet hacket af ukendte gerningsmænd. Dermed er over en halv million brugerkonti nu åbne for enhver, der er interesserede i at kigge med.

Sikkerhedsselskabet RiskBased Security fortæller, at der er lagt en 9.45GB stor SQL-fil ud på nettet med data fra nulled.io.

Dataen indeholder brugernes e-mailadresser og kodeord – heriblandt e-mailadresser fra både den amerikanske og brasilianske stat.

Dataen indeholder også en liste over 5.500 ulovlige køb og salg på nulled.io – f.eks. kreditkortoplysninger.

RiskBased Security gætter i en blogpost på, hvordan hacket er udført:

‘Nulled.IO brugte det IP.Board community forum, er er kendt som IP.b eller IPb. Det lader til, at forumet også kørte et IP.Nexus-Setup til dets køb og salg samt nogle VIP-foraer blandt andet. Vi har ikke bekræftelse af, hvordan hacket er sket… …men med 185 sårbarheder i IP.Board, er det ikke svært at komme med et gæt!’

SQL-dumpet indeholder ud over handler og brugerinformation også 2.2 millioner forumindlæg.

Google Inc.

Google patenterer ‘fluepapir’ på biler

-

Google har fået patent på en ny idé til at reducere skader ved sammenstød mellem biler og mennesker. En klæbende belægning på kølerhjelmen skal fungere som menneskelig fluepapir og forhindre, at fodgængere bliver slynget væk ved sammenstød og dermed får flere skader.

Det klæbende materiale vil ligge under et beskyttende lag for at forhindre, at ting klæber til bilen ved normale køreture.
Idéen kan virke skør, men professor i Human Factors in Transport Safety ved Loughborough Universitet, Andrew Morris, fortæller til BBC, at det godt kan have en effekt.

‘Når en fodgængerulykke sker, bliver personen ofte slynget op på kølerhjelmen, og der kan være skader fra den kontakt, men nogle gange er der ikke,’ fortæller han. ‘Men når en fører bremser op i en kollision, en helt normal reaktion, bliver fodgængeren kastet ned på jorden, og der kan være skader fra det sammenstød.’

Google har endnu ikke sagt, om de planlægger at benytte patentet på deres førerløse biler.

Google Inc.

Google gør klar til egentlig mobil VR

-

Google lægger an til en ny bølge af endnu kraftigere mobiltelefoner, højere opløsning og mere advancerede sensorer, med deres nye virtual reality-initiativ kaldet Daydream – noget vi tidligere har omtalt.

Det er ikke første gang Google forsøger at lave VR på telefonen. I 2014 lancerede de Google Cardboard der, som navnet antyder, er en lavprisløsning i pap.

Daydream bliver mere advanceret, og vil derfor heller ikke fungere på nuværende telefoner, men Google fortæller, at de første telefoner, der understøtter Daydream, skulle komme på det Amerikanske marked til efteråret.

Samsung, LG, HTC, Huawei, ZTE, Asus og Alcatel er alle med på bølgen, mens Sony endnu ikke har annonceret deres planer. Populære Google apps som YouTube, Street View og endda Google Play Store vil være tilgængelige i en VR udgave, og VR apps er på vej fra videotjenester som Netflix og HBO, samt spiludviklere som Ubisoft og EA.

Telefonen fastgøres i et headset, og en controller bruges til navigation og interaktion.

At Google tager 3D grafik på telefoner alvorligt kan også ses i, at Android N vil understøtte Vulkan API’en, afløseren til OpenGL, der også leverer ydeevne helt i top på PC’er.

LinkedIn

117 mio. LinkedIn kodeord til salg

-

For fire år siden blev LinkedIn hacket, og man troede umiddelbart, at 6,5 millioner konti var berørt.

Nu har en hacker ved navn ‘Peace’ dog sat mails og kodeord på 117 millioner LinkedIn-konti til salg. Dataen stammer angiveligt fra det fire år gamle angreb.

Prisen for oplysninger på en LinkedIn-profil er fem bitcoin – der svarer til cirka 14.500 kroner. Det skulle give adgang til al persondata, korrespondancer og andet indhold på profilen.

Databasen med de mange oplysninger skulle indtil nu være blevet holdt inden for en lille gruppe russere, skriver Motherboard.

