I sagen om udspionering af eleverne i en skole fra skoledistriktet Lower Merion i Pennsylvania, USA, er der netop blevet frigivet en rapport, som fratager en del af ansvaret for skolen.
Ifølge firmaet Ballard Spahr, der har udarbejdet den 73 sider lange rapport, så fritages skoleledelsen for skyld, men gør opmærksom på at it-afdelingen ikke har fulgt de officielle regler om håndtering af de data der blev indhentet.
Rapporten peger blandt andet på, at de mange billeder, 30.564 webcam-billeder og 27.428 screenshots, ikke er blevet set af nogen, men er blevet taget automatisk af den installerede software. Softwaren er bl.a. blevet aktiveret i forbindelse med at skolen har troet en computer var bortkommet, eller en elev ikke fik betalt en obligatorisk forsikring.
Til trods for at rapporten udnævnes som uafhængig, så er den købt af “Lower Merion School District”, hvilket måske også er årsagen til, at den ikke nævner, at nogle billeder har været benyttet. Således har to af skolens it-folk kommenteret dem, ligesom hele sagen startede, da en elev fik en advarsel på baggrund af et billede taget hjemme hos eleven via webkameraet.