Mens den næste udgave af Android, version 2.2, nærmer sig, kommer der mere og mere information ud om, hvad denne indeholder, og seneste skud på stammen er en funktion, der har været efterspurgt i lang tid, nemlig trådløs tethering, hvilket vil sige muligheden for at dele ens mobile internetforbindelse med andre enheder, f.eks. en bærbar computer.
I mange lande, inklusiv Danmark, har det allerede været muligt at gøre dette, blot gennem telefonens USB-forbindelse – men i USA har mange teleudbydere holdt muligheden helt tilbage eller krævet et ekstra månedligt beløb for at aktivere den.
Dette har også ført til, at der på Android Market og mange andre steder på nettet kan hentes programmer, som har tilføjet muligheden til folks telefoner. Fælles for disse er dog, at de enten kræver, at man har rootet sin Android-telefon, eller at der er tale om betalingsapplikationer, der snyder telefonen til at tro, at det dens egen data, den kommunikerer.
Skal man imidlertid tro det screenshot, der er sluppet ud, vil funktionen blive indbygget i Android fra v2.2, omend det stadig er uvist, om teleudbydere i f.eks. USA vil få muligheden for selv at kunne slå funktionen til og fra.
Android 2.2, også kaldet FroYo, vil formentlig blive lanceret til Google I/O, der finder sted onsdag og torsdag i næste uge. Opdateringen forventes først at komme til Google Nexus One, og senere til andre Android 2.1-enheder såsom HTC Desire og HTC Legend.