Der har været rygter om det i et stykke tid, og nu er det en realitet, Google har annonceret deres nyeste projekt; Google TV.
På internettet findes der flere og flere tjenester, som tilbyder video, serier og film, men ulempen for disse er, at de ofte skal ses på ens computerskærm. Med Google TV ønsker Google at kombinere det bedste fra to verdener, internettet og fjernsynet.
Google TV vil komme indbygget i en række nye fjernsyn, men kan også købes som en separat boks. Med den vil det være muligt at tilgå videomateriale på internettet ved blot at søge efter det. Har man fundet gode programmer, er det muligt at lave genveje til dem.
Ud over at kunne finde videoer, kan Google TV også bruges til almindelig surfing på nettet samt til at se billeder, høre musik og spille spil. Browseren er naturligvis Googles egen Chrome, og som operativsystem anvendes Android.
Som med de fleste andre projekter Google har, er dette åbent, hvilket vil sige, at udviklere kan lave deres egne tilføjelser til Google TV. Det åbner op for langt mere funktionalitet, end det Google selv har valgt at hælde i systemet.
Google har allerede allieret sig med flere partnere, heriblandt finder man Sony, Logitech, Rovi og jinni.com. Du kan se en video, som forklarer Google TV herunder.