Hos ASUS har man netop frigivet et grafikkort, der kun henvender sig til absolutte entusiaster, ikke mindst på grund af prisen, der er på intet mindre end 1.200 dollars.
Der er ikke tale om et professionelt grafikkort, som ellers nemt kan koste mere, men et special-edition gamer-grafikkort. Det indeholder to Radeon HD 5870 GPU’er og er udstyret med ikke mindre end 4 GB GDDR5 hukommelse.
Til at køle GPU og RAM er der monteret en kæmpe køler lavet i kobber, som får grafikkort til at veje hele 5 pund, eller 2,27 kilo. Køleren er så stor, at grafikkortet optager tre pladser på bundkortet.
Køber man grafikkortet, der har fået navn efter den græske krigsgud Ares, skal man huske at have en ordentlig strømforsyning. ASUS Ares kræver ikke mindre end tilslutning af to 8-pin- og et 6-pin-strømstik for at kunne levere strøm nok.
Flere hjemmesider har gennemført test af monster-grafikkortet, og det er absolut det hurtigste, der findes på markedet i dag, men pris/ydelses-forholdet er dog ikke alt for godt. I 3D Mark Vantage, på Extreme-indstilling, opnåede kortet, med en 3,8 GHz Core i7 930, lige over 15.000 point.
Anmeldelser kan bl.a. findes hos: techPowerUp, PC Perspective, Guru 3D og Legit Reviews.