mboost-dp1

Microsoft Corporation

Microsoft efterlader Office XP-fejl urettet

- Via Computerworld - , indsendt af Adagio

Da Microsoft i tirsdags frigav en lang række fejlrettelser til deres produkter i forbindelse med den månedlige Patch Tuesday, manglede der en udgave af en af rettelserne til Office XP.

Det drejer sig om en fejl ved COM-validering i Microsoft Office, der ikke er rettet. Det er ikke fordi, Microsoft har overset den, men fordi de har valgt ikke at gøre noget ved det.

Microsoft oplyser, at en rettelse ikke er realistisk på den aldrende officepakke, da den mangler kritiske elementer, som gør en rettelse mulig.

Microsoft skrev:
The architecture to properly support the fixes to correct validation does not exist on Microsoft Office XP, making it infeasible to build the fixes for Microsoft Office XP products to eliminate the vulnerability.

Microsoft kunne godt rette den specifikke fejl ved at tilpasse store dele af Office XP, men ud over det vil være en større opgave, så vil der medføre problemer med kompatibilitet.

Helt sårbar vil Microsoft dog ikke efterlade Office XP-brugerne og tilbyder en alternativ løsning, en såkaldt Fix IT, som kan hentes her.

BP

BP reklamerer hos Google for at forbedre sit image

- Via ABC news - , redigeret af Pernicious

Efter det store olieudslip, som har ryddet forsider verden over, er olieselskabet BP blevet mere kendte, end hvad godt er, synes BP selv. Folk har fået et negativt syn på selskabet, der er i stor krise over olieudslippet.

For at bekæmpe denne negative omtale har BP haft den store tegnebog fremme og har indgået en storstilet reklamekampagne hos Google, der skal forbedre deres ry og rygte.

BP bruger, ifølge en ekspert på søgemaskiner, op imod en million dollars om måneden hos Google for at AdWords rangerer udvalgte links fra BP helt i toppen, når der søges efter ord som f.eks. “oil spill”.

De links, som BP har valgt, er nogle, der sætter firmaet i et positivt lys, når det kommer til, hvad der bliver gjort for at løse olie-problemet.

Talsmand for BP skrev:
Vi har købt disse søgeord på søgemaskiner som Google for at gøre det lettere for folk at finde informationer om vores anstrengelser i golfen og gøre det lettere for folk at finde links, hvis de vil være frivillige på strandene, ellers hvis de vil rapportere forurening eller indsende erstatningskrav.

Det er dog ikke kun Google, BP reklamerer hos, også Yahoo! og tv-reklamer bliver brugt i massevis. Dette har skabt forargelse i USA, hvor flere mener, at pengene burde blive brugt på at stoppe olieudslippet i stedet for at fortælle verden, hvor meget BP gør for at stoppe det.

Linden Research, Inc.

Stor fyringsrunde hos udviklerne af Second Life

- Via Linden Lab - , redigeret af Pernicious

Populariteten af den store online-verden Second Life daler konstant, og det får nu konsekvenser. Linden Lab, udviklerne af “fremtidens internet” – som Second Life i sin tid var udråbt til at være – har oplyst, at der nu sættes ind med nedskæringer.

I en pressemeddelelse kan Linden Lab annoncere, at op imod en tredjedel af de ansatte hos firmaet har fået en fyreseddel. Deres begrundelse er, at det er for at restrukturere og gøre udviklingen af Second Life mere effektiv.

Generelt set er Second Life dalet i popularitet lige siden 2006, hvor tjenesten var på sit højeste. I 2009 blev der dog stadig handlet virtuelle genstande for omtrent 560 mio. dollars, så der er stadig liv i den virtuelle handelsverden. På nuværende tidspunkt har Second Life omtrent én million besøgende brugere per måned.

Det forventes dog, at medmindre Linden Labs plan om at genskabe Second Life i browser-format uden nogen downloads bliver en succes, så vil den virtuelle verden dø ud inden for de næste par år.

Flickr - Emuishere Peliculas

Lån op til 4,5 mio. musiknumre gratis

- Via DR - , redigeret af Net_Srak

Det har i mange år været muligt at låne musik på de danske biblioteker, og i nogen tid også været muligt at hente numre digitalt. Den 1. juli udvider Statsbiblioteket muligheden for at høre musik gratis med en ny tjeneste.

Tjenesten har fået navnet digi-bib og kan findes på digi-bib.dk, hvor det vil blive muligt at finde op til 4,5 millioner forskellige musiknumre og lydbøger. Det nye ved tjenesten er, at alt kan streames, og på den måde har man ikke kun adgang til det i en begrænset periode.

I første omgang vil man kunne streame musikken til sin Windows pc eller Mac, men i efteråret vil der også komme klienter til både Android og iPhone.

For 2010 er der afsat 15 millioner kroner til projektet, og til næste år kan budgettet fordobles, såfremt tjenesten bliver en succes. Ingen af pengene skal gå til markedsføring, men på Det Jydske Musikkonservatorium mener man heller ikke, det er nødvendigt. Alene det faktum, at alt er gratis, vil trække folk til.

Ud over musik og lydbøger vil der også blive stillet optagelser fra den danske kulturarv til rådighed, lige fra taler fra kendte politikere til gamle danske reklamer.

newz.dk

Googles danske milliard-omsætning forsvinder ud af landet

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

Hos Google har man netop afleveret årsregnskab i Danmark, og i den forbindelse kan det ses, at selskabet har omsat for 53 millioner kroner. Ifølge FDIM (Foreningen for Danske Internetmedier) burde beløbet dog være meget større.