LeakedSource, der er en søgemaskine, som kræver betaling, skulle også ligge inde med informationerne.

Intel

Intel fyrer 250 i Aalborg

-

Amerikanske Intel stopper alle aktiviteter i Danmark og lukker dermed ned for afdelingen i Aalborg – 250 mister jobbet.

I 2010 købte Intel det tyske Infineon Technologies, der havde udvikling i Aalborg. Det er denne afdeling, der nu lukker.

På verdensplan skærer Intel op mod 12.000 stillinger.

I Aalborg er halvdelen af de 250 medarbejdere, der nu skal finde nyt job, ingeniører. Og ifølge byens borgmester, Thomas Kastrup Larsen, er der gode muligheder for at finde relevant arbejde.

‘Det er super ærgerligt, at Intel lukker, men vi kan se på undersøgelser, at der er rigtig mange virksomheder inden for branchen, der mangler medarbejdere,’ udtaler han til DR.

Derudover håber han, nogle af de videnstunge medarbejdere har mod på at starte egen virksomhed op i regionen.

Den aalborgensiske afdeling har i mange år udviklet software til mobiltelefoner og kort.

SXC - garytamin

Kina barsler med særregler for internettet

-

Der kan komme særregler for håndtering af domænenavne i Kina. Indtil videre har USA alene håndteret den slags.

Derfor er de amerikanske myndigheder da også klare i mælet omkring de kinesiske planer, som de frygter vil fragmentere internettet og ødelægge hele idéen og styrken i nettet.

Planerne går ud på, at internetdomæner skal registreres særskilt i Kina gennem stats-godkendte udbydere.

Dertil skal der indføres forbud mod at registrere wesites med indhold, som de kinesiske myndigheder mener er forbudt.

USA’s internet-administrations ledelse udtaler, at ‘Det er ekstremt vigtigt, at Kina anvender landets magt og indflydelse på en måde, der understøtter den fortsatte udvikling af det globale internet og velstanden i den globale økonomi.’

Samtidigt har bl.a. EU været på banen med en kritik af USA’s egenrådige håndtering af internettet, der i dag varetages af ICANN – ‘Internet Corporation for Assigned Names and Numbers’.

ICANNs rolle som administrator stod oprindeligt til at udløbe sidste efterår, men der er endnu ikke fundet en ny ordning.

Microsoft

Microsoft sælger ‘feature phone’ forretning

- , indsendt af arne_v

FIH Mobile, der er et datterselskab til Foxconn, køber sammen med finske ‘HMD Global Oy’ hele Microsofts flåde af ‘feature phones’.

Prisen er 350 millioner dollars.

Microsoft købte i 2014 Nokia, der på tidspunktet var den største producent af enkle telefoner, der måske nok kan gå på internettet og lignende, men som er langt mindre featurespækkede end smartphones. Nokia var samtidigt et af de få selskaber, der havde satset på Microsofts mobilplatform.

Efterfølgende gik Microsofts CEO, Steve Ballmer, af, og den nuværende CEO, Satya Nadella, skar drastisk ned i Nokias stab. 18.000 stillinger blev fjernet i 2014 og 7.800 i 2015.

Nokia har tidligere på året lovet et comeback til telefonmarkedet.

Dette kan blive understøttet af salget, da HMD Global Oy allerede har underskrevet en licensaftale om at bruge Nokia-brandet på selskabets nye enheder.

Microsoft meddeler, at selskabet vil fortsætte med at udvikle smartphones og det medfølgende Windows 10 Mobile. Lumia-telefoner vil også fortsat blive supporteret.

Mozilla

Firefox overhaler Microsofts browsere på desktop

-

Mozillas browser, Firefox, har med en ganske lille margin overhalet Microsofts to browsere, Explorer og Edge, i markedsandele på desktop. Det melder StatsCounter.

Firefox står i målingen for 15,6 procent markedsandel, mens Internet Explorer og Edge sammenlagt tegner sig for 15,5 procent.

‘Microsoft havde måske forventet et løft i markedsandel som resultat af lanceringen af Windows 10 med Edge, men det er endnu ikke sket,’ udtaler CEO hos StatCounter, Aodhan Cullen.

Alt imens Microsoft og Mozilla ligger i tæt kamp, er Google langt foran med en markedsandel for Chrome på 60,1 procent.