Hos Facebook har man gennem næsten hele sin eksistens måttet lægge øre til en del kritik, typisk i forbindelse med betingelser for brug af tjenesten, som mange har ment, ikke respekterer brugernes privatliv nok.
Nu er den gal igen, så meget faktisk, at flere kendte personer, især inden for tech-verdenen, har valgt at droppe deres facebook-profiler. Det skyldes en ny ændring i brugsbetingelserne, som åbner op for, at tredjepart, uden at bede om tilladelse, kan tilgå ens private oplysninger.
Ændringen har ført til en del kritik, så meget at Facebook i sidste uge valgte at indkalde til et møde i koncernen, hvor privatliv var hovedemnet.
Den megen kritik ser dog ikke ud til at påvirke flertallet af brugerne, og Facebook kan da også meddele, at både tilgang af nye brugere samt mængden af slettede profiler ikke har ændret sig siden annonceringen af de nye betingelser.
Ved lignende episoder i fortiden har det flere gange ført til, at Facebook nok har ændret lidt på deres betingelser, men i det store hele har kunnet gennemføre deres ønsker, hvilket brugerne i langt de fleste tilfælde indordner sig under.