For den nette sum af 106 millioner dollars, eller ca. 550 millioner kroner, har Google været ude og opkøbe fimaet On2, der er specialister i videokomprimering.
On2 står bag en række forskellige codecs, blandt andet VP3, VP4, VP5, TrueMotion VP6, TrueMotion VP7 og VP8, hvor især den førstnævnte vakte en del opmærksomhed for 8 år siden.
VP3 blev i 2001 udgivet som open source, inklusiv alle patenter, hvilket open source-miljøet var hurtige til at udnytte, og det kendes i dag som (ogg) Theora.
Hos On2 har man en lang række kendte virksomheder på kundelisten, heriblandt, Nokia, Skype, Sony, Infineon og Adobe.
Efter bestyrelsen i både Google og On2 begge har godkendt handlen, ventes der nu på accept fra aktionærer og myndigheder. Aktionærerne er blevet tilbudt en konvertering til Google-aktier for en bonus på ca. 60 % over den nuværende aktieværdi for On2-aktier.