Hos FDIM vurderer man, idet Google ikke selv offentliggør salgstal for reklamer, at danske virksomheder og private har handlet for omkring 1,1-1,2 milliarder kroner hos Google.

Disse penge tæller dog ikke med i regnskabet og går i stedet direkte til selskabets afdeling i Dublin, hvorfra kunderne bliver faktureret.

Formand for FDIM, Christian Peytz, påpeger, at der ikke umiddelbart er noget ulovligt ved metoden, men at han finder den uheldig, da Danmark på den måde ikke nyder godt af omsætningen.

Ud af omsætningen på 53 millioner i den danske afdeling var der et overskud på 4 millioner kroner.

NASA/JPL

Rumsonde opnår ny hastighedsrekord

- Via Jet Propulsion Laboratory - , redigeret af Emil , indsendt af ktg

For få dage siden, den 5. juni, opnåede rumsonden Dawn den højeste hastighed for en rumsonde, der endnu er opnået ved egen motorkraft, og slog dermed den tidligere rekordindehaver Deep Space 1.

Dawn er på vej ud mod asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, hvor den om 406 dage skal mødes med asteroiden Vesta, inden den fortsætter mod den lille dværgplanet Ceres.

Den nye rekord er sket ved, at Dawn de seneste 620 dage har accelereret konstant ved brug af ionmotorer. Samlet har Dawn nu opnået en hastighedsforøgelse på 15.480 km/t, hvilket sammenlagt med opsendelseshastigheden bringer den op på 55.800 km/t.

I løbet af de 620 døgn, rumsonden har accelereret, har den blot forbrugt 165 kg brændstof, og der er brændstof nok med, til at den fortsat kan accelerere i yderligere 1.400 dage.

Efter de ca. 5,5 års kontinuerlig acceleration vil Dawn have opnået en hastighed på 79.000 km/t.

Hulu LLC

Hulu planlægger at udvide til iPad og Xbox 360

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak , indsendt af kastrup

Ifølge to kilder, som Reuters har snakket med, vil online tv-tjenesten Hulu udvide til at at sælge indhold til brugere af Xbox 360 og Apples iPad.

Det vil være et skridt væk fra deres normale forretningsmetode, der består i gratis at vise tv-serier, mod at folk ser på reklamer.

Hulu har ikke selv offentliggjort noget om planerne, men ifølge Reuters skulle man være så langt, at tjenesten allerede vil være klar i løbet af en eller to måneder.

Desværre ser det endnu en gang ud til, at man i Europa, og dermed også her i Danmark, må gå glip af det nye tiltag, da indholdet som Hulu stiller til rådighed, normalt kun må vises for det nordamerikanske publikum.

Salget af indholdet vil ske som et abonnement, men en analytiker vurderer, det kan være svært for Hulu at overbevise kunderne om at skulle betale til tjenesten, når de er vant til, den er gratis.

Gizmodo

Panasonic sætter 152″ 3D plasmaskærm til salg

- Via The Inquirer - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Net_Srak

Sidder man meget langt væk fra sit fjernsyn, eller vil man bare have den ultimative hjemmebiografoplevelse, kan man snart købe Panasonics enorme plasmaskærm på 152 tommer.

Det enorme fjernsyn blev første gang fremvist til CES-messen i januar, hvor det blev brugt til at vise 3D-indhold. Opløsningen er på hele 4096×2160 pixels, hvilket er lidt mere end fire gange så mange pixels som full-HD (1920×1080).

Med et stort skærmareal følger dog også en stor pris. Vil man ud og investere i fjernsynet, skal man af med en halv million dollars, eller over 3 millioner kroner.

Panasonic forventer at have de første fjernsyn klar til salg i efteråret.

MSI

MSI vil afskaffe BIOS inden for 3 år

- Via Thinq - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Net_Srak

En af de mest sejlivede funktioner, som findes i en computer i dag, er den aldrende BIOS, men står det til elektronikproducenten MSI, vil det snart være slut.

MSI, der især er kendte for deres bundkort, forudser, at overgangen til afløseren UEFI (Unified Extensible Firmware Interface) vil accelerere de kommende år, og om tre år vil det være slut med BIOS i nye bundkort.

Hos MSI vil man selv begynde at skifte til UEFI ved udgangen af i år, hvilket vil ske ved introduktionen af Intels kommende Sandy Bridge-arkitektur.

UEFI er ikke nyt, men behovet for at skifte til det har ikke været der før, men kommer snart. Årsagen er nye kommende harddiske, der har en kapacitet på mere end 2,1 TB, idet de ikke kan håndteres af en almindelig BIOS.

Linux

Ingen ZFS med i Linux-kernen

- Via Ars Technica - , indsendt af coday

Hos Lawrence Livermore National Laboratory (LLNL) har man udviklet en udgave af Suns/Oracles filsystem ZFS, der kan benyttes til Linux, men det er ikke muligt at inkludere det sammen med kernen.

Årsagen er den måde ZFS er licenseret på, der ikke er kompatibel med Linux’ licens. ZFS falder ind under OpenSolaris-kildekoden, som benytter Common Development and Distribution License (CDDL), hvor Linux benytter GNU’s General Public License (GPL).

Det er muligt at benytte ZFS med Linux uden at bryde licensreglerne, men det sker via et mellemlag kaldet FUSE. Ikke overraskende medfører mellemlaget en række begrænsninger, heriblandt lavere ydelse og færre funktioner.

Blandt udviklerne hos LLNL udtaler Brian Behlendorf, at de har prøvet at tage fat i Oracle og få dem til at ændre CDDL, men indtil videre uden held.

Vil man prøve at arbejde med ZFS, kan det hentes her